14. juni 2016

Gratis støttekoncert for AnemoneTeatret

Beslutningen i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning omkring valg af små storbyteatre 2017-20 er ikke gået stille af.

AnemoneTeatret, der sammen med Zangenbergs Teater blev valgt fra, agter dog at kæmpe videre for sin eksistens – og nu har en række professionelle musikere valgt at støtte op om teatrets fremtid ved at spille en midsommerkoncert tirsdag den 21. juni kl. 19-21,30 på AnemoneTeatret, hvor der er gratis adgang. Man opfordres dog af pladshensyn til at bestille billet – det kan ske via teatrets hjemmeside: www.anemoneteatret.dk

AnemoneTeatret  har i sit over 30-årige virke ofte på bedste vis integreret musik og scenekunst, og til koncerten, der har Carl Quist Møller som konferencier, optræder en lang række kunstnere:

Eventyrorkestret m. Stine Michel, Jan Rørdam og Morten Lundsby Karlsens Kapel; Kristoffer Rosing-Schow, Katrine Krog Russo og Paulo Russo; Fabio Giachino; Bolette Roed og Aureliusz Golinski ; Vigga Bro og Birgit Løkke; 
Channe Nussbaum & Spielniks samt  Maria la Cour & Sven Meinild.

Der vil givet også blive sagt opmuntrende ord og knubbede ditto mod det kulturpolitiske tiltag i Københavns Kommune.

If. AnemoneTeatret har flere kommunalpolitikere, folketingsmedlemmer og kendte kunstnere meldt deres ankomst til koncerten, som også bliver en form for appetizer til et møde i Kultur- og Fritidsforvaltningen 23. juni, hvor man har AnemoneTeatrets fremtidsvisioner på dagsordenen.

Teatret har meldt ud, at man ønsker:

– at være københavnernes ”teaterkulturhus” for børn i indre by. Vi vil kendes for kunstnerisk kvalitet, åbenhed, inddragelse og udvikling.

–  at lokalerne i Suhmsgade skal udnyttes bredt, så vores scene og unikke beliggenhed kommer flest mulige børn, familier, skoler og institutioner til gavn. Vi har rammerne og folk, der kan betjene dem, og vi ønsker at være åbne for samarbejder med andre producenter af scenekunst for børn og unge, skoler og institutioner.

– at lægge nye alen til outreach-programmet, Anemones Teaterhave, således at vi kan bidrage til at sikre fokuserede kulturoplevelser til de københavnske skoler og institutioner under den Åbne skole og Åbent dagtilbud.

– at udvikle organisationen med udgangspunkt i det planlagte administrative generationsskifte, en løbende udvikling af bestyrelsen og en omorganisering af den kunstneriske ledelse.

* Se artiklen om Københavns Kommunes valg af små storbyteatre, 'Gråd og glæde og sære ting'.

(Billedet: Indgangen til AnemoneTeatret i Suhmsgade, hvor der er blevet spillet børneteater i årtier, og hvor der nu mobiliseres for at teatret kan leve videre. Foto: AnemoneTeatret)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne