21. december 2011

Hæder til Jette Lund

Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg har præmieret særligt markante film- og scenekunstværker, der i løbet af 2011 har markeret sig særligt og har desuden  også valgt at tildele tre arbejdslegater som en særlig anerkendelse af betydningsfuldt kunstnerisk arbejde. 

Et af disse – på 50.000 kr. – gives til Jette Lund, der bl.a. har opereret  børneteatersammenhænge. I motiveringen hedder det:

‘Legatet gives i erkendelse af, at Jette Lund aldrig selv kunne finde på at søge Statens Kunstfond, uagtet at hun er en særdeles berettiget modtager. Jette Lund opfatter sit primære område som dukketeatret, men i sin egenskab af dramaturg, iscenesætter, mentor og ikke mindst sparringspartner for indtil flere generationer af scenekunstnere, er hun en vedvarende inspiration for et langt bredere felt. Det er kendetegnende, at hun er der, hvor den overraskende, skæve og engagerede scenekunst pibler frem. Vi ønsker med arbejdslegatet at give Jette Lund mulighed for at indsamle ny inspiration til sit fortsatte arbejde for den uafhængige scenekunst’.

Jette Lund (f. 1937) arbejdede i mange år som arkitekt med planlægning og styring af byggesager som speciale, inden hun i 1986 påbegyndte en teatervidenskabelig uddannelse på Københavns Universitet, der blev afsluttet i 1995 med specialet ’Den fiktive virkelighed og den virkelige fiktion, elementer til dukketeatrets teori’

Siden har hun arbejdet som dramaturg, instruktør og underviser inden for dette felt, og i børneteatersammenhænge har bl.a. Teater Graense-Loes brugt Jette Lund som dramaturgisk konsulent på alle dets forestillinger. Også Barkentins TeaterDRT, Det Lille Teater og i sin tid også Teater Blå Fugl og Groteatret har gjort brug af Jette Lunds evner. 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne