DEBAT
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
19-07-2018

Teater Lille Hest: De tusind traner

Britta Thøgersen Toft og Line Skytte Christiansen med papirtraner i 'De tusind traner'. Foto: Teater Lille Hest

Håb i skyggen af Hiroshima

24-02-2014
En historie fra virkeligheden tager legende-stof i brug. Det resulterer i en sympatisk teaterforestilling om et grufuldt øjeblik i verdenshistorien.
FAKTA
Teater Lille Hest: De tusind traner -

Af og med: Britta Thøgersen Toft og Line Skytte Christiansen. Instruktion: Steen Håkon Hansen. Musik: Thomas Hass Christensen. Animationer: Tariq Mikkel Khan. Alder: 9-13 år. Varighed:  50 minutter. Set 23. februar 2014 på Bådteatret (www.baadteatret.dk), hvor den spiller til 28. februar 2014. Turneforestilling. www.teaterlillehest.dk

Sadako Sasaki var to år gammel, da atombomben blev kastet over Hiroshima. 10 år senere døde hun af leukæmi – bombesygen – i færd med at folde papirtraner. Det har givet ophav til legenden om de tusind traner og til den høje statue på fredspladsen i Hiroshima af en lille pige i bronse der løfter en stor gylden 'foldet' trane op over hovedet.

Det vil sige, - legenden om tranerne går længere tilbage. Tranen kan, siger myten, leve i tusind år, og den som folder tusind papirtraner kan få et ønske opfyldt. I håb om at blive rask begynder Sadako at folde små papirtraner. Men i oktober 1955, mens hun er ved med trane nummer 645, falder hun i søvn for ikke at vågne op mere.

Herefter er den japanske trane blevet et symbol på fred, på håbet om at ingen børn igen skal opleve krig og bomber.

Det fremgår ikke af Teater Lille Hests pressemateriale eller flyers, hvem der er ophavsperson, idémager eller forfatter til deres forestilling om de tusind traner. Eller hvem der har stået for scenografien. Jeg gætter mig til, at hele gruppen af medvirkende har været med til at udvikle såvel tekst som form. Udmærket.

Et modigt projekt

At give sig i kast med historien om et af de værste øjeblikke i verdenshistorien - for et børnepublikum - er et dristigt foretagende. Teatret Lille Hest har, ved valget af legenden om tranerne, valgt den 'gode' indgang, det vil sige den efterfølgende historie om håb og forsoning.

Ved at bruge fortællingen om den afholdte Sadako, skolepigen, løbersken, atletiktalentet, hvis historie greb en hel befolkning, har det lille teater fundet en nøgle ind til beretningen om den grufulde historie uden at rædslerne får lov til at dominere.

Og ved at fokusere på selve tranerne, på en hel kuffert fuld med papirudgaven af dem! og på japansk papirkunst – origami – med alle sine finurligheder, bliver det muligt at fortælle med både alvor og humor, med både respekt og sjove indfald.

Den emsige tolder

Britta Thøgersen Toft ankommer Kastrup lufthavn med kuffert og mobiltelefon. Hun har været i Japan, hun har en lille leukæmi-syg niece liggende på Rigshospitalet, og hun er et godt menneske og en god moster. Kufferten er fyldt med papirtraner og gode ønsker og håb om snarlig bedring, men på sin vej ud af lufthavnen til hospitalet bliver hun stoppet af Line Skytte i form af en emsig tolder udstyret med walkie-talkie og en usædvanligt mistænksom næse.

Ved synet af alle tranerne kræver tolderen at Britta gør rede for sit 'Forklaringsproblem', og når ordet 'bombe', nævnes bliver stakkels Britta kastet til jorden med en utrolig effektivitet.

Line Skytte har fundet en rigtigt sjov figur som übergeschæftig tolder med en ustoppelig walkie-talkie: Rodsjer! Åuhwer’n aut!'

Det ender i første omgang dog med, at den arme Japan-turist, somallernådigst, gives anledning til at forklare sig, det vil sige at fortælle tolderen legenden om de tusind traner.

Og så er vi Japan

Moster Britta møder gamle Yoko, der – efter at sprog-og høfligheds-problemerne er overkommet – lærer Britta kunsten at folde traner. Yoko overlevede i sin tid bomben, men hun mindes dagen da den blev kastet - 6. august 1945 - og alt. hvad der fulgte. Hun har en æske med minder om Sadako, og i hendes navn er hun blevet ved med at folde traner, skabe håb for andre mennesker. 'For der er stadig væk barn der har brug for håb'.

Line Skytte har igen fundet en god figur som gamle Yoko. Ikke altid konsekvent i kropssproget,  men troværdig som japansk kliché af klog gammel dame med bøjet ryg og små skridt. Britta Thøgersen Toft har mindre at spille på, men laver en o.k. figur som høflig, smilende, og godhjertet turist.

Enkel opsætning

Scenen består af to foldskærme, som bliver behængt med hver sin kimono. Bagved hænger et rynket tæppe hvorpå der kan projiceres forfra og laves skyggespil med lys bagfra.

Med disse enkle virkemidler kan vi få et indtryk både af den altudslettende bombe, der faldt hin augustdag, og af Sadakos kamp for at overleve. Måske ikke så meget mere end et indtryk, men tilstrækkeligt til, at vi aner omfanget af katastrofen, og også Sadakos håb om at blive rask.

Musikken er japansk-inspireret, som man kunne forvente, men den er diskret anbragt, aldrig ostentativ, små cymbaler og strengespil á la koto eller biwa.

Instruktionen er temmeligt usynlig,  men jeg går ud fra, at instruktøren har sin del af ansvaret for den samlede forestilling. Den standser rigtignok op indimellem, mister rytme, men den er sympatisk - vigtig uden at være påtrængende, sjov uden at bagatellisere, alvorlig uden at være dyster.

'Hver trane er en bøn fra den som folder: en bøn om fred, om kærlighed'.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - De tusind traner
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1112131415161718192021222324252627282930

29-01-2012

26-01-2012

23-01-2012

20-01-2012

17-01-2012

14-01-2012

11-01-2012

07-01-2012

04-01-2012

01-01-2012

18-12-2011

15-12-2011

12-12-2011

09-12-2011

07-12-2011

05-12-2011

03-12-2011

01-12-2011

29-11-2011

27-11-2011

25-11-2011

22-11-2011

19-11-2011

16-11-2011

13-11-2011

10-11-2011

07-11-2011

05-11-2011

02-11-2011

30-10-2011

27-10-2011

24-10-2011

21-10-2011

18-10-2011

15-10-2011

12-10-2011

09-10-2011

06-10-2011

03-10-2011

29-09-2011

Flere anmeldelser