Hæsblæsende hundegalskab

Theatret Thalias Tjeneres ’Race Dog’ er stor ståhej for al ting. For kærligheden mellem en raceren nuttet mops, Bolette, med snobbede og konkurrenceivrige forældre og et frejdigt gadekryds, Ralf, der ikke formår at vinde medaljer. Desværre er forestillingen også stor ståhej for ikke ret meget interessant teater.

Rammen om fortællingen er klassisk: to unge elskende der ikke kan få hinanden, fordi den en parts forældre stikker en kæp i hjulet. De gamle har andre og 'højere' planer med deres datter, som de selvfølgelig allerede har fundet den udkårne gemal til. En herre med høj status og papirerne i orden.

Holberg omsat til et hundeunivers om man vil. Og så alligevel slet ikke. For der er desværre ikke meget kød på historien. Intrigen er ultratynd eller så godt som ikke eksisterende.

Eksplosiv action

’En visuel eksplosiv action-komedie om den umulige kærlighed i en benhård hundeudstillingsverden – en verden der halser efter rene blodlinjer’, ’en meget menneskelig historie i et vildt univers af masker og musik…et hæsblæsende spektakel af hundehoveder og skønhedsprinsesser’, kalder teatret selv deres ’Race Dog’.

Action får vi. I rigt mål. Ud gennem, foran, rundt om og oven på et kæmpestort hundehus udspiller forestillingens tre medvirkende en lang række optrin.

Optrinene begynder med en ’Miss Hot Dog’- konkurrence. Et optrin som efter kåringen af Bolette og mødet mellem Bolette og Ralf udvikler sig til et forhindringsløb, hvor Ralf har både Bolettes vrede forældre og politiet m.fl. på nakken.

Alle optrin er ordløse. Til gengæld er lydsiden ganske høj. Og også for dominerende og sammensat af voksenevergreens, som i stemning og indhold passer til de enkelte handlingsdele. Politibetjenten svinger sin stav til Elvis Presley. De unge elskende svajer på tagryggen til tonerne af Titanic-sangen, osv.

Flotte masker

Spillerne bærer kæmpestore hundemasker. Masker som utroligt flot spejler de forskellige hunderacer som er i spil. Mopsemaskerne er skønne og til at falde i svime over hvis man som undertegnede har en udtalt svaghed for akkurat denne race. I hundesortimentet er herudover alt fra schæferhunde over pudler, kamphunde og væddeløbshunde til den allermindste chihuahua hunderace. Alle vellignede i deres træk. At skabe masker er noget, teatret forstår sig på.

Mindre heldigt falder ’Race Dog’ ud som en fortælling og iscenesættelse, der vil mere end blot tegne et omrids af en gammelkendt historie.

Nok byder teksten som hør og bør sig på listige forklædningsscener, men i stedet for at dvæle lidt mere ved de enkelte spilsituationer og gøre dem interessante med det maskespil, som teatret også har udmærket styr på, bruger forestillingen alt for meget tid på først at lade den ene festklædte mops efter den anden gå konkurrencetrin ud af hundehuset. Derefter på først at iscenesætte en hæsblæsende jagt rundt om huset på Ralf, for efterfølgende at fængsle den uønskede svigersøn.

Efter en af de bedre scener – hvor Bolettes fald fra taget illustreres med rullegardiner som rulles ned over hinanden – kulminerer alle strabadserne i en lykkelig finale. Men tilbage som publikum sidder man med en noget forblæst fornemmelse af ikke rigtig at være blevet (teater)mæt.