DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018
Robert Reinhold og Per Linderoth har sammen skrevet manuskriptet til 'Hvis bare...', der er baseret på egne oplevelser som sønner uden fædre. Robert Reinhold følger teksten helt på vej ved også at spille den ene af forestillingens to karakterer. Foto: Kenneth Gall

Giv underbevidstheden en talerstol

11-04-2013
Teater Hunds nye forestilling 'Hvis bare...' handler om to brødres kreative sorgarbejde efter at have mistet deres far. Historien har manuskriptforfatterne Robert Reinhold og Per Linderoth baseret på deres egne oplevelser som efterladte sønner. Teateravisen.dk mødte de to mænd til en samtale om sorg, kunst, samhørighed – og værdien af at afbryde forbindelsen til kontroltårnet.
Af: Torben Stig Hansen
FAKTA

Teater Hunds forestilling, 'Hvis bare...' spiller på Festival 2013, der afvikles i Morsø, Thisted og Skive kommuner fra 14.-21. april. Se mere om program, billetinfo m.v. på www.aprilfestival.dk

Forestillingen er blevet anmeldt her på portalen af Janken Varden, der uddelte fem stjerner.

Teater Hund blev stiftet i 2003 og har Methe Bendix som kunstnerisk leder. Se mere på www.teaterhund.dk

Idioglossia taler de ikke sammen, skuespilleren Robert Reinhold og instruktøren Per Linderoth, men de to mænd er uden tvivl tæt forbundne – både menneskeligt og kunstnerisk. Det bemærker man hurtigt, når de begynder at fortælle om deres samarbejde på Teater Hunds seneste forestilling, 'Hvis bare...', som netop har gæsteoptrådt på Anemone Teatret og snart kan opleves på Festival 2013 i Morsø Kommune (www.aprilfestival.dk), mens den senere skal turnere rundt i landet.

Over en periode på 14 måneder skrev de i fællesskab manuskriptet, som handler om to otte-niårige brødres søgen efter deres forsvundne far – stærkt inspireret af de følelser, som Reinhold og Linderoth selv gennemlevede, dengang deres egne fædre døde. Og selvom de to teatermennesker ikke er brødre, så har deres venskab eksisteret gennem tre årtier, nemlig siden de i 1983 mødte hinanden i teatergruppen Teaterklanen.

Det er Reinhold og Linderoth selv, der under interviewet bringer ordet 'idioglossia' i spil – betegnelsen for et privat sprog, som udvikles og tales af meget få mennesker (som oftest tvillinger). Dog bruger de to mænd ikke den græske glose om sig selv, men derimod om Frede og Uffe, de to brødre, som i forestillingen har mistet deres far og prøver at komme overens med den situation.

Brødrene er så nært knyttet, at Reinhold og Linderoth i løbet af skabelsesprocessen overvejede at lade dem tale idioglossia, og på et tidspunkt var dele af manuskriptet derfor skrevet i et specielt udviklet sprog. Ideen blev dog opgivet af hensyn til forståelsen hos publikum.

Sorgbearbejdelse gennem leg

Men selvom de to brødre ikke taler et fælles unikt sprog som sådan, har de alligevel udviklet en fælles fantasi, en tilbagevendende leg, der tager udgangspunkt i deres fars mystiske forsvinden.

»Hensigten var på et tidligt tidspunkt at skildre essensen af sorg. At fortælle om to knægte, der kæmper tappert for at nå igennem en sorgbearbejdelse og lykkes med det,« siger Robert Reinhold.

»Og det væsentligste element i forestillingen er, at de håndterer deres situation gennem leg,« tilføjer Per Linderoth.

»Ved at gennemleve en fantasi, som de selv har udviklet, når brødrene til en erkendelse af, at faderen er død og ikke vender tilbage – men at han alligevel på en måde, måske underbevidst, er hos dem. Og gennem dramaturgien har vi forsøgt at vise følelsernes vej til dén erkendelse.«

Mellem drøm og virkelighed

Robert Reinhold, som i forestillingen spiller drengen Uffe, mistede selv sin far som syv-årig. Hverken i hjemmet eller skolen blev der talt særlig meget om faderens død, og i mange år havde Reinhold en snigende fornemmelse af, at faderen havde taget fusen på familien og en skønne dag ville vende hjem, som om intet var hændt.

»Jeg drømte om ham om natten. Og når jeg vågnede om morgenen, havde jeg ofte fornemmelsen af at have mødt ham i virkeligheden. Sorgen lå i en gråzone mellem visheden om min fars død og troen på, at han levede endnu. Der opstod et fantasiland, som kun var mit eget, og jeg delte det ikke med nogen.«

Først da Robert Reinhold som 19-årig kom med i Teaterklanen og mødte mennesker, der åbenlyst talte om følelser og personlig baggrund, begyndte han at bearbejde sine følelser omkring faderens død. Åbenheden og samhørigheden mellem denne gruppe teaterfolk blev så betydningsfuld, at de fleste af dem stadig er tæt forbundne i dag – ikke bare Reinhold og Linderoth, men også fx Bo Carlsson, som spiller Uffes bror Frede.

Mødet med faderen

At Frede og Uffes far er død – og hvordan det er sket – får publikum ikke noget at vide om direkte, da alting opleves gennem drengenes optik og fantasi. Men noget tyder på, at han kan være styrtet ned med en flyvemaskine over en sø.

I brødrenes verden er faderen jagerpilot, og i deres tilbagevendende leg er Uffe piloten, der sendes op i et rekognosceringsfly for at holde udkig efter deres far. Imens står Frede nede på jorden med sin walkie-talkie og holder radiokontakten til kontroltårnet, der tilsyneladende altid melder tilbage (publikum hører kun Fredes gengivelse), at det fortsat er ham – og ikke Uffe – der skal have ansvaret for walkie-talkien.

Samme rollefordeling synes at gå igen i drengenes dagligdag og skolevej, hvor Uffe er den nysgerrige, som både vover sig ud i mosen og vil kravle til vejrs i vandtårnet, mens Frede mest er optaget af at nå frem til skolen og 'få sin hjerne forgyldt'.

En nat drømmer Frede, at faderen er landet med sit fly i skolegården, og i et scenarium balancerende mellem drøm og virkelighed drager brødrene hen til skolen midt om natten.

Da skolegården overraskende er tom, kontakter Frede kontroltårnet fra sin walkie-talkie for at bede om hjælp, men får intet svar. Det får Uffe til at smide 'den åndssvage radio' væk, og i samme øjeblik bliver scenerummet et flimrende og forvirrende sammensurium af billeder, lyd og stemmer fra den hidtidige del af skuespillet. I dette flimmer møder brødrene endelig deres far, som forklarer dem, at han er druknet og ikke kommer hjem igen.

'Uden kunst ville jeg føle mig handikappet'

Hvordan håndterer man en situation som drengenes, hvor den ene af forældrene dør? Hos de fleste af os vil psyken nok blive rystet langt ind i dens inderste gemakker, men ifølge Per Linderoth bliver vi ikke uddannet af skolen, samfundet eller vores forældre til at være i kontakt med de dybeste lag af sjælen.

»Til daglig har underbevidstheden jo ikke nogen talerstol. Den bliver sjældent lyttet til. I stedet kommunikerer den til os gennem drømme en gang imellem. Men tænk nu, hvis vi turde lade os påvirke meget mere af vores underbevidsthed i stedet for at lægge låg på det ukendte og måske farlige indhold. Hvordan ville det ændre vores normale måde at tale på, relatere til andre mennesker og forstå verden på?«

Frede og Uffe bruger deres skaberevne og spejler den virkelighed, de møder, gennem deres leg: det er deres måde at være i kommunikation med underbevidstheden. Men som voksne har vi en lignende mulighed gennem mødet med kunsten, mener Linderoth, da mange kunstnere – voksne legebørn – har en faglig kunnen i at skabe og manifestere et udtryk for det underbevidste.

Robert Reinhold konstaterer:

»Helt personligt kan jeg i hvert fald sige – som skuespiller og musiker – at uden kunst ville jeg føle mig anderledes og fremmedgjort, ja, decideret handikappet.«

Præstationssamfundet isolerer os fra hinanden

De to mænd er enige om, at samfundet burde prioritere kunst og kultur højere.

»Kunst kan åbne for nogle sider i os, som ikke bliver værdsat synderlig meget i disse år, hvis de overhovedet gør. Alt skal måles og vejes, det hele skal effektiviseres, og alle skal præstere. Det er fandme lige før, enhver relation skal være rentabel,« snerrer Reinhold.

Men resultatet af denne samfundsmodel bliver, at vi alle sammen lever i hvert vores isolerede rum uden at kunne forstå hinanden, mener han.

»Vi mister evnen til at relatere på tværs af generationer, på tværs af erfaringer, og vi forspilder muligheden for at dele vores kreativitet med hinanden. Kunst og musik, teater, historie, filosofi osv. giver jo netop forskellige generationer og befolkningsgrupper en chance for at forstå hinanden. Tag nu en teaterforestilling som vores, hvor publikum, børn og voksne, i øjenhøjde deler deres følelser, erfaringer og undren med hinanden – deler de ressourcer, de har som mennesker hver især. Det er dét kunst kan. Derfor er kunst vigtig.«

En hjernehalvdel til hver

I Linderoths og Reinholds syn på samfundet aner man en kontrast mellem effektivitet og fornuft på den ene side, og kreativitet på den anden side. Det giver uvægerligt associationer til brødrene Uffe og Frede, som på en måde har netop disse modsætninger fordelt imellem sig, og som også griber situationerne forskelligt an.

»Det er rigtigt,« siger Per Linderoth.

»Frede bruger sin fornuft, og det er én måde at tage ansvar på. Men Uffe tager ansvar ved sit mod til at sætte noget på spil, udfordre noget. Man kan faktisk godt tolke Frede og Uffe som den rationelle og kreative hjernehalvdel. Eller som overbevidsthed og underbevidsthed.«

Robert Reinhold supplerer:

»Der er en klar forskel på de to brødre. Den ene har radiokontakt til et kontroltårn, og den anden søger bevidst faremomentet. Frede er den mest målrettede på vejen til skolen, mens Uffe har en fuldstændig ligefrem, kreativ adgang til den verden, der findes lige ved siden af verden.«

Linderoth:

»Og det er en helt afgørende pointe i skuespillet, at først i dét øjeblik walkie-talkien med kontakten til kontroltårnet bliver kastet væk, får brødrene mulighed for at træde ind i et rum, hvor de kan møde faderen og samtidig opnå erkendelsen af, at han er død.«

Farvel til kontroltårnet

Faktisk er det ikke blot en pointe i skuespillet, men også i de to scenekunstneres virkelighedsopfattelse: For at opnå nye erkendelser er man indimellem nødt til at smide kontrollen.

»I processen med at lave en forestilling som denne her bliver alle vores oplevelser og meninger sat på spil, fordi vi tager udgangspunkt i en undren,« siger Per Linderoth.

»Vi stiller os et sted, hvor vi faktisk ingenting ved. Det er man nødt til at turde. Man må stole på, at historien begynder at tale. Så sker der dét, at efterhånden går en destillationsproces i gang, og man begynder at få en fornemmelse af, at forestillingen faktisk har liv. Og så gælder det om at lytte efter dét hele tiden.«

Og det er her, effektivitetssamfundet kommer til kort, efter Linderoths mening. For nye erkendelser og kunstneriske nyskabelser er ikke noget, man fremskaffer i en fart. Man går ikke lige ned og henter dem på hylden i Netto.

»Du bliver nødt til at satse. For næste forestilling starter totally fra scratch. Alt hvad du er overbevist om, at teater handler om, er du nødt til at sætte på spil. Derfor er det så fucking svært at lave teater. Det koster! Og for at bruge et billede fra vores forestilling: Dét, som det koster, før det virkelig rykker, det er at kontroltårnet bliver smidt væk.«

Oplevelsen af det sublime

At man til gengæld opnår noget meget værdifuldt, når det lykkes at afbryde forbindelsen til kontroltårnet – dét er skuespiller og instruktør helt enige om:

»Som skuespiller må jeg tilegne mig en viden om, hvordan jeg skal bevæge mig på scenen for ikke at smadre scenografien,« forklarer Robert Reinhold.

»Men sommetider begynder tankerne at køre rundt i knolden, mens jeg spiller: 'Var det nu, jeg skulle bevæge mig?', 'Hvor satan er den magnet?', 'Hvor skal jeg stille skoene?'. Men heldigvis er det lykkedes nogle gange undervejs i forløbet at slukke for kontroltårnet: Forestillingen begynder, jeg træder ind på scenen – og pludselig er det hele overstået! Jeg når ikke at tænke en skid. Det er sublimt. Det er sådan, jeg tror de to drenge oplever verden generelt, altså så intenst.«

Per Linderoth med instruktørkasketten nikker genkendende til følelsen af intensitet:

»Jeg oplever, at der i den forestilling er øjeblikke, hvor tiden står stille. Hvor der er en samhørighed mellem dem, der sidder nede i salen, og dem der står oppe på scenen – og så den historie, der er ved at folde sig ud. Man nærmest trækker vejret sammen. Og de øjeblikke har en kæmpe værdi, for mig at se.«

Hvem er hvem?

Samhørigheden mellem de to kammerater og kolleger er til at tage at føle på. Og når mændene nu har fortalt om forskellen på de to brødre i forestillingen, er det fristende at spørge ind til en kobling mellem manuskriptforfatterne og deres figurer.

»Uffe, det er Robert,« lyder det prompte fra instruktør Per Linderoth.

«Og Frede, det er Per,« replicerer skuespiller Reinhold.

De to venner ler.

»Ja, sådan er det nok primært,« siger Linderoth.

»Og dog. Så entydigt er det nu alligevel ikke. Der er lidt af Uffe og Frede i os begge to.«

»Og forestillingen er i hvert fald sin egen,« slår Reinhold fast og tilføjer:

»Det var skideskægt at samarbejde om at få ideen til historien og udvikle den sammen. Men Per er jo instruktøren eller dirigenten, og på et tidspunkt overtog han styringen. Og så forandrede rollerne sig. Fra at være partner i udviklingen af den her historie, så røg jeg pludselig direkte ind i historien og skulle opleve på en helt anden måde. Men der er i virkeligheden ingen forskel. Følelserne er de samme. Det er bare perspektivet, der er forskelligt.«

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Giv underbevidstheden en talerstol
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

25-11-2018
 

21-11-2018
 

17-11-2018
 

13-11-2018
 

09-11-2018
 

02-11-2018
 

26-10-2018
 

22-10-2018
 

15-10-2018
 

04-10-2018
 

Flere anmeldelser