DEBAT
13-04-2014
12-04-2014
10-04-2014
03-04-2014
02-04-2014
01-04-2014
30-03-2014
29-03-2014
Debatindlæg kan kun sendes pr. mail til: red@teateravisen.dk
Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise eller forkorte indlæg. Indlæg lægges på debatsiden i kronologisk rækkefølge så hurtigt som muligt.

Har vi mon set den samme Don Quixote?

20-09-2009

Figura Ensembles nyeste børneteater-produktion ’Er jeg ikke Don Quixote?’ får i børneteateravisen.dk en fuldstændig uberettiget hård medfart af anmelder Henrik Lyding. ’Slattent og lettere hjælpeløst’ og ’anstrengt morsom’ kalder Lyding forestilling og hævder videre at ’denne forestilling rører ikke ved noget som helst’. (anmeldelse i børneteateravisen.dk: Fantasiens afmagt )

Hovedproblemet for Lyding er todelt: Forestillingens skildring af kampen mellem musikere og instruktør er ikke vellykket, fordi musikerne ikke kan spille teater. Og for det andet mislykkes Figura med at fremstille selve Don Quixote-historien. Selve det overordnede valg – at skildre historien med enkle teatergreb snarere end med det store teatermaskineri – finder Lyding helt i orden, men han mener at Figura mislykkes med det, fordi de ikke har talentet til at forløse strategien.

Man tager sig til hovedet og klør sig i sine vindmølle-krøller: Har vi overhovedet set den samme forestilling?
De gentagne gange, jeg selv har haft fornøjelsen af at se forestillingen, har understreget, at vi her har at gøre med en suveræn, morsom, legende og velspillet børneteaterversion af den udødelige litterære klassiker.

Selve transformationen af Don Quixote fra bogside til børneteaterscene er overordentlig vellykket. Hvor parodien i bogværket gælder ridderromanerne er det i Figuras version selve teatret og da i særdeleshed musikteatret og dets instruktør, der er selvironisk skydeskive.
Musikernes parodi på sig selv som ugidelige prøveryttere, der kun tænker på tariffer, pauser og livet udenfor scenen, er hylende morsomt forløst. Musikernes underspillede skuespil fungerer sublimt som kontrast til hovedpersonens vanvittigt overspillede fantasteri, og forvandlingen af musikerne i de øjeblikke, hvor de bliver revet med af hovedpersonens, instruktørens, lidenskab er både realistisk teater og velspillet musiker-skab.

Den overordnede skildring af teaterinstruktøren, der med stor lidenskab stirrer sig blind på sine egne teateridealer og smelter sammen med selve Don Quixote figuren i sin instruktion af selve stykket Don Quixote er et et mesterligt meta-teater-greb fra instruktør Anna Novovic og manuskriptforfatter Sven Ørnas hænder.

Selve hovedrollen som instruktør og Don Quixote i én og samme figur er ligeledes overbevisende fortolket af Troels Hagen Findsen. Hans karakter har stor spændvidde. Som munter idealistisk instruktør, der distræt, verdensfjernt og megalomant gør den lille prøvescene til hele verdens scene kalder alvorligt på lattermusklerne. Og som den verdensfjerne idealist, der bliver med at insistere på sine egne fantasterier er han rablende vanvittig og potentielt farlig. Men hele tiden holder han sammen på trådene og glemmer aldrig, at det er børn og barnlige sjæle der tales til.

Tilsammen gør det, at det litterære vanvid fra Cervantes’ hånd overføres til scenen med en Shakespearsk sans for de specifikke virkemidler og fortælle-greb, der er teatrets og her i særdeleshed børneteatrets.

Selve de sceniske virkemidler er ligesom musikernes skuespilleri også højst underspillede. Det er hverdagsrealismen der spilles på her, og det skaber både en stærk kontrast til instruktørens fantasterier og appellerer til publikums fantasi. Som publikum lukkes man venligt indenfor og opfordres i den grad til at digte med, og også her lykkes lykkes forestillingen. Den kamp mellem idealisme og kras realisme, der sammen med parodi-grebet er nogle af de overordnede karakteristika ved Don Quixote, udfoldes til fulde i spændet mellem det umiddelbart hverdagslige på scenen og den overvældende fantasi og teaterglæde, der formidles af Findsen og de tre musikere, og som man som publikum i den grad opfordres til at tage del i. Og opfordringen virker!

Det er en fornøjelse at vandre ind og ud af forestillingens mange lag, der aldrig forfalder til intellektuelt hovmod eller fiser over hovedet på publikum. Den direkte, umiddelbare kommunikation, den levende og velspillede musik samt den selvafslørende teater-ironi forløses som en fantastisk direkte fortælling om glæden og faren ved at hengive sig til fantasiens univers. Man gør det med glæde med denne forestilling og kan kun vedblive at spørge hvilken Don Quixote det er mon er Henrik Lyding har set – thi det kan umuligt være denne.

Thorbjørn Tønder Hansen. Kunstnerisk ledelse wundergrund-festivalen SNYK
(www.wundergrund.dk )

FLERE DEBATINDLÆG
21-03-2014
25-02-2014
24-02-2014
23-02-2014
22-02-2014
12-02-2014
11-02-2014
07-02-2014
23-01-2014
13-12-2013
08-12-2013
02-12-2013
02-11-2013
24-10-2013
03-10-2013
29-09-2013
12-05-2013
06-05-2013
27-04-2013
26-04-2013
23-04-2013
22-04-2013
18-03-2013
22-02-2013
20-02-2013
06-02-2013
08-01-2013
29-12-2012
28-12-2012
18-11-2012
31-10-2012
14-10-2012
12-10-2012
10-10-2012
26-09-2012
23-09-2012
18-09-2012
20-06-2012
15-06-2012
14-06-2012
13-06-2012
12-06-2012
08-06-2012
07-06-2012
30-05-2012
27-05-2012
23-05-2012
18-05-2012
30-04-2012
25-04-2012
21-03-2012
15-03-2012
14-02-2012
10-02-2012
07-02-2012
04-02-2012
20-10-2011
12-10-2011
05-10-2011
01-10-2011
28-09-2011
23-09-2011
31-08-2011
29-08-2011
11-08-2011
06-06-2011
29-05-2011
18-05-2011
29-04-2011
19-04-2011
15-04-2011
12-04-2011
08-04-2011
03-04-2011
24-03-2011
16-03-2011
13-01-2011
17-12-2010
06-12-2010
13-10-2010
04-10-2010
13-09-2010
27-07-2010
17-04-2010
15-04-2010
01-03-2010
24-11-2009
15-11-2009
03-09-2009
20-08-2009
18-08-2009
03-06-2009
15-05-2009
09-03-2009
10-02-2009
16-12-2008
28-11-2008
25-11-2008
24-11-2008
18-11-2008
11-11-2008
11-11-2008
10-10-2008
01-10-2008
25-09-2008
25-09-2008
Flere anmeldelser