8. januar 2017

Hæder til ‘Min far og Vrede Mand’

Legatudvalget for Scenekunst, der har Maj-Britt Mathiesen som formand og bl.a. Mette Rosleff fra Teater My blandt udvalgsmedlemmerne, har valgt at præmiere fire forestillinger og en nyuddannet instruktør.

For denne portal er det glædeligt at se, at en af forestillingerne er for børn og en anden forsøgsvis også spillet for unge.

Således præmieres hele ensemblet bag forestillingen 'Min far og vrede Mand', der er produceret af ZeBU og SAUM og også var nomineret til en Reumert for Året Børne-/Ungdomsforestilling (den løb Det Lille Teater dog med):

– Marc van der Velden med 20.000 kr. for idéudvikling og instruktion.

– Ingeborg Fangel Mo med 20.000 kr. for idéudvikling og sang.

– Steingrimur Rohloff med 20.000 kr. for komposition af musik.

– Jens Søndergaard 20.000 kr. som medskabende sanger.

– Lene Hummelshøj 20.000 kr. som medskabende dukkespiller.

Udvalgets begrundelse lyder som følger:

'En gribende fortælling for børn, som på betagende vis tager jordnært livtag med et vigtigt og alvorligt emne set ud fra barnets perspektiv. Balancerende på kanten af følelser og farlighed, men samtidig med plads til lyset og håbet, er Min far og Vrede Mand en stærk og bevægende nykomponeret opera for børn af komponisten Steingrimur Rohloff. Sangerne Ingeborg Fangel Mo og Jens Søndergaards stærke og nærværende sang samt Lene Hummelshøjs kærlige dukkeføring er i hænderne på Marc van der Veldens dygtige instruktion et solidt eksempel på scenekunst for børrn på et højt kunstnerisk niveau'.

Se også Randi K. Pederens meget positive anmeldelse her på portalen.

***

Også hele ensemblet bag forestillingen 'Støv', der er produceret af teatret Sew Flunk Fury Wit, blev præmieret:

– Svend E. Kristensen med 30.000 kr. som skuespiller og dukkemager.

– Jesper Pedersen med 20.000 kr. for instruktion.

– Nina Sveistrup Clausen med 20.000 kr. som medskabende sanger og skuespiller.

– Neill Cardinal Furio med 20.000 kr. som tekstforfatter.

Her lød begrundelsen:

'Musikteaterforestillingen Støv skildrer en verden, der allerede er udslettet af en ødelæggende katastrofe. Med Svend E. Kristensens uforglemmelige dukker, Jesper Pedersens magiske scenefortælling, Nina Sveistrup Clausens atmosfæriske sangunivers og Neill Cardinal Furios poetiske tekster har teatergruppen Sew Flunk Fury Wit skabt et visuelt og gennemmusikalsk univers, hvor en samling menneskeskæbner vækkes til live for at fortælle om deres sidste dage'.

Læs Henrik Lydings anmeldelse.

***

Der var også en god, gammel kending fra børne- og ungdomsteatret, da Henrik Ipsen fra Odsherred Teater var med på holdet bag forestillingen 'Twin Peaks', der er produceret af Fix & Foxy og Odsherred Teater:

– Fix & Foxy ved Tue Biering og Jeppe Kristensen med 20.000 kr. hver for koncept og iscenesættelse.

– Henrik Ipsen med 25.000 kr. for co-instruktion og rekruttering.

– Marie Rosendahl Chemnitz med 25.000 kr. for scenografi.

***

Sidste præmierede forestilling var 'Living Dead', produceret af S/H og Aarhus Teater, og den fik Christian Lollike i december også selve Teaterpokalen for:

– Christian Lollike med 30.000 kr. for tekst og instruktion.

– Medskabende skuespillere: Özlem Saglanmak, Maria Rich og Morten Burian med 20.000 kr. hver.

***

Endelig var der legatpenge til et ungt talent, der bl.a. har stået for forestillingen 'Martymuseum' hos S/H og som kunstnerisk leder og instruktør står bag Teater Momentums kunstneriske projekt, der 'efteraber' alle forestillinger på Det Kgl. Teater:

– Instruktør og teaterleder Henrik Grimbäck med 30.000 kr.

(Billedet: 'Min far og Vrede Mand' er blevet præmieret af Legatudvalget for Scenekunst. Foto: Jens Hemmel)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne