Gennemkoreograferet opremsning

En gave, en dannelsesrejse – intet mindre end hele Danmarkshistorien! Ja, det er stort, hvad de tre spillere lover os, inden forestillingen går i gang. Og de kan da heller ikke holde deres løfte. Slet ikke. Med mindre man da accepterer, at Danmarkshistorien udelukkende består af krig og kongemord, mens den såkaldt almindelige danskers hverdag synes komplet glemt.

Lige som man kan undre sig over, at et teaterstykke vælger at udelade den danske komedies fader, Ludvig Holberg. Her var ellers, både i komedierne og i hans mange andre tekster, noget, der kunne perspektivere såvel den samfundsmæssige som den menneskelige udvikling i Danmark. Tag blot hans overraskende moderne kvindesyn.

Hvad vi får, bliver fortalt i et hæsblæsende tempo, som ikke kan undre, når alt skal klares på blot en times tid. Men også komplet uden sammenhæng, forklaring eller perspektiv. Ganske sjovt og fuld af energi, bevares, fordi de tre spillere er gode til at bruge deres kroppe og akrobatiske talenter, men ofte en energi, der ikke skal nogen steder hen og som ikke uddyber det talte ord.

Fornemmelsen af frygten for at komme til at kede publikum virker i lange perioder ganske stærk.

Svært for de historieløse

Vi begynder med Danmark i urtiden – ravneskrig og historien om Kraka – og galopperer hastigt af sted over Regnar Lodbrog, Gorm den Gamle, indførelsen af kristendom med Poppo og jernbyrd, og derpå over stok og sten til Valdemarerne, dronning Margrethe den I og så videre. Og så videre.

Som voksen med hovedoverskrifterne i Danmarkshistorien nogenlunde present er der bestemt pudsigheder at hente, men samtidig spørger jeg da mig selv, om nutidens angiveligt historieløse ungdom i en folkeskole, der i mange år er blevet anklaget for at svigte både navne og årstal, overhovedet kan følge med og fange ret mange af de indforståede og forudsætningskrævende pointer.

Måske må de nøjes med fornøjelsen, når de tre spillere, Tilde Knudsen, Birger Bovin og Ernesto Piga Carbone, ’falder ud’ af rollerne i en munter blanding af Monty Python og ’Svend, Knud og Valdemar’, eller når de slås og dør. Hvilket tilsyneladende er det eneste, Danmark og danskerne har foretaget sig de sidste tusind år.
Tag blot sekvensen med Dannebrog, der faldt ned fra himlen under krigen i Estland i 1219. Kalder det ikke på en perspektivering, hvis den historie skal blive andet og mere end en anekdote?

Lysbilleder i strakt galop

Det er som at se levende lysbilleder i strakt galop, mens ord som renæssancen, Tycho Brahe og Tordenskjold fyger forbi. Hvem og hvad, hvorfor lige nævne dem, hvad betød heksebrændingerne, hvem var det for resten at Lord Nelson var og grevinde Danner.

Og så, midt i alle opremsningerne, får historien om Struense pludselig rigtig god plads. Ikke urimeligt, for hans reformtanker var væsentlige, men hvorfor servere hans historie som en sær, dukkeagtig dans, som de færreste formentlig begriber ret meget af. Er det fordi den ene af de medvirkende kommer fra danse-miljøet? Er det fordi komponisten Klaus Risager har skrevet et stykke inciterende drømmespils-jazzet musik, som det ville være synd ikke at bruge?

Som man kan forstå, er det en forestilling, der rejser mange spørgsmål, men desværre mere til sig selv end til sit emne.

Mod slutningen af forestillingen, som var spilletiden ved at løbe ud, spurter vi hen over begge verdenskrige for at nå frem til det totale stilbrud – de tre spilleres egne personlige erfaringer og oplevelser. Og her bliver det omsider interessant. Her kommer der endelig lidt kød og blod på. Måske var det i virkeligheden her, man skulle have begyndt.