Af: Kirsten Dahl

10. januar 2014

Gentagelsesfyldt årstidsfrise

Teaterværkstedet Madam Bachs årstidsforestilling for de små er fyldt med musik, varme og glæde. Men også med gentagelser, som ikke befordrer. Hvorfor ikke føre os ind i teaterårstidsscenografien fra begyndelsen? Spring det pædagogiske over, eller lemp betydeligt på det og luk i stedet for op for det scenekunstnerisk vildvoksende og blomstrende.

Der er saft, kraft og sanselighed i de fire årstider, vi har i Danmark. Sommer, efterår, vinter og forår – de er forskellige fra hinanden og alle sammen fyldt med forskellige typer af vejrlig, forskellige farver og forskellige lege. Årstiderne er ikke til at tage fejl af og vi elsker dem alle sammen, nogle af os har måske en favoritårstid, en tid på året vi især holder af. Det er sikkert på grund af alt det årstiderne rummer, at de ganske tit er temaet i forestillinger for de små og de allermindste.

Man kan vist godt sige, at Teaterværkstedet Madam Bach med 'Regn' og 'blÆst' har specialiseret sig i småbørnsforestillinger om naturens gang og forskellig vejrlig. Og nu er turen kommet til 'Årstider på spring'. 

Desværre er 'Årstider på spring' ikke blevet til en teateroplevelse, som får oplevelsesbarometrets begejstringssøjle til at suse særligt højt op. Forestillingen har en række dramaturgiske problemer og savner overraskelsesmomenter i både tekst, iscenesættelse og scenografi.

Helt grundlæggende er problemet, at forestillingen på forskellig vis gennemspiller årstiderne alt for mange gange, i stedet for at holde det mere enkelt og fra begyndelsen at invitere publikum med ind på en rejse i det sceneunivers af årstider som publikum sanseudfordret må vente en tid med at opleve.

Som strukturen er, møder publikum først årstiderne via en kort introducerende snak. Så følger en hurtig gennemspilning af hoveddelene i den bog af samme titel, som teatret selv har skrevet og udgivet på eget forlag og som forestillingen er bygget op over. Derpå gennemspilles forår, sommer, efterår og vinter som små spil i en årstidsscenografi. Og til sidst, efter at den iscenesatte forestillingsdel er slut, ved at invitere børnene med ind i scenografien for at de der kan sanse, kommentere og leve sig ind i årstiderne.

Energi og smil skaber kontakt  

Det er ellers ikke, fordi Pernille Bach ikke har flair for at rejse energi og skabe kontakt til de små publikummer. Da jeg så forestillingen var det med mestendels akkurat lige fyldt to-årige dagplejebørn og deres voksne. Fyldt med lys energi, blide smil og nysgerrigt lysende øjne åbner Bach forestillingen – syngende og akkompagneret af Christian Schrøder på guitar.

Vi bliver taget imod med sang og ført ned at sidde på runde sorte cirkler på gulvet foran en scene, hvor der står stativer, som er pyntet og udstyret i højden og i bunden med forskellige ting. Ting, som siden viser sig at være knyttet til de fire årstider.

Men først bliver teatrets årstidsbog, som står på et nodestativ i baggrunden præsenteret. Fortsat livfyldt ved at Bach – stadig med Schrøder på guitar i baggrunden – bølgende lader bogen danse forbi de smås blikke, mens hun viser og fortællende gennemgår alle fire årstider, sådan som de i tekst og små rim skildres i bogen.

Og tilføjet det at Bach og Schrøder opmærksomhedsgivende knytter sig personligt til hver deres årstid med et frejdigt glad: 'Jeg elsker sommer for der har jeg fødselsdag' og 'Jeg elsker vinter for der har jeg fødselsdag'.

Men dramaturgisk fungerer introen ikke. Den kunne med held være strøget. For det, man sidder og længes efter, er at blive inviteret indenfor i det årstidslandskab, som står på scenen. Det bliver vi også – men udover bog- sekvensen skal vi først lige introduceres til hvordan vi undervejs skal rejse os op og synge og mime med på sangene, når Bach gør tegn til det, og sætte os ned, når forestillingen forsætter i et mere fortællende og årstidsillustrerende drev.

Fyldt og flygtigt på samme tid

I en sådan pendlen mellem mime-med, se-på, lytte-til og dufte-til gennemspilles igen de fire årstider. Bach får små ting til at ske ved 'årstidsstationerne'. Hun trækker proppen ud af små røde ophængte skåle, så sand strømmer ned med en fin lyd. Hun lader fingrene glide gennem muslingeskaller, så det rasler fint. Hun bærer en kastanie hen så børnene kan mærke dens blødhed. Og hun lader dem lytte til vind og snuse til duften af våd skovbund. Hun fører paraplyer, som har indbygget lyd og som bærer hver deres årstid under sejlet tæt hen forbi børnene.

Fint, nærværende og sanseligt. Desværre også med en gentagelse, som skaber en noget træg ensformighed. Og desværre også så kort tid at både sansningen og de også fine rimende flige af  børnehverdagsuniverspoesi kan nå at fæstne sig.

'DING DANG/Syng med på denne sang/Vi kommer gennem hele årets gang'. 'Pliske Plaske Sjiske Soppe/Gummistøvlerne vil hoppe'. 'Kriblen, krablen, summen, brummen og gnaven'. 'Jordbær som smager dejligt med sukker og fløde', en edderkop som 'laver akrobatiske ting/saltomortaler og kryptiske sving', Madam Tø, som skal lade sneen være, for 'vi vil kælke, vi vil le/vi vil tumle rundt i sne' – og eksempler på hvordan vi kan lave og gemme vores helt egen lille hjemmelavede vind.

Vi hører om det hele, vi sanseoplever det i små portioner – men alt for sporadisk. Var det blevet knyttet til en historie – bare en lille en, måske pigens fødselsdag – og var den med det samme blevet en integreret del af det scenografiske rum – som også gerne må få lidt af sin opstillingskarakter nedbrudt – så tror jeg, at en sanselig teskefuld vil blive til en dejlig dyb suppeskefuld årstidsteater.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.