9. oktober 2018

Hans Rønne får Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse

Der var hæder til seks kunstnere – to arkitekter, to billedkunstnere, en filminstruktør og en dramatiker/instruktør, da Statens Kunstfond satte navne på nye modtagere af en af de fineste anerkendelser i Danmark; den livsvarige Hædersydelse.

Hæderen må siges at være større end pengebeløbet, ikke mindst for en stadig udøvende kunstner, idet den maksimale ydelse udgør ca. 162.000 kr. om året – før skat og reguleret efter modtagernes skattepligtige indkomst, således at man med en indtægt på over 400.000 kr. slet ikke får penge.

Alligevel er Hædersydelsen særdeles eksklusiv, idet der kun er 275 portioner til rådighed, som kun tildeles nye kunstnere, når der er ledige pga. dødsfald blandt de nuværende modtagere.

Men nu er der altså sat navne på seks nye kunstnere: 
• Annemarie Lund, landskabsarkitekt
• Dorte Mandrup-Poulsen, arkitekt
• Bodil Nielsen, billedkunstner
• Olafur Eliasson, billedkunstner
• Jon Bang Carlsen, filminstruktør
• Hans Rønne, dramatiker og instruktør

Som teatermand med dybe rødder i dansk børneteater nyder Hans Rønne nyder følgelig særlig bevågenhed her på portalen. 

I begrundelsen for indstillingen fra Statens Kunstfond hedder det om Hans Rønne (f. 1953)

'Hans Rønne har med sine banebrydende og sublime forestillinger udviklet og præget scenekunsten herhjemme. Hans Rønnes arbejde og udtryk som iscenesætter og skuespiller rummer en sjælden generøsitet, dybde, enkelthed, sarthed, styrke og kompleksitet, og hans kunst har igen og igen berørt og bevæget små som store publikummer igennem flere årtier.

Hans Rønne begyndte på Kaskadeteatret i 1979 og stiftede i 1984 sit eget turnerende teater Teatret, hvor han fortrinsvis har spillet næsten ordløse soloforestillinger, instrueret en perlerække af storartede forestillinger, foruden at have varetaget en række instruktionsopgaver i forskellige regi.

Hans Rønne insisterer på at bruge teatret til at skildre det, der foregår i og imellem helt almindelige mennesker. Sidste års produktion 'Lev Menneske' og 'Abrahams Børn' fra 2016 bekræfter, at han stadig lever med sin tid, stadig har noget på hjertet, og at han kan formidle det med en sjælden barsk og hjerteskærende præcision.

Hans Rønnes arbejde rører, skubber, bevæger og rykker sit publikum, samtidig med at det altid er af undersøgende karakter – altid udspændt mellem liv og død, mellem himmel og helvede, med hjertet på rette sted. 'Den Komiske Tragedie', 'August' og 'Napoleonskrigen' står stadig som lysende og uforglemmelige forestillinger for de, som har oplevet dem'.

Hans Rønne kan nu føje denne hæderspris til samlingen af priser og anerkendelser for et flot virke. Senest fik han Teaterpokalen i december 2017 – og dedikerede den til dansk børneteater (se artiklen) – og han har også modtaget bl.a. Karen Marie Thorsens Legat (1995), Håbets Pris (1996), Aarhus Amts Kulturpris (1999), Reumertprisen for 'August' (2007/Årets store lille forestilling), Lulu Ziegler og Per Knutzons Mindelegat (2010), Danske Sceneinstruktørers hæderspris (2012) og Danmarks Teaterforeningers Hæderspris (2016) 

Den livsvarige hædersydelse deler han nu med ganske få scenekunstnere – p.t. er der 12 personer på listen – herunder bysbarnet og kunstnerisk leder af Gruppe 38, Bodil Alling, der fik tildelt anerkendelsen i april i år (se artikel).

Tidligere har Paraplyteatrets Ray Nusselein (1944-99) i 1994 modtaget ydelsen som den første repræsentant for dansk børneteater. Jytte Abildstrøm modtog den året efter – og blandt de nuværende med en vis berøring med børneteaterområdet finder man Eugenio Barba (Odin Teatret), og Kirsten Dehlholm (Hotel Pro Forma) – samt koreografen og danseren Kitt Johnson (X-act), der blev udpeget som modtager af den livsvarige ydelse samtidig med Bodil Alling. 

(Billedet: Hans Rønne tilhører nu den eksklusive kreds af modtagere af den livsvarige hædersydelse fra Statens Kunstfond. Foto: Søren K. Kløft)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne

KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside
KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside