Gummi-T spiller med musklerne i Aalborg

Odense Teater og Aalborg Teater er gået sammen om en dramatisering af Michael W. Horstens film-udgave af ’Gummi T’ fra 2012 efter bogen af Ole Lund Kirkegaard - og siden 30. december har man her på portalen kunnet læse en anmeldelse af Odense Teaters udgave af ’Gummi T’, hvor filmiske virkemidler og animationer på storskærme er dominerende i iscenesættelsen, mens vi på Aalborg Teater er i den modsatte grøft: Her er teater for alle pengene.

Det bliver næsten teatersportsagtigt, når kostumerne kommer dalene ned fra taget. Scenografien er åben, så man kan se både snoretræk på væggene og bomme i loftet. Og Ivan ’Gummi-Tarzan’ Olsen forsøger at få sit øgenavn vasket væk fra muren, men han mislykkes naturligvis med det og slår sig så klovnagtigt, at hele salen kvidrer af latter.

Trælse typer

I denne opsætning er Ivan Olsen ikke nogen lille fyr som på Odense Teater. Caspar Juel Berg er en høj fyr, der på trods af det kluntede kostume ligner en af klassens seje drenge.

Men han overgøres i sejhed af rivalen Kim (Nikolaj Bjørn-Andersen), som har en hue med indbygget hanekam og en jakke med et vaskeægte rygmærke. En helt igennem ’træls type’, som vi kalder dem i Jylland.

Og det er netop de klassiske typer, vi møder i ’Gummi T’. Ivan Olsens veninde Lotte (Merete Mærkedahl) er så charmerende i udtrykket, at et barn i salen straks udbryder: 'Årh, hun ser sød ud',  da han ser hende.

Ivans far (Steffen Berenthz Eriksen) ser irriterende selvoptaget ud i sin leopardplettede morgenkåbe, og slagteren (Allan Helge Jensen) har fået falske tatoveringer på arme og isse, så han ser ekstra hård ud.

Så behøver vi i hvert fald ikke at sidde og spekulere over, hvem vi skal holde med. Det er klart og tydeligt fortalt - og næsten udelukkende ved hjælp af kostumerne.

Superkræfter og parkour

Det eneste ønske, Ivan Olsen har, er at være den bedste i verden til alting. Og det bliver han så. Pludseligt bliver skuespiller Caspar Juel Berg forvandlet til en ferm springgymnast, som svinger sig rundt i de rebene og springer rundt på sceneelementer og jernstolper.

Straks efter kalder Ivan på Kim, og de to udfører en gennemkoreograferet hanekamp på et fascinerende fysisk niveau. Skal man virkelig kunne sådan noget som skuespiller i dag?

Iscenesættelsen af Minna Johannesson sprutter af opfindsomhed og fysik, og især i denne scene får det lov at leve. Og vi er vilde med det.

Teater-teater

Ligesom på Odense Teater er ’Gummi T’ i Aalborg en dramatisering af en filmatisering efter bogen. Og altså med det samme manuskript til de to forskellige teateropsætninger.

Det betyder selvfølgelig, at det filmiske er væsentligt medvirkende i begge teaterforestillinger. Men på Aalborg Teater er tempoet og energien skruet ned på det halve af Odenses, og børnene bliver her medvilligt tvunget til at koncentrere sig.

Alt i scenografien er reb, der hænger ned fra loftet. Og selv slagterens spegepølse er et rødt tov, der slynger sig om nakken på ham.

Der er altså rig mulighed for at få gang i forestillingsevnen i denne opsætning. Og hvis ikke før, så i hvert fald da heksen (Marion Reuter) kommer ind med sin heksekedel.

Hun bevæger sig fortryllende og rytmisk. Lys- og lyddesign leger med. Vi er pludseligt langt inde i junglen med dansende krager og alverdens andre fugle, som bliver så livagtige, at vi virkelig synes, vi kan se dem.

Fyn vs Jylland

Men hvor iscenesættelsen og forestillingens koncept nærer stor kærlighed til teatret som medie på Aalborg Teater, så var der kvaliteter på skuespillerholdet i Odense, som kunne have været interessant at se kombineret.

Kostumerne løser som nævnt den karakteropbyggende opgave, de har, men visuelt er ’Gummi T’ rodet og sammenskudsagtig. Dér havde Odense Teater et mere gennemgående tema, som ikke var på bekostning af de stereotype karakterer.

Der er altså - som med så mange aspekter i livet - store plusser og minusser at finde både i Aalborgs og i Odenses opsætninger af ’Gummi T’.

Manuskriptet, som er skabt af Rasmus Ask og Jens Christian Lauenstein Led, har i virkeligheden udvist den største kvalitet, idet den til fulde har kunnet kapere to så forskellige iscenesættelser.