Af: Kirsten Dahl

7. januar 2019

Gys med enkle midler

Forestillingen 'Sarah' skaber effektfuldt klassiske gys og spænding, men lider af lidt anspændt spil og brist i iscenesættelsen.

Der er en ædel ting knyttet til gyserforestillingen 'Sarah':'Clara Foundation sørger for at 5-10  pct. af billetsalget går til en familie, der ligesom vores hovedperson James Iron har mistet et barn'.  

Det fremgår af det informationsark om forestillingen, som ligger på bordene i Zangenbergs Teaters cafe.

Clara Foundation, som består af en række unge skuespillere, har herudover det sigte, at lade rollen som James Iron gå på skift: 'Man kan altså på et tidspunkt være heldig at opleve f.eks. Simone Lykke i rollen som James Iron',som der står på infoarket. 

Skuespillerrotationen giver flere en tjans. Om det også vil være en fordel for publikum, er vanskeligt at vide.

Men nu til selve 'Sarah'. Forestillingen en er en fortsættelse af 'Clara', som spillede på Zangenbergs Teater for et år siden, og den er ligesom denne en monolog og en gyserfortælling, der på premieredagen ligesom 'Clara' bliver spillet af Anders Glud Jensen.

Og gys det får man – og der bliver – ligesom i 'Clara' (som jeg dog ikke nåede at se, men har læst om) spillet på alle de klassiske tricks: Skumle belysninger, mørke, knirkende døre, store menneskeøde skove, forladte slotte, kragehyl, mystisk sod, syner, chok – og genfærd.

Hørespilsagtigt

I lange passager minder 'Sarah' om et gammeldags hørespil, al den stund at rigtigt mange og lange passager foregår i bælgmørke, mens vi lytter til en speak – en fortæller, som minutiøst beskriver de fysiske rammer og også kommer ind på hvordan, det bliver mere og mere uhyggeligt for stykkets hovedperson, James Iron. 

Den koncentration, det kræver, og den nærhed og næsten intimitet, der er forbundet med at sidde sammen i mørket og lytte, er udmærket og modigt for en forestilling, der har +12 som målgruppe. 

Den måde, hvorpå mange gys bliver plantet – med spøgelsesagtige hændelser, som åbenbares ved at lys brat tændes, eller ved at uhyggelige lyde pludselig sætter ind, er også en fin måde at vise unge, at gys med effekt kan skabes med meget enkle midler. 

Men fortællingens indhold – dens kredsen om faderen, der har mistet to syv-årige døtre, Clara og Sarah, og som på slottet Drownhill støder på et genfærd, der ligner Clara på en prik – er ikke specielt rettet mod unge.

Skrabet scenografi 

Visuelt er 'Sarah' meget skrabet. Der er tydeligvis ikke brugt mange penge på scenografien. Den består af et spartansk møblement, der mest af alt ligner et parti brune møbler fra et loppemarked: Et lille skrivebord, en stol, en kommode, en seng, en gammel dør og et skab nøgternt arrangeret som det værelse, James Iron får på Drownhill Slot. 

At der ikke er meget kunst på spil her kan man måske leve med, men det generer, at iscenesætteren (hvis identitet ikke fremgår) lader nogle ting være påfaldende ulogiske (at der tilfældigvis er notespapirer i kommoden) og handlingsafslørende (at bagsiden af klædeskabet er fjernet, så man ved, at der vil trænge nogen ind i rummet ad den vej!)

Gys og overdreven gestik 

Til premieren lød der mange gys blandt publikum, som nærmest var lutter voksne. Så dramaturgisk er der spænding på spil – på overfladen i al fald. 

Undertegnede var dog noget generet af det konstruerede og forudsigelige i teksten (som benævnes 'ny dansk dramatik' på teatrets hjemmeside), af tanker om, hvad det egentlig er forestillingen specifikt vil sit ungdomspublikum – samt af, at Anders Glud Jensen især i de følelsestilspidsede handlingssekvenser overspiller sin rolle og derved bliver utroværdig eller giver ridser i indlevelseslakken.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.