Haves: En lorteverden! Ønskes: Fed lykke – eller hvad?

Det store Big Bang skabte verden.          

Men det lille Big Bang – dét glimt af erkendelse og måske endda selvindsigt, der kan ramme det enkelte menneske – giver mulighed for at forandre verden. Endda for at gøre den bedre. Måske ligefrem perfekt.

Ifølge Kånstkollektivet, der står bag forestillingen 'Little Big Bang', trænger verden, som den ser ud nu, til mere end et fikst make over. Der er noget galt. Helt galt. På alle niveauer faktisk. Men hvor starter man? Kan man overhovedet gøre noget som helst, når man ikke har politisk eller økonomisk magt til at tvinge sine beslutninger igennem?

Og når man – når sandheden skal frem - på daglig basis kæmper med social angst og grundlæggende afmagt, der gør, at man ikke engang magter at brokke sig over at betale 175 kr. for at få den forkerte drink på en bar?

Kollektivets svar er: Start med dig selv. Start i det små. Start med at træde ud af din egen frustrerede comfort zone – en bevægelse, scenografen Katinka Launbjerg forfølger visuelt i 'Little Big Bang' med fem dørkarme på hjul i en næsten nøgen scenografi. 

De tre unge performere fra det alternative scenekunstmiljø, Cecilie Haugaard, Rune Klenø og Mathilde Bækmark, leger forestillingen igennem med at stå trygt i karmene med deres hyggeafmagt og træde ud af dem – ud på gulvet, ud i verden - på deres guidede tur til en form for løsning       

Kånstkollektivet befinder sig et charmerende sted mellem det amatøristiske og professionelle og skabte allerede sidste år teenageforestillingen 'Venter på stegte duer', som i et mix af musik, bevægelse og tekst tog udgangspunkt i, hvordan det er at sidde med sit vasketøj og vente på, at livet kommer forbi.

Nu har gruppen igen scannet sin egen hverdag og omsat den til et scenisk udtryk, der kommunikerer direkte til de ældste teenagere og de unge voksne. Med sketches, danseindslag og en slags samtaler med publikum fokuserer 'Little Big Bang' således på, at de store ringe i verdenshavet, der måske ender med f.eks at løse klimakrisen, fjerne kvindeundertrykkelsen eller suspendere den politiske og private løgnagtighed, skal sættes i gang i den enkelte. 

Ja, hvis bare vi aktiverer vores fantasi og forklarer den, at den ikke skal affinde sig med at smådrømme på det jævne, men meget gerne må sprænge grænser og flyve både langt og højt som en albatros, vil det lykkes os at bryde de dårlige mønstre.

Busturens lille eksplosion

Et eksempel: En ung kvinde stiger ind i en bus, alle dobbeltsæderne er blokeret af solorejsende med tomme blikke og deres forkælede tasker. Da alle ser frem for sig og nægter at flytte deres tasker, er hun tvunget til at stå op i 40 minutter, selv om hun er døden nær af træthed.

At situationen er ufed, siger sig selv, men da den optræder anden gang i forestillingen, er den vendt om: Nu sidder hun selv og er dødtræt på et dobbeltsæde og lægger sin taske på det ekstra sæde, fordi hun faktisk ikke orker at have et fremmed menneske alt for tæt på sig. Virker det bekendt?

I den tredje version kommer der en fyr hen og spørger, om han må sætte sig på taskens sæde. Og det mærkelige er, at det faktisk gør turen bedre for kvinden, da han efter nogen tid - og uden at genere hende ved at sidde der - rejser sig og ønsker hende en god dag, inden han stiger ud.

På samme pædagogiske måde illustrerer Kånstkollektivet, at den formstøbte idealverden dels er urealistisk, dels måske i virkeligheden et skrækscenarie, fordi en verden, hvor alle altid smiler, hvor alle uenigheder er skrinlagt, og hvor depressioner og rygproblemer og koriander helt er udnivelleret til et gnidningsløst skåneliv, er et falsum.

Livet – det rigtige liv - er mangfoldigt. Den ubrudte lykke findes kun i de kyniske reklamer. Konflikter hører med, men de kan tackles. Også her starter forandringen i det små: Tag ansvar for dig selv, prøv at se på verden med empati og generøsitet.

 'Little Big Bang's grundtese, at helt almindelige, uoverskuelige hverdagsfrustrationer kan vise vejen til en bedre verden, er både idealistisk og smuk. Alle kan være med og begynde her. Eller rettere: alle kan begynde lige præcis dér, hvor vi hver især er i vores liv. Hvilket i virkeligheden betyder, at vi uanset alder kan begynde at lytte til vores fantasi, udfordre vores drømme og snakke med nogen om det hele på vejen hjem fra teatret. 

Og bang! - så den lille eksplosion allerede i gang.