Håndfast og hyggelig komik

Ishøj Teater sværger til eventyr. Det er der også andre børneteatre, der gør. Men kun få har så stort og flot et scenerum til rådighed til deres eventyrforestillinger. En nylig ombygning har skabt en flot og intim spilleplads med publikum tæt på tre af siderne.

For enden er der plads til en traditionel scene med sidetæpper, der giver mulighed for at lege lidt med teatrets magi. Det hele udnyttes med sikker hånd af scenografi og iscenesættelse i ’Bjergkongens datter’. En forestilling, der på sin egen hyggelige og lidt snusfornuftige måde handler om at vinde over sin generthed - og sine fordomme.

Situationskomikken er af den håndfaste slags. Dog mest, når de mandlige medvirkende er på scenen. For trods masser af spilleplads kniber det stærkt med at bruge kroppen som et sanseligt udtryksmiddel. Som den generte bondesøn, der sendes ud for at finde sig en brud, fyrer Allan Grynnerup den godt nok af med lidt rap.

Men selv med hjælp fra publikum overbeviser det ikke. Vitaliteten mangler. Den har Sussi Andersen meget mere af. Spillet letter hver gang hun gør sin entre. Lige meget, om det er som bjergkongens datter, eller om hun optræder I rollen som kongens kæreste.

Blink i øjet

Kongedatteren er blid og sødmefuld med store, spidse troldeører og lang behåret hale. Hun er pigen, der uden at vide det fortrylles, så hun falder for den første mand, hun møder på sin vej. - Det bliver selvfølgelig bondesønnen. Der dog ikke er meget for at få en troldepige, som er helt anderledes end han selv, til kone.

Som bjergkongens strithårede, bebrillede kæreste optræder Sussi Andersen med blink i øjet og sus i skørterne. Hun er også klog kone, som fikst har sørget for fortryllelsen. Så bjergkongen kan få sin datter afsat og kæresten kan rykke ind. Hver af de to kvinder har fået sin karakter - og drønlækre kostumer.

I de fleste eventyr er der nogen, der skal have hinanden. Her er det både bjergkongen selv og hans datter, der efter mange trængsler garneret med sproglige klichéer hver især får deres udkårne. Publikum hjælper beredvilligt - og tilpas kort - til undervejs, når spindelvæv, mosehuller og et ishjerte er ved at tage livet af bondesønnen.

Man kan godt blive bekymret over, at bjergkongens datter ligefrem må lade sig ’pelse’, så hun ligner et menneske, for at vinde den mand, hun er forelsket i. Men hun giver uden at kny afkald på både troldeører, hale og behåring for at frelse hans liv. Hvad han bliver så taknemmelig for, at han - heldigvis - også forelsker sig i hende.