Døden i fin formidling

Døden er et delikat emne, når det drejer sig om mindre og halvstore børn. De er gamle nok til at vide, at når nogen er død, kommer de ikke tilbage. Men det kan være svært, for ikke at sige umuligt, at forstå med sine følelser, at nogen, som man holder af, er borte for altid. 

Voksne kan tale med hinanden om tab og savn. For børn kan en teaterforestilling være en mulig måde til at sætte ord og billeder på en sorg, de ikke ved, hvordan de skal håndtere.  

Det kræver nænsomhed og nærhed, og 'Lunas Farmor' har begge dele. Forestillingen har også humor og masser af god musik, der følger og medfortæller uden at trænge sig på.

Er alt så ikke godt? Jo, hvis det udelukkende drejede sig om at formidle et indhold med både lys og mørke klart og klogt. Så børn kan kapere at høre om, hvordan Luna med sin dejlige farfars hjælp overkommer den højt elskede farmors langvarige uhelbredelige sygdom og død.

Det begynder med en fin indledning om nytårsaften, der bliver begyndelsen til et år i pigen Lunas liv, der ikke kommer at ligne de forrige, fordi der sker noget særligt. På en stor flot skive kan vi måned for måned følge, hvad det er, der sker, selv om et helt år skal fortælles på kun lidt mere end en halv time. Luna elsker sin farmor højt, og hun kender alle Lunas hemmeligheder, men farmoren har længe været syg. Nu kan lægerne ikke gøre mere, og i marts mister Luna sin farmor.

Farmoren fortæller selv Luna, at hun skal dø. Det er modigt både af farmoren og af forestillingen og balanceres følsomt og usentimentalt. Farmorens velmente forsøg på at opmuntre Luna til at søge trøst hos Gud preller fuldstændig af på barnebarnet, hun synes meget bedre om at lave to ens tegninger, en til farmor og en til sig selv.

Farveløs hverdag

Der er også alle de gode minder og traditioner fra årene med Farmor, og frem for alt er der Farfar. Han forstår Lunas sorg og savn og overtager noget af det, som farmoren plejede at gøre, købe påskeæg til Luna for eksempel. Så da der er gået et år på den store skive, og det igen er nytår, har Luna fundet ud af, at man godt kan smile og være glad samtidig med, at man sørger.     

Steffen Sommerstedt er en glimrende fortæller og god til at flette forklarende kommentarer ind i teksten uden at blive belærende. Man ser og hører, at duoen Steffen Sommerstedt og musikeren Benjamin Barfod med dekorative slagtøjsinstrumenter - især den tunge sorte hang - er et fasttømret  team. Det giver forestillingen en bund og et musikalsk flow, der på én gang skaber ro og giver historien om Luna og hendes farmor en vis fremdrift.

Men synes man, at teater kan så meget mere, og at en teateroplevelse også skal have en magisk og visuel dimension, så bliver Teater Aspendos fortælle-musikalske koncept denne gang et nummer for småt.

To mænd i hverdagstøj, den ene med briller den anden med skæg, den ene står, den anden sidder, den ene taler og fortæller, og den anden betjener slagtøjet. De er begge ubetinget gode til det, de gør, men i længden bliver det for lidt.

Der går for meget farveløs hverdag og for lidt drama i fremførelsen til, at tilskuerne kan fornemme at blive lukket ind i teatrets brogede og spændende verden. Med alle de nuancer og billeder, det kunne have tilført fortællingen.

Så selvom forestillingen er af de kortere, føles den mere langtrukken, end godt er. Det er en skam, for intentionerne i 'Lunas farmor' er bestemt gode.