Grænseløst teater og sort te

»Kan I mærke, hvordan jeres fødder nu slipper jorden, og I begynder at flyve op mod nord?«

Ja, det kan vi. For vi er på rejse med skuespiller Nils P. Munk fra Det Menneskelige Teater, der tager os alle sammen med på en indledende fantasirejse, der ender med at placere os… i Grønland, såmænd.

»I er nordenvinden! Prøv at høre, hvordan den suser,« forsætter Nils P. Munk, mens han rutineret og med en enorm indlevelsesevne fremmaner landskaber og en medrivende historie for øjnene af os.

Det specielle ved denne forestilling er, at publikum ER forestillingen. Og lige nu skal vi altså bruge vores lungers fulde kraft for at agere nordenvind: »Vuuuuiissjjjjj – ja, sådan!,« råber Nils P. Munk.

Vi er næsten 60 personer samlet på græsset i en stor, rekreativ park her i den tyrkiske millionby Bursa. Det er 2,5 times bus- og færgerejse sydøst for Istanbul. Vi står i en rundkreds om Nils P. Munk, og nu tager begivenhederne fart. Én bliver valgt til at spille hovedrollen i forestillingen, en anden skal agere et bord, en tredje skal være motoren på en båd.

Snart er over 15 personer involveret i 'Findes der gribbe i Grønland?', som er en dramatisk, højest usædvanlig – og dog sand – historie. Det er teater, det er underholdende, og det er alt i alt en god fornemmelse at skabe noget sammen på den måde.

40 minutter senere er det hele slut, og Nils P. Munk står tilbage på græsset og puster ud. Han har ikke spillet en eneste rolle i sin egen forestilling, men han har været 110 pct. til stede i denne proces, som er et godt eksempel på rendyrket publikumsinvolverende teater.

Aflysning - og en værdig erstatning

Det Menneskelige Teaters Grønlandsforestilling var bare én af i alt ni forestillinger, som kunne opleves i løbet af tre intense dage i Bursa i slutningen af oktober. ASSITEJ Tyrkiet og ASSITEJ Danmark havde stået for at arrangere dette sande sumposium, som det lokale bystyre var formel vært for. Teaterfolk fra Tyrkiet, Iran, Tyskland, Italien og Danmark deltog.

I efteråret 2016 blev en fælles festival arrangeret af ASSITEJ Tyrkiet og ASSITEJ Danmark aflyst, som følge af den undtagelsestilstand, der fulgte efter de voldsomme politiske uroligheder i juli samme år.

Festivalen skulle have fundet sted i Istanbul med deltagelse af en lille gruppe danske teatre, der skulle præsentere deres forestillinger samt bidrage med bl.a. workshops. Forestillingerne var valgt af ASSITEJ Tyrkiet, der havde haft repræsentanter på to på hinanden følgende Aprilfestivaler i Danmark.

ASSITEJ Artistic Gathering er en mindre ambitiøs minifestival, som erstatter den aflyste Istanbul-festival.

Teater og snak på mange måder

Der blev set teater – både komplette forestillinger og mindre uddrag – men der var også plads til små foredrag med efterfølgende diskussioner, hvor der blev mulighed for snakke om teater på alle planer. Og diskussionerne blev i mange tilfælde ganske interessante, fordi der blandt deltagerne var både skuespillere, intruktører, producenter, dramatikere, workshopledere, dramaturger, scenografer og dukkespillere.

Mangfoldigheden i det, der blev præsenteret og diskuteret, var også stor. Det Menneskelige Teater blev således efterfulgt samme dag af det Istanbul-baserede Boğaziçi Gösteri Sanatları Topluluğu, som i bedste og mest rendyrkede commedia dell’arte-tradition viste prøver på, hvad de syntes var godt teater.

Det var to vidt forskellige måder at gribe teater an på, og de to forestillinger kunne slet ikke sammenlignes på nogen måde. De kom fra forskellige steder i deres respektive traditioner. Måske fra to helt forskellige planeter?

Det var således tankevækkende, at diskussionen om at bryde med de gamle teatertraditioner og finde nye udtryksformer var den mest tilbagevendende – både i de store fælles diskussioner og mens man i pauserne diskuterede på to- eller tremandshånd over en kop sort te eller kaffe.

Og det var interessant at observere, hvorledes de danske teatres opfattelse af, hvad der er godt teater, ofte gik i retning af, at ’godt teater er det, er bryder med traditionen’, mens vores tyrkiske kolleger – der bestemt OGSÅ opfattede sig selv som traditionsbrydere – hellere ville udfordre tradtionerne indefra og tage udgangspunkt i dem og måske modificere dem.

Vi blev således alle sammen udfordret på vores teatersyn i løbet af disse intense dage i Bursa.

Faglige og personlige relationer – og ingen nationer

Så selv om vi alle var teaterfolk, var vores udgangspunkter meget forskellige. Men vi delte lysten til at lære nyt og få nye impulser fra andre.

Derfor var det også opløftende at se et eksempel på et samarbejdsprojekt: 'The Most Beautiful Thing In The World' (for de 3-6 årige) var blevet til i et samarbejde mellem instruktør Søren Ovesen fra Batida og kompetente kræfter i ASSITEJ Tyrkiets netværk. Og stykket blev meget passende vist som åbningsforestilling til de tre teater-interkulturelle dage.

Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Ditte Maria Bjerg, deltog også i arrangementets første dag. Som primær bevillingsgiver var det vigtigt for hende at følge arrangementet til dørs, og i sin tale i forbindelse med åbningen kunne hun også kun støtte det grænseløse og interkulturelle idégrundlag, som Artistic Gathering hvilede på: 'Art has no borders', slog hun fast.

Og Ditte Maria Bjerg refererede i denne sammenhæng også til den store kunstbiennale, som blev afholdt sideløbende i Istanbul under overskriften ’A Good Neighbour’, og hvor kunstnernes værker blev præsenteret for tilskueren uden nationalitetsbetegnelse. Nationen er ikke længere vigtig. Kunstneren og kunsten er vigtig.

Morgendis og nye ideer på vej

Torsdag morgen, tidligt – det er mørkt endnu. Det er hjemrejsedag.

'Allaaahuuuu Akbar...!', lyder det pludselig gennem morgenluften. Klokken er 06.15, og det er tid til dagens første bøn i dette folkerige land. Mod syd ligger grænsen til Syrien, mod øst ligger grænseposterne, der fører ind til bl.a. Irak og Iran. Men det tænker vi ikke på denne morgen, hvor vi sætter kursen hjemover – tværs igennem monsterbyen Istanbul, der med sine næsten 20 mio. indbyggere er Europas største.

Minareterne står tæt i byen, som tynde birkestammer i en stor svensk skov. Og dér i morgendisen dukker Hagia Sophia op. Vi prøver forgæves at tage billeder gennem busruden af dette bygningsværk, der blev bygget FØR profeten blev født... og dér forsvinder det ud af syne igen. Afløst af flere minareter...

Det er et stort land, vi forlader – ikke til at komme udenom; hverken historisk eller kulturelt. Nu har vi gjort vores lille del – etableret personlige kontakter, og nye ideer er blevet født. Det hele blev skyllet ned med sort te, god mad, søde desserter og friske Efes-øl. På bussædet foran mig kan jeg høre en aftale komme på plads...