Har vi mon set den samme Don Quixote?

Figura Ensembles nyeste børneteater-produktion ’Er jeg ikke Don Quixote?’ får i børneteateravisen.dk en fuldstændig uberettiget hård medfart af anmelder Henrik Lyding. ’Slattent og lettere hjælpeløst’ og ’anstrengt morsom’ kalder Lyding forestilling og hævder videre at ’denne forestilling rører ikke ved noget som helst’. (anmeldelse i børneteateravisen.dk: Fantasiens afmagt )

Hovedproblemet for Lyding er todelt: Forestillingens skildring af kampen mellem musikere og instruktør er ikke vellykket, fordi musikerne ikke kan spille teater. Og for det andet mislykkes Figura med at fremstille selve Don Quixote-historien. Selve det overordnede valg – at skildre historien med enkle teatergreb snarere end med det store teatermaskineri – finder Lyding helt i orden, men han mener at Figura mislykkes med det, fordi de ikke har talentet til at forløse strategien.

Man tager sig til hovedet og klør sig i sine vindmølle-krøller: Har vi overhovedet set den samme forestilling?
De gentagne gange, jeg selv har haft fornøjelsen af at se forestillingen, har understreget, at vi her har at gøre med en suveræn, morsom, legende og velspillet børneteaterversion af den udødelige litterære klassiker.

Selve transformationen af Don Quixote fra bogside til børneteaterscene er overordentlig vellykket. Hvor parodien i bogværket gælder ridderromanerne er det i Figuras version selve teatret og da i særdeleshed musikteatret og dets instruktør, der er selvironisk skydeskive.
Musikernes parodi på sig selv som ugidelige prøveryttere, der kun tænker på tariffer, pauser og livet udenfor scenen, er hylende morsomt forløst. Musikernes underspillede skuespil fungerer sublimt som kontrast til hovedpersonens vanvittigt overspillede fantasteri, og forvandlingen af musikerne i de øjeblikke, hvor de bliver revet med af hovedpersonens, instruktørens, lidenskab er både realistisk teater og velspillet musiker-skab.

Den overordnede skildring af teaterinstruktøren, der med stor lidenskab stirrer sig blind på sine egne teateridealer og smelter sammen med selve Don Quixote figuren i sin instruktion af selve stykket Don Quixote er et et mesterligt meta-teater-greb fra instruktør Anna Novovic og manuskriptforfatter Sven Ørnas hænder.

Selve hovedrollen som instruktør og Don Quixote i én og samme figur er ligeledes overbevisende fortolket af Troels Hagen Findsen. Hans karakter har stor spændvidde. Som munter idealistisk instruktør, der distræt, verdensfjernt og megalomant gør den lille prøvescene til hele verdens scene kalder alvorligt på lattermusklerne. Og som den verdensfjerne idealist, der bliver med at insistere på sine egne fantasterier er han rablende vanvittig og potentielt farlig. Men hele tiden holder han sammen på trådene og glemmer aldrig, at det er børn og barnlige sjæle der tales til.

Tilsammen gør det, at det litterære vanvid fra Cervantes’ hånd overføres til scenen med en Shakespearsk sans for de specifikke virkemidler og fortælle-greb, der er teatrets og her i særdeleshed børneteatrets.

Selve de sceniske virkemidler er ligesom musikernes skuespilleri også højst underspillede. Det er hverdagsrealismen der spilles på her, og det skaber både en stærk kontrast til instruktørens fantasterier og appellerer til publikums fantasi. Som publikum lukkes man venligt indenfor og opfordres i den grad til at digte med, og også her lykkes lykkes forestillingen. Den kamp mellem idealisme og kras realisme, der sammen med parodi-grebet er nogle af de overordnede karakteristika ved Don Quixote, udfoldes til fulde i spændet mellem det umiddelbart hverdagslige på scenen og den overvældende fantasi og teaterglæde, der formidles af Findsen og de tre musikere, og som man som publikum i den grad opfordres til at tage del i. Og opfordringen virker!

Det er en fornøjelse at vandre ind og ud af forestillingens mange lag, der aldrig forfalder til intellektuelt hovmod eller fiser over hovedet på publikum. Den direkte, umiddelbare kommunikation, den levende og velspillede musik samt den selvafslørende teater-ironi forløses som en fantastisk direkte fortælling om glæden og faren ved at hengive sig til fantasiens univers. Man gør det med glæde med denne forestilling og kan kun vedblive at spørge hvilken Don Quixote det er mon er Henrik Lyding har set – thi det kan umuligt være denne.

Thorbjørn Tønder Hansen. Kunstnerisk ledelse wundergrund-festivalen SNYK
(www.wundergrund.dk )