Af: Anne Middelboe Christensen

29. oktober 2012

Gråt er hot

De gamle mænd i Teater Gråt er Godt får både børn og kvinder til at drømme i den magiske bus. Om dengang, hvor alle dyr kunne tale – og hvor man næsten døde af skræk over at gå alene ned i kælderen

Ungerne vil gerne op i den sjove bus med de skægge malerier på siden. Det vil de voksne også. For de gamle mænd i teatret Gråt er Godt skruer charmen på fra de inviterer indenfor i mandebussen og placerer alle så omhyggeligt, at hver eneste tilskuer er overbevist om, at netop hun sidder på bussens allerbedste plads. Otte mænd deles om bussen, to og to. Når de spiller, får de hver 20 minutter. Så magien varer bare 40 minutter – så bliver man modstræbende nødt til at kravle ud af buscharmen igen…

Da jeg havde fornøjelsen at være gæst i bussen, var det Hans Nørregaard og Finn Rye, der stod for løjerne. To garvede performere, der begge vitterlig virker magnetiserende på publikum.

Retro-remix

Hans Nørregaard indledte med sin forestilling ’Dyrenes Brevkasse’. Den viste sig at være en anarkistisk udgave af ’Sigurds Bjørneteater’ og Dr. Lieberkinds tv-shows i 1970’erne, sådan i retro-remix. Og den viste sig ikke mindst at være hylende morsom. Ikke sådan bralrende morsom, for det er ikke Nørregaards stil. Nej, han er snarere underdrevet og subtilt morsom, men alligevel hele tiden så tydelig i sine kommentarer, at ungerne er fuldstændig med på spøgen.

’I dag får jeg hjælp af min gode ven Ugle,’ siger han nok så omhyggeligt, mens han sidder ved sin tv-agtige bordplade med diverse smådyr, en hemmelig kasse, en computer – og ikke mindst en spættehakkertidsholder, som glider nedad sin fjederstang med spættetidslyde.

Ellers er det Nørregaards morsomme rim og sange, der løfter forestillingens pjatterier. For hvad synger en sild i ’Dyrenes Brevkasse’? Den synger selvfølgelig: ’For jeg er en lille sild / som er faret vild’. Og så videre.

Nørregaard kan slet ikke lade være med at digte. Han afbryder kun sig selv, hvis han pludselig er kommet til at bruge et udtryk fra gamle dage. ’Er der nogen, der ved, hvad en mulepose er?’ spørger han venligt. For biler bruger jo sjældent muleposer… Og så sender han ellers endnu en dyremail afsted med et uudgrundeligt ’hu-hu-flaf!’ – og et uglemaileskrig.

Godnatmusik

Finn Rye har ingen dyr at snakke med. Til gengæld trutter han gladelig i sin tuba. Og så fortæller han ellers historier fra dengang, han var lille.

’Nogle gange om aftenen, når vi skulle i seng, så fik vi ikke godnathistorier – så fik vi godnatMUSIK,’ sagde han. Og han fortæller de måbende unger, at det var dengang, folk ikke havde noget fjernsyn…

Men den egentlig fortælling er om dengang, Rye skulle hente koks nede i kælderen. For kælderen var selvfølgelig mørk og uhyggelig, så han gjorde sig meget umage med at gå langsomt ned ad bagtrappen, så han forhåbentlig kunne nå at møde alle naboerne på vejen.

I denne dystre fortælling blomstrer Rye, netop fordi hans klangfulde stemme og hans udtryksfulde krop er så eminent til at transformere sig fra det ene sekund til det andet – fra den søde kvinde i lyserød underkjole på 1. sal til den sure mand nede i stuen… Rye antager skikkelse af dem alle sammen – samtidig med at man næsten kan lugte stanken af biksemad i hele opgangen.

Dramatisk bliver effekten optimal, da han så står nede i kælderen. For nede mellem koksene sker selvfølgelig det uundgåelige: At lyset går ud.

Her får tilskueren også høj puls, i hvert fald indtil Rye beroligende får afsluttet historien med en fin morale om at være bange. Alligevel sidder frygten tilbage i tilskueren. Det er i hvert fald mørket, der sidder tilbage i kroppen. Ikke ordene…

Vilde mænd

Konceptet med Gråt er Godt lukrerer selvfølgelig på mændenes årelange sceneerfaring i mødet med børn. Men det fungerer kun, fordi disse mænd hver især besidder en vildskab, som de tør slippe løs i deres fortrolige fortælleteaterbus – og en vildskab, som tilskuerne umiddelbart drømmer videre om.

I Nørregaard og Ryes Gråt-er-godt-forestilling er de to værker meget forskellige i form og i dramaturgi. Nørregaards fortælling er strammest, og Ryes er mest følelsesrealistisk. Men begge begejstrer, fordi de øser så generøst af sig selv. Af deres hemmeligheder – og af deres charme.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.