Godt forsøgt

Det legendariske DR-program ’Tværs’ har 50-års jubilæum. Berømmelsen og værdien skyldtes den fagligt velfunderede vært Tine Brylds enestående evne til at rådgive unge, der har det svært. De ringede ind, mens alle kunne være med på en lytter. 

Sådan er det ikke mere. Men det handler stadig om at blive set og hørt og erfare, at jævnaldrende kan have det som en selv.

Jubilæet er baggrunden for, at et ungt hold skuespillere ifølge dem selv har fulgt en opfordring til at lave en teaterforestilling, der fremstiller essensen af ’Tværs’. Det lykkes et stykke af vejen. Men forestillingen, der bygger på improvisationer, overlader for meget til medvirkende, der ikke har mange års erfaring at læne sig op ad. De mangler en fast dramaturgisk hånd at støtte sig til, og iscenesættelsen samler ikke de mange elementer til en helhed. 

Der er mere fokus på proces end på dramatisk oplevelse, der ligner et forsøg på at opløse grænsen mellem teater og virkelighed. Det synes logisk, eftersom Tværs-programmet i sin oprindelige direkte sending afspejlede mange unges tilværelse en til en. 

Men kommer man tættere på dem og deres mistrivsel ved indledningsvis at møde skuespillerne ved et bord med slik i den ene ende af teaterrummet, for derefter at bænkes i den anden ende omkring en nedsænket spilleplads? Det føles ikke sådan. 

Rammer målgruppen

Det går meget bedre for de fire medvirkende. De formår at give deres roller karakter og få dem til at leve og gøre indtryk med historier, der tilsyneladende tager afsæt i deres egne oplevelser. Sådan er det måske ikke, men under alle omstændigheder - 50-års jubilæum eller ej - afspejler de fornuftigvis mere nutid end fortid. Med det fælles træk, at alle fire kun beretter om personernes egne savn og behov, men ikke om ’Tværs’ som adgang til andre i samme situation.   

Den første sekvens er morsom og sprogligt klart den mest velsmurte. Tobias Leander er fyren, der har fundet det rette middel mod mindreværd, mobning og generel mistrivsel - slik i så store mængder, at han knap har plads til møbler. ”Slik, slik, slikke dine sår”, jubler han, for slik er billigere end psykologer og hellere ydre end indre kaos.  

Anna Hawa Kamuk Mnasi  er brun i huden med alt, hvad det kan medføre af grov diskrimination, men kunne ikke drømme om at ringe til ’Tværs’. Hendes strategi er at ignorere omverdenens modbydeligheder i et omfang, der desværre også omfatter hende selv. Plastret til med pink balloner og båret af forestillingens flotte lyssætning forsvinder hun vildt hoppende ud i mørket.  

Med Lucia Vinde Dirchsens fine androgyne fremtoning sættes der for alvor skarpt på queer som tidens hotteste fænomen. Hun smider blusen og forlanger i melodramatisk top-gear og med bare bryster omverdenens accept. 

Ludvig Brostrup gør det modsatte. Hans lange krop er mere i ro, til gengæld præsterer han med stor autoritet et imponerende mylder af dybsindigheder, der er mere indtrængende end fuldt forståelige.

Det kunne være den afsluttende forestilling fra et hold skuespillerelever. De fire viser, hvad de kan, og det er rigtig meget. Forestillingens form rammer også fint sin unge målgruppe, der dog skal være langt fremme på tidens køns- og identitetsbeat for at hænge på. Det gælder især i flere af teksterne, der er unødvendigt sprogligt udfordrende i forhold til det, de gerne vil fortælle. 

Klare i mælet

Sidst i forestillingen arriverer instruktøren i skikkelse af en sort kasse, hvorfra der strømmer et alt for langt båndet indslag med Emil Rostrup, som fortæller skuespillerne om sine tanker og intentioner med ’Tværs’. Det er et indblik i en arbejdsproces, der ikke gør noget godt for teateroplevelsen. Formen er åben og søgende, men indholdet en sludrende og højpandet oppustet tanke- og talestrøm, der nærmest får karakter af en parodi. 

De medvirkende er mere klare i mælet. Afslutningsvis spørger de retorisk, om man kan overføre et radioprogram til teatret? Og nej, det kan man ikke, konstaterer de. 

Men for de unge skuespilleres vedkommende er det rigtig godt forsøgt. De rammer meget af essensen af ’Tværs’ set fra unge brugeres synspunkt. Det syntes min 16-årige ledsager, der også fulgte opfordringen til at slutte forestillingen med et par minutters privat smalltalk på scenen med en af skuespillerne.