DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Riddersalen: Antons højre hånd

Der fyldes godt op på scenen i 'Antons højre hånd', hvor der bl.a. er (forklædte) syngepiger, musikere og en teaterdirektør i spil i den næsten sandfærdige historie om Riddersalens tilblivelse. Fra venstre Steen Rasmussen, Michael Wikke, Daimi, Ole H. Christensen, Signe Birkbøll, Hans Find Møller og Henrik Silver. Foto: Bjarne Stæhr

Hånden der forsvandt

23-02-2015
Der savnes en fast instruktørhånd i Riddersalens nye familieforestilling, der virker urimeligt tilbagelænet og forbløffende umusikalsk.
FAKTA
Riddersalen: Antons højre hånd -

Manuskript: Signe Birkbøll. Musik: Henrik Silver og Hans Find Møller. Scenografi: Nils Gøtzsche Frederiksen. Iscenesættelse: Michael Wikke og Steen Rasmussen. Medvirkende: Wikke & Rasmussen, Daimi Gentle, Signe Birkbøll, Ole H. Christensen. Alder: Familieforestilling – fra seks år. Varighed: En time. Stationær forestilling. Spiller tirsdag-torsdag kl. 10.15, fredag kl. 17.00, lørdag-søndag kl. 15.00. Set 22. februar 2015 på Riddersalen, hvor den spiller til 1. april. www.riddersalen.dk

Teater om stedet – på stedet. Eller hvordan blev Riddersalen til teater den gang for 100 år siden, da restauratør Lorry Feilberg omdannede et syngepigeetablissement til en teaterscene.

Og hvor kommer Antons højre hånd – titelfiguren – så ind i historien? Fordi man på Riddersalen fandt en blikæske med tegnegrej, der havde tilhørt en lille italiensk dreng, Guiseppe, som havde været med til at male Riddersalen dengang i 1915. Det er hans historie der fortælles, om at være maleren Anton Hansens højre hånd i det store udsmykningsarbejde.

Det lyder jo som en rigtig sød historie, ikke mindst fordi Riddersalen har valgt at fremstille Guiseppe som en dukke. Og valget af makkerparret Wikke & Rasmussen som medvirkende og iscenesættere af Signe Birkbøls filuragtige manuskript kunne da også ligne en god ide.

Resultatet er bare slet ikke vellykket. Både som skuespillere og teaterinstruktører mangler Wikke & Rasmussen fuldkommen fornemmelse for musikalitet i replikføringen og orkestreringen af de enkelte scener. Derfor virker det meste sært slapt og tilbagelænet, blottet for den dynamik, der kan føre historien fremad og holde os fanget som tilskuere, voksne såvel som børn.

En god figur

Forestillingen åbner med et par sekvenser, hvor en flok ualmindelig upræcise og skidtsyngende syngepiger træder op. Man forstår godt, at publikum ikke gad se dem, og at Lorry Feilberg derfor måtte finde på noget andet.

På den måde er vi kommet fint fra start – et par hyggelige musikere luner også på den lille scene – men så går historien ellers i stå. Hver enkelt sangerinde skal fyres, og vi skal med den ene hjem til hendes galanteributik, hvor det viser sig, at drengen Guiseppe har gemt sig under hendes bord.

Som afsæt til en lille sædekomedie om Frederiksberg anno 1915 kunne det være ganske pudsigt, selv om nogle børn nok ville falde lidt fra undervejs, men når det hele så slæber, savner komisk præcision og fysisk energi, bliver det unægtelig en noget tung omgang.

Det hjælper, da Guiseppe gør sin entre, efterladt af sin italienske mor, der er taget tilbage til hjemlandet og på grund af krigsfaren ikke turde tage drengen med. Her er en figur, børnene kan identificere sig med, og dukkefører Ole H. Christensen spiller ham med sjov italiensk accent.

Hygge på scenen

Derefter skal det store renovationsarbejde begynde – en ganske flot trækonstruktion dukker frem på scenen – der er gang i ombygningen med jovial Anton Hansen (Michael Wikke) og en mistroisk Lorry Feilberg (Steen Rasmussen) i front.

Senere dukker politiet op – for er den lille Guiseppe nu fejlanbragt, og hvor er hans mor mon henne – inden historien kan slutte i fælles fryd og gammen. Guiseppe er reddet, mor vendt tilbage, ombygningen færdig og alle sangerinderne har minsandten fået job på Riddersalen!

Det røde fortæppe kan gå op – og se, så forventede jeg jo det helt store sceniske udtræk. Nu skulle vi se det nye Lorry med al den Riddersals-magi og scenografiske opfindsomhed, der plejer at være teatrets varemærke. Men nej, der var kun et beskedent bagtæppe, som vi havde set tidligere i forestillingen, og det var det.

Så selv om Daimi Gentle morer momentvis som ramsaltet sangerinde, og der også er lidt bid i Signe Birkbølls ditto, virker 'Antons højre hånd' som en beskeden omgang.

Tydeligvis hygger de sig oppe på scenen, og det gør vi da også engang imellem nede i salen. Det er bare ikke nok. Der er en fornemmelse af tidslomme over Riddersalen; og spørgsmålet er, om der er gået lidt for meget velment lommeuld og ubehændigt teaterfnuller i sagen denne gang.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Antons højre hånd
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

Flere anmeldelser