27. juni 2016

Hamlet som digital tegneseriefigur

Mens Shakespeare Festival at Hamlet's Castle byder på spændende forestillinger for voksne på Kronborg de første tre uger af august, tager arrangørerne fra HamletScenen allerede fast på fejringen af Shakespeare – der nu har været død i 400 år – for de små allerede fra 2. juli, hvor der blændes op for 'Hamlet Ghost Story' for de seks-årige og op til deres medskræmte forældre…

HamletScenen føjede i 2012 Shakespeare Puppets at Hamlet’s Castle til som en familievenlig pendant til voksenrepertoiret. Det sker med 30 minutters ordløs animationsteater, der spilles udendørs på Kronborg Slot.

Hvor første forestilling, 'Opus Hamlet' med Adam Walny, mildest talt ikke behagede teateravisen.dk's udsendte ('besynderlig og uforståelig dukkeleg'), fik Finn Rye de næste tre år mange roser for sit finurlige spil i 'Romeo og Julie' og to år med 'King Lear'.

I år har højteknologiske Rokoko Studios så taget over med deres digitale legetøj, animotion-konceptet, der er taget i brug i 'Hamlet Ghost Story' – og man så i aktion på Aprilfestival 2016 med samproduktionen med BaggårdTeatret, 'H.C. Andersen lever!' (se anmeldelse), hvor liveanimeret tegnefilm interagerede med skuespilleren.

I 'Hamlet Ghost Story' er det skuespilleren Jesper Groth, der medvirker, iført en specielt udviklet ’motion capture’-dragt, der minder om en dykkerdrag og med 19 små sensorer sørger for animation af de digitale figurer i forestillingen, hvis klassiske forlæg er at Hamlet på Kronborgs fæstningsværk møder sin fars spøgelse, som kræver at Hamlet hævner ham…

Spilleperiode: Fra 2. juli til 31. juli – alle dage kl. 13 undtagen fredag på Helsingborg Ravelin på Kronborg.

Mere information og billetter: www.hamletscenen.dk

(Billedet: Hamlet i digital udgave med sværd og hævntørst i 'Hamlet Ghost Story'. Foto: HamletScenen)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne