Af: Randi K. Pedersen

9. november 2021

Grønt forskud på julen

Håndelaget er i orden i en underholdende julehistorie om skovens sidste grantræ og meget mere.

Ishøj Teater tager forskud på julen med en nyskrevet, seværdig og grøn forestilling, der hverken har nisser eller julegrød på menuen, men sætter juletræet i centrum. 

Det er ikke et hvilket som helst juletræ, men det sidste, der er tilbage i skoven. Derfor bliver der ingen jul hjemme hos Pil. Hun har ellers udstyret i orden med et rødt rensdyrgevir på hovedet, et lysere på blusen og et knaldrød strutskørt. Men Pils forældre vil skåne træerne, og uden juletræ ingen gaver og alt det andet, som Pil har glædet sig til.

Det er så trist, at hun må synge om det, og flere iørefaldende sange og god musik følger efter i forestillingen 'Det sidste juletræ'. Marie Louise Hansen har en sød stemme og en krop, der er skabt til narrestreger og har svært ved at stå stille. 

Det har drengen Noor også, men han tager bare en tur op i et klatretov, når der skal ske noget. Noor er naturnørd med rygsæk og reb og langt kulsort hår. Han har hørt, at der stadig er et grantræ i skoven, og det vil han finde. Sammen drager de to børn ind mellem tykke træstammer flot beklædt med mønstret stof og røde runde ophæng, som en smuk belysning gør magisk og juleagtigt.    

Johanne Petrine Reynberg er nyuddannet dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole. 'Det sidste juletræ' viser, at håndelaget er i orden. Historien hænger sammen i et handlingsforløb, som er til at overskue for mindre børn, og som giver iscenesættelse og skuespillerne mulighed for at skabe tydelige karakterer. 

Små tilskuere ved ikke, hvad en naturvidenskabelig professor er for en. Men de kan sagtens forstå, at Pil og Noor træffer en person, der ikke den heks, som de frygtede, og som de møder på grund af en sløjfefugl. Den ved, hvor det lille grantræ står helt alene, fordi det varmere vejr har fået alt omkring det til at visne, så sløjfefuglen ikke noget sted at bygge rede. Desuden er den bange for professoren, der holder af dyr – undtagen fugle. 

Heldigvis er sløjfefuglen hjælpsom og viser i mulm og mørke børnene vejen til juletræet. Eller grantræet, som Noor slår fast er det korrekte navn.

Små tematiske indslag

Han synes, at det er meget forkert af Pil at ville slæbe skovens sidste juletræ hjem til sig selv, så der er noget at lægge gaver under. Det har været Pils plan lige fra starten, men den hemmelighed har hun kun delt med publikum. Noor vil have, at træet skal blive i skoven, hvor mange kan glæde sig over at se det. 

Men det kan han sagtens sige, mener Pil, for Noor er muslim og fortæller, at hjemme hos ham fejrer de Eid med gaver og god mad på et tidspunkt, der afhænger af Månen og uden medvirkende af træer. 

Det bliver Pil ikke mere munter af at få at vide, men nogle af tilskuerne bliver måske lidt klogere, og den slags små tematiske indslag er behændigt lagt ind i teksten undervejs. Helt overordnet og tydeligst i den grundlæggende historie om træerne, der er forsvundet på grund af klimaforandringerne, men som ikke lader alt håb ude for Pil og Noor og publikum.  

Lene Poulsens professor Elin er en myndig person og forsker, der forstår at sætte sig i respekt. Men hendes lyse røst, skønne bør af en blomsterbesat hat og komiske nysende allergiske væmmelse ved sløjfefuglen gør hende også til en meget menneskelig skikkelse. 

Professoren deler gavmildt ud af sin viden om naturen og fortæller, at der stadig er masser af liv i skoven, hvor hun samler agern, som skal bruges til at plante nye træer. Derfor er hun vred over, at fuglen tager dem. 

Sløjfefuglen mener nu, at den er lige så god til at redde skoven. Den guffer bare et agern i sig og lægger en fugleklat på jorden – og vupti, så har den plantet et træ. 

Sløjfefuglen må fornøje ethvert barnehjerte. Stor og smuk med en sort blankt fjerpragt, flot orangefarvet næb og en nuttet lyserød sløjfe på toppen. Fuglen er også snakkesalig og lader med skræppende nasal stemme  og skønne bevægelser ikke nogen i tvivl om, at den kender sit værd. 

Alligevel kræver det Pils og Noors assistance at få overbevist professor Elin om, at dyrene har førsteret til skoven. Det hjælper, at Pil inviterer på juleaften. Men først skal de lige en tur rundt om træet i skoven og få store og små til at synge med på 'Højt fra træets grønne top'.

Forestillingens målgruppe i alderen fra 3 år og op tilgodeser fint flere generationer, selv om familiens tweens og teenagere nok bør blive hjemme.          

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.