5. juli 2020

Gode fremtidsudsigter for Batida

Teatergruppen Batida, der residerer i København NV med eget teaterhus, er godt tilfreds med udfaldet af mødet 16. juni i Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, hvor der blev udvalgt 14 teatre til lille storbyteater-ordningen for 2021-24 (se artikel) – og hvor projekt Teater Nordvest via Scenekunstpakken bliver forlænget med samme fire år og en årlig støtte på en million kroner.

Batida søgte heller ikke i denne omgang om selv at blive lille storbyteater, men kan glæde sig over  støtten til Teater Nordvest, som er et kulturelt initiativ i form af et bydelsteaterprojekt, der på initiativ af  Batida og Kultur og Fritid Nord/Biblioteket på Rentemestervej. Som altså bliver finansieret af Københavns Kommune, så der kan opføres 100 teaterforestillinger hvert år – med gratis adgang – for områdets  børn, unge og familier.  

Batida står for programlægning og udvælgelse af forestillinger og spiller selv en stor del af dem – i det kommende program for efteråret er der således ni af Batidas egne forestillinger og fire gæstespil. Forestillingerne spilles i Batidas Teaterhus og diverse spillesteder i lokalområdets parker og byrum.

Se programmet på www.batida.dk – gratis billetter bestilles på info@batida.dk

Batida har selv siden åbningen af landets teatre 25. maj spillet forestillinger for fuldt – hvilket vil sige halvt – hus. Og netop teaterhusets tilstand er også en del af den kommende sæsons spændende opgaver. Man har fået tilskud til en facadeforskønnelse fra Områdefornyelsen og Realdania, og dette projekt starter efter sommerferien.

Og til sidst kan lige nævnes, at ensemblet har fået et nyt medlem, Sofie Faurschou, som dog allerede har kunnet opleves i forestillingen 'Take Away' (anmeldelse her på portalen i september sidste år).

Hun er desuden cand. mag i Teater og performancestudier (Københavns Universitet) og har undervisningserfaring fra gymnasier og højskole, som nu skal komme Teater Nordvest til gode, idet der i den kommende sæson skal startes to dramapædagogiske forløb; teatermysterier for de mindste skolebørn og collageteater for de mellemste.

(Billedet: Batida kommende produktion 'Balalayka', der har premiere til september. De skæggede spillere kunne vist passende være en del af den kommende og tiltrængte forskønnelse af teaterhusets facade på Rentemestervej går i gang… Foto: Ditte Valente)  

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne