DEBAT
01-12-2021
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021
Henrik Køhler, direktør på Teatercentrum og leder af Aprilfestival, med den skulptur, der markerer, at festivalen er modtager af dette års Håbets Pris. Bag ham det graffiti-maleri, der som led i eventen blev produceret i løbet af festdagen på Åsen. Foto: Jacob/Åsens Teater

Håbet som drivkraft

06-08-2021
Ved et stort og festligt arrangement på Åsen Teater blev Håbets Pris 2021 i sidste uge uddelt til Aprilfestival - passende nok i 50-året for festivalens start. Teatercentrums og festivalens leder, Henrik Køhler, tog turen til Nordjylland på motorcykel for at modtage prisen.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Håbets Pris:

Institut for Folkeligt Teater har siden 1989 hvert år uddelt den internationale Håbets Pris/Prize of Hope - og siden 2008 sammen med det californiske teater Dell Arte Theatre, der selvom modtog den i 2005.

Prisen 'gives til en person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk...med gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs største trussel: For en verden, hvor folk bruger deres egne øjne, ører, stemme'. 

Prisen uddeles hvert andet år i Danmark og hvert andet år i USA på Dell'Arte International i Californien.  

Første prismodtager i 1989 var i øvrigt Trevor Davies (skaber af Festival of Fools), og blandt tidligere modtagere med forbindelse til børne- og ungdomsteatret i Danmark finder man bl.a. Kitt Johnson X-act (2019), C:ntact  (2017), Barba & Odin Teatret (2011), Suzanne Osten (2009), Poul Fly Plejdrup (2007), Bådteatret (2003) og Hans Rønne (1996). 

 Bag foreningen Institut for Folkeligt Teater - der har en medlemsskare på ca. 20 institutioner/teatre og 50-80 enkeltpersoner fra hele Norden - står teaterinstituttet Åsen, som siden etableringen i 1987 har været drevet af ægteparret Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen.

Se mere på http://www.aasen.dk

Mandag åbner kompetencecentret Teatercentrum efter en tiltrængt ferie, der har ligget i direkte og særdeles velkommen forlængelse af gennemførelsen af den udskudte Aprilfestival i Holbæk midt i juni (se artikel), der både af pandemiske årsager og 50 års jubilæum blev noget helt særligt. Og en udfordring for både arrangører og teatre.

Man kan så glæde sig over, at der på kontoret i form af en unik skulptur nu vil trone det synlige bevis på, at festivalen er blevet tildelt Håbets Pris af Institut for Folkeligt Teater - der i sin motivation noterede sig, at: 'Aprilfestival skaber hvert år rundt i Danmark en teaterbegivenhed for børn og unge, som er decentral og for alle. Det er samtidig en utopi om et teater, der favner hele landet. Det fortjener lys og støtte. Aprilfestival er en enestående perle'.

Prisvalget blev godt nok meldt ud allerede i foråret (se note), men selve fejring og prisoverrækkelse fandt først sted sidste weekend, 31. juli, på Åsen Teater i Nordjylland, hvortil Teatercentrums direktør, Henrik Køhler, havde den lange tur på motorcykel for at tage imod hyldest og pris.

Og her leverer input til en lille omtale af den store begivenhed.

Først teater, så velkomst!

Bag foreningen Institut for Folkeligt Teater står teaterinstituttet Åsen, som siden etableringen i 1987 har været drevet af ægteparret Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen. Og siden 1989 har stået for uddeling af Håbets Pris, der hvert andet år uddeles i Danmark og som led i en større begivenhed med teater og taler, foredrag og fest.  

For dette års omkring 100 deltagende teaterfolk og lokale ildsjæle startede programmet med teater, hvor Brændende Kærlighed viste forestillingen 'BIRDY' (se Teateravisens anmeldelse).

For som Lars Olsen forklarede Køhler: 'Folk kommer til tiden til en teaterforestilling, men aldrig til en velkomst. Derfor begynder vi altid med en forestilling!«

Velkomsten bestod i øvrigt af hjemmebagt rabarberkage, kaffe og et glas hjemmebrygget vin og en ceremoni, hvor Lars og Birthe med en skål skiftevis præsenterede hver eneste af de deltagende gæster. 

'I bringer et håb'

Herefter holdt Henrik Køhler et længere og velmodtaget oplæg, hvor han talte om festivalens og bevægelsens historie; om det særlige ved dansk børneteater, både i et dansk og et internationalt perspektiv og om Teatercentrums arbejde og indsatsområder i dag. 

Så tog Teatergruppen Ikarus, som består af tidligere elever fra Odin Teatrets Nordisk Teaterlaboratorium, over og viste forestillingen 'Ekkoer af Fejring'. Den bestod af en fin musikalsk mosaik med indslag fra de mange nationaliteter, der afspejlede gruppen og også kendetegner nogle af de aktiviteter, som foregår på Institut for Folkeligt Teater.

Under prismiddagen foregik selv prisoverrækkelsen, hvor Henrik Køhler som æresgæst var placeret sammen med priskomiteen og her påhørte prismotivationen, der gengav en del af festivalens 50-årige historie og den fine form for teaterformidling, som festivalen repræsenterer: 'I bringer et håb, som man tænde i et barn og lyse til langt ud i fremtiden'.

Det var således fint samstemt, at Helga Rosenfeldt-Olsen, kunstnerisk leder af teatret Wunschmaschine, derefter fortalte om sin oplevelse af Aprilfestival, som hun deltog i første gang i 2009 i Ballerup. Dengang var det en øjenåbner for hende, og hun følte straks et tilhørsforhold og et kunstnerisk slægtskab med de mange medvirkende. Hun har deltaget i Aprilfestival lige siden. 

Derefter talte prisens amerikanske medvært, Michael Fields fra Dell’Arte International School of Physical Theatre om vigtigheden af håb som drivkraft, både i teatret, men også i livet - og han roste Aprilfestival og Teatercentrum for det vigtige arbejde for at give børn og unge håb.

En pris i rette tid

Og så var det tid til Håbets Pris, hvis fysiske markering er en skulptur af kunstneren Klaus Tams, der skaber to værker, som spejler prismodtageren og håbet. Det ene overrækkes prismodtageren, det anden bliver på Åsen og indgår som en del af Håbets Frise med samtlige værker fra nu 1989 til 2021.

Henrik Køhler glædede sig i sin takketale over, at prisen tilfaldt Aprilfestival netop i år på dens 50 års fødselsdag og jubilæum og fortalte, at da man i foråret fik at vide, at man skulle modtage Håbets pris, skete lige på et tidspunkt, hvor stemningen var trykket, fordi man for tredje gang måtte aflyse en festival pga. corona-pandemien. Derfor blev netop det at skulle modtage Håbets Pris et håb i sig selv. 

»Og selvom prisen jo naturligvis er til medarbejderne på Teatercentrum, er den jo også til alle de, der skaber teaterkunst for børn, alle teatrene og folkene bag. Men først og fremmest er den til børnene, hos hvem vi parkerer al vort håb, da vi jo har lånt verden af dem og ønsker at de må forvalte den bedre end vi har gjort. Børnene er vores håb for fremtiden,« lød det fra Køhler.

Og så var der ellers spisning og fest resten af aftenen, med sange og optræden fra de mange deltagende kunstnere. Arrangementet afsluttedes med bål i den mørke nat. 

Håb om mange flere festivaler

Således fik årets Aprilfestival en fin efterløber i form af Håbets Pris, mens man nu gør sig klar til den 51. Aprilfestival, der afvikles i Esbjerg 27. marts - 3. april 2022.

Med aflysningen af Aprilfestival i april 2020 fik man i øvrigt 'synkroniseret' festivalår og festivalnummer, så Aprilfestival 2021 både blev nummer 50 i en ikke længere ubrudt række af festivaler og samtidig kunne markere 50 års arbejde med festivalerne.

Der jo startede med et weekend-arrangement i november 1971 i Herning - og siden har udviklet sig til et ugelangt arrangement og verdens største festival med teater for børn og unge. Og i alle årene med gratis adgang og dermed mulighed for alle for at kunne opleve dansk børneteater.

På grund af den særlige corona-situation med først aflysning og siden udskydelse af Aprilfestivalen i Holbæk overskyggede selve muligheden for overhovedet at kunne gennemføre festivalen en større markering af 50 års-jubilæet, men en jubilæumsbog er det dog blevet til (se artiklen 'Mangfoldighed og fællesskab'). 

Og altså nu også en pris på rette tid og sted - med håbet lige til at tage med om mange festivaler forude... 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Håbet som drivkraft
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617181920

29-11-2021
 

27-11-2021
 

24-11-2021
 

15-11-2021
 

05-11-2021
 

01-11-2021
 

06-10-2021
 

04-10-2021
 

27-09-2021
 

22-09-2021
 

16-09-2021
 

02-09-2021
 

28-08-2021
 

17-08-2021
 

04-07-2021
 

27-06-2021
 

16-06-2021
 

14-06-2021
 

12-06-2021
 

10-06-2021
 

08-06-2021
 

06-06-2021
 

01-06-2021
 

30-05-2021
 

28-05-2021
 

21-05-2021
 

03-05-2021
 

23-04-2021
 

19-04-2021
 

09-04-2021
 

01-04-2021
 

26-03-2021
 

23-03-2021
 

11-03-2021
 

04-03-2021
 

26-02-2021
 

23-02-2021
 

10-02-2021
 

05-02-2021
 

25-01-2021
 

Flere anmeldelser