I butikscentre og offentlige rum har julen for længst indfundet sig. Hos Teatret Masken kan børn og voksne holde lidt fri fra halløjet med en hjertevarm meget klassisk historie om to mennesker, der mødes og skilles og ind i mellem får brudt deres hårde skal af ensomhed.
Undervejs bliver der budt på vel tilrettelagt kiksede gøglerier, larmende trommespil og de vildeste ture på motorcykel i tæt samarbejde med hæsblæsende videoer og scenerøg.
Men ligesom den kønne gøglervogn og gøgleren Zappos lædertøj er det blot den kulørte ramme om det korte rørende venskab mellem ham og teenagepigen Masina. Hun er stukket af hjemmefra og ser chancen for at finde et spændende fristed hos Zappo.
Det får hun også, men det bliver mere krævende og strabadserende end forventet, og det med friheden har sin grænser, når man går i lære som gøgler. Det kræver flid og disciplin, hvis der skal mad på bordet.
I første omgang er Zappo ikke spor interesseret i at have en fremmed teenager på slæb. Da især ikke, når det er et overgearet, højtråbende og omkringfarende energibundt, som absolut ikke er indstillet på at lade sig kue af Zappo.
Masina lover artigt at efterkomme hans krav om, at hun skal gøre, som der bliver sagt, hvis hun vil følges med ham. Hvorefter hun konsekvent gør det stik modsatte til stor fornøjelse for et solidarisk publikum.
Masina er tilmed fræk nok til at grine, da drukmåsen Zappo tager en slurk benzin i den tro, at det er vin. Benzinen har hun skaffet, fordi Zappos pragteksemplar af en halv motorcykel er løbet tør og ikke kan trække gøglervognen. Men Masina smider rygsækken og skubber på, og så begynder deres fælles rejse.
Den hærgede, modne mand og den Pippi-vilde pige er vant til at støde andre mennesker fra sig. Men undervejs tør de op og indrømmer, at det er godt at have nogen at holde af, og at der vist også er nogen, der holder af dem.
Et godt match
I 'Gøglerens hjerte' er der masser af bevægelse og fart overfeltet, der hænger fint sammen med mere stille rørende stunder, hvor svære følelser ikke kun udtrykkes i ord men lige så meget i krop og mimik.
Det opleves stærkest hos Jacque Lauritsen, der kan lægge mange års erfaring i rollen som den bryske mand med det ynkelige udbrydernummer og trøstesløse liv. Josefine Glæsels Masina er mere arme og ben end dybde, men i sammenhængen er de et godt match.
Den impulsive og trodsige Masina holder sig i gang på et opkogt raseri mod sine forældre – og alle andre voksne – som hun hårdnakket afskriver som uforstående og totalt ligeglade. Den køber Zappo i første omgang, selv om han tydeligvis ikke hopper på Masinas søforklaringer om sin afdøde familie og deres nedbrændte hus. For at det ikke skal være løgn – og det er det selvfølgelig – fortæller Masina også, at det faktisk er hende, der har sat ild på.
Som voksen forstår man godt, at Zappo ser gennem fingre med hendes fantasifulde urimeligheder. For selv om han har skåret alle bånd til andre mennesker over, så ser han et stort barn, der har behov for omsorg og hjælp. Desuden får Masina ham til at tænke på, at hans egen datter må være på sammen alder. Så selv om den rejsende gøgler ikke har det store at byde på, så får Masina mad og husly og en fin cirkusprinsessekjole.
De to træner gøglernumre med klovnenæser og ethjulet cykel og hygger sig under stjernehimlen. For som det vigtigste af det hele har Masina fået en at tale med og betro sig til. ”Vi to, vi holder sammen fra nu af”, slår Zappo fast og tager hende med til havet, som hun aldrig har set.
Det ruller stort og smukt imod os ledsaget af lyden af det fineste bølgeskvulp. Men gøglerlivet stopper brat, da Masina en dag ser politiet og fluks forlanger, at de drøner af sted til næste by.
Så må hun gå til bekendelse og indrømme, at hun er efterlyst. Men også, at hun er begyndt at savne sine forældre. Zappo overvejer, om han måske skal kontakte den datter, som han for mange år siden forlod. Mødet med Masina har fået ham til at huske, at han har et hjerte, og at det ikke kun er stort, det er også sygt. Så det er blevet tid til at drage hver til sit med løftet om – måske – at ses igen næste sommer.
Og sådan slutter et rigtigt gøgler-eventyr lidt sentimentalt og med et smil.
