Af: Randi K. Pedersen

24. juni 2013

Halvfærdigt performance-projekt

Dans, musik og fortælling stritter i hver sin retning i 'Gaven', som løser børns problemer med manglende voksentid med lidt magi og trylleri.

Børnefamilierne lider under mangel på tid. Forældrene har dårlig samvittighed, og ungerne savner far og mor. Emnet tages op i 'Gaven', hvor levende musik, fortælling og dans siges at gå op i en højere enhed.

Det er desværre langt fra tilfældet. Musiker og performer udtrykker sig på vidt forskellige måder, mens den konkrete fortælling tabes på gulvet med et brag.  

Det er en skam, for historien om Elvira og Thomas, der kæmper mod en slem og farlig tidsrøver, er som udgangspunkt sød og underholdende. Men både form og indhold kører af sporet.

Marit Boe Nielsen er ikke nogen dårlig fortæller, og June Beltoft kan både spille og synge. Men der er ingen replikker til at holde spillet i gang, og hvis målet er et sanseligt, magisk teater, så opnås det ikke ved at flagre rundt på gulvet og fortælle i en lang køre.  

Nogle hvide troldsmandsagtige gevandter gør ikke noget godt for dansens bidrag til historien. De store ensformige bølgebevægelser udtrykker ikke rigtig noget – og da slet ikke noget magisk – der kan kobles til børns oplevelse af, at deres forældre har for travlt. Desuden er forældrene nogle monstre, der lyder til kun at være optaget af sig selv. Se dem gør vi ikke.

Det kan gøre det svært for målgruppen at spejle deres egen virkelighed i det, der foregår i forestillingen. Selv om mange børn nok vil nikke genkendende til morgenstress og halløj, når Thomas og Elvira skal skynde sig i skole. Desværre er det heller ikke kun på teatret, at børn  ikke bliver hentet, når SFO’en lukker. Så de lige som Thomas må overnatte hos en kammerat.

Ufrivillig komik

Det viser sig nu at være temmelig heldigt, for så kan Elvira og Thomas sammen slås mod tidsrøveren, der tager deres forældre fra dem. Elvira har fået en tryllestav som gave af en stor glad drage med store øjne og et stort hjerte. Med staven kan Elvira stoppe det, hun er bange for. Og da Thomas udrustes med et tryllesværd, er de to børn klar til kamp – omend kun i fortælleform.

Det er ikke særlig dramatisk. Det er det heller ikke, når en kande vand og et fad pludselig skal illudere rislende vandløb. Så er det ikke fantasien, men sansen for ufrivillig komik, der bliver pirret. Her kunne en instruktør have gjort gavn.

Det er værre med forestilingens nemme løsning på et for børn dybt alvorligt emne som den manglende voksentid: Stik dem en drøm, en tryllestav og et tryllesværd, så klarer børnene  nok de voksnes forjagede liv.

Gid det var så vel, men problemet med manglende tid forsvinder ikke med et trylleslag. Det kræver voksen indsigt og voksne løsninger. Set i det perspektiv appellerer 'Gaven' mere til forældrene end til deres børn.

Som indledning til forestillingen oplyste Ensemble Tiram, at de var ved at udvikle deres stil. Det er selvfølgelig helt i orden, at et teater vil udvikle sig og prøve ting af på et publikum. Men det er absolut ikke i orden, at børns teateroplevelser uforvarende bliver en del af et halvfærdigt performance-projekt med en meget uklar målgruppe. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.