Af: Kirsten Dahl

23. maj 2021

Heftig orange eksplosionsdans

Med knaldhamrende orange stoflighed, kropssignaler på speed og heftig høj punket surf-musik animerer 'Sorry Not Sorry' nutidens hunkønsvæsner til ikke at skjule sig, men i stedet fylde æteren med gigantisk larm og ubekymret selvtillid.

Gunilla Lind holder sig ikke tilbage som koreograf. Hun lægger ikke låg på sine lyster til at udtrykke manifeste holdninger gennem kompromisløst egenartede formudtryk. 

I 'Vanity of Modern Panic – V.O.M.P.' satte seks dansere i babylyserødt pølseformet antræk fokus på vestens sygeligt kropsfikserede univers med modepres, plastikkirurgi og alkens forsøg på at sælge livs- og ungdomsforlængende medikamenter. Her i 'Sorry Not Sorry' skruer Lind op for farveblusset og den udadvendte energi. Orange og turkis dominerer. Især orange. I samspil med direkte, utilslørede og kraftfyldte feminine kropsudtryk.

Hunkøn og muskelkraft

De to unge dansere Josefine Elna Ibsen og Ruth Rebekka Hansen er intenst og højspændte tilstede fra første sekund. Dygtige, nærværende, parate og på. Non stop en lille times tid. 

De er iført skrigende orange buksedragter. Dragterne er designet så vi tydeligt forstår, at forestillingen handler om ikke at putte sig. Om at stå 300 procent ved sig selv og vise det med tryk16-energi. Med udstoppede overarme (inspireret af soft sculptures) viser de muskler.

Med et kostume, som med hensyn til intime kropsdele som bagdel, bryst, bækken og skød er fremstillet i i anderledes, næsten transparent tyndt og glitrende stof i forhold til buksedragtens øvrige tættere vævede stof, peger forestillingen meget eksplicit på de vrik, rotationer og drej, som de fyrigt giver gas. 

Ned langs ydersiderne på deres bukseben svirper frynser ud til alle sider i takt med dansernes bevægelser. De orange ridehjelme, danserne har på – hjelme hvor der i toppen er fastgjort en gevaldig tyk og lang turkis fletning, som de svinger rundt i luften og slanger sig ud og ind over som meddansere – slår en tyk streg under, at det her handler om at kapre fokus og selv tage styring. At det er uforbeholdent og ligetil signalerer danserne også med deres kondisko (som selvfølgelig har et markant strejf af turkis). 

En lavine af udladninger 

Mens Kristoffer Rosing-Schows og Anders Pedersens nykomponerede punkede surf-musik hamrer øredøvende højt derudad med en inciterende puls, raser Ibsen og Hansen med overskudsglade miner og struttende livsbegejstrede kroppe rundt i rummet. De boltrer sig i et kæmpestort orange stof, som de fylder med luft. Et udtryk af flammer, ild og eksplosion fylder scenen. 

De signalerer med tilfredse ansigtsudtryk til hinanden, at den ekspressive udfoldelse, de har gang i, er noget de er fuldstændig enige om. Et rungende ”YES!” fyger rundt i luften. Danserne bevæger sig strunke og selvsikre rundt i store cirkler. 

Vilde og kåde 

Mens de kredser manifeste rundt flirter de umiskendeligt med os. De fører deres tungespids langsomt op til overlæben og kaster et blik ud mod os. Et blik, de akkurat fastholder lidt længere tid end kroppens øvrige bevægelser. De udtrykker sig også næsten maskulint som kæmpende krigere med våben i hånd. De veksler undervejs mellem hurtigt rytmiske og markant langsomme bevægelser. De roterer og slår deres bækkener i nærmest maskinel turbofart frem og tilbage, for til andre tider at lette bagdelen langsomt fra gulvet og pumpe den op og ned, som var den lunger, der nydelsesfuldt trak vejret. 

Uanset hvad er signalet: Vi nyder det her. Uden tøven. Voldsomt og befriende meget. 

Flere etaper – hvorfor mon? 

Hånd i hånd med de eksplosive visuelle og auditive virkemidler går det kropslige bombardement af ekspressivt stærke og voluminøse ”vi tager plads og vi glædes over og nyder uforbeholdent vores kroppe og vores psykiske jeg'er”-bevægelser for sig i et pænt stykke tid af forestillingen. 

Herefter – og det kommer lidt som en overraskelse – skifter forestillingen gear. Det vilde afløses af noget anderledes roligt. Danserne tager den tunge og mest fyldige del af deres buksedragt af og søger sammen ind på det store orange stof. Her sætter de sig. De sidder og ligner to personer, som evaluerer det foregående forløb. De gestikulerer og siger noget til hinanden så bevidst lavmælt, at vi ikke kan skille ordene fra hinanden. 

Så udfører de en dans, hvor deres nu sammenbundne fletninger udgør et slags obstruerende element for deres bevægelser. Sammenlignet med den måde, hvorpå obstruktion bliver sat i værk i Granhøj Dans' universer, virker forhindringsdansen her meget fattig. Næsten uinteressant. 

De har også en for lang sekvens, hvor de kaster sig op og ned, og frem og tilbage i det store, oppustede orange stof. Gentagelserne virker næsten som et refræn. Som et ekko af noget. Hvad, er svært at lure. Måske skal den nu anderledes langsomme dansesekvens – som nærmest har noget luftelement-agtigt over sig – fungere som en slags kontrasterende resonansrum i forhold til den foregående sekvens meget ild-agtige energi? 

Uanset hvad er begge udtryk heldigvis markant feminine. Og uanset hvad vender vildskaben tilbage. I såvel dans som musik. Skønt, for da ryger vi med danserne tilbage i en 'Not Sorry'-stemning. En stemning af hvor befriende det er at slippe tøjlerne uden selvcensur og uden at bekymre sig om omverdenens fordømmende reaktioner. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.