Af: Kirsten Dahl

7. september 2009

Genfortællingsteater

Teatret Aspendos opsætning af kapitler i Astrid Lindgrens børnebogsklassiker ligger alt for tæt op af bogens 'manual' og forestillingen mangler præcision i skuespillet og originalitet i iscenesættelsen.

Emil er en skøn skarnsunge. Det er ikke for ingenting at den lille Lønnebergdreng er blevet mange børns yndling. Han er kæk og har charme og alle de løjer han laver, gør han af et godt hjerte. Når han fx hejser lillesøster Ida til vejrs i flagstangen er det ikke af ondskab, men for at hun kan få hele udsigten over Katholt og omegn at se.
Steffen Sommerstedt fra Teatret Astpendos har kastet sig over det han i programteksten kalder hans yndlingshistorier fra Astrid Lindbergs klassikere, og vi er ikke i tvivl om at det er fra ‘Emil fra Lønneberg’, fortællingerne kommer. Desværre faktisk. For der er ikke meget nyskabende i opsætningen. Hverken i tekst, skuespil, kostumer, scenografi eller iscenesættelse. Tilsyneladende står Sommerstedt selv for samtlige ting – måske en god del af forklaringerne ligger her.

Træhus og brændeskur

I en svenskilluderende landsbyhuskulisse med bagvæg, høvlebænk, vinduesramme og selvfølgelig brændeskur holder Sommerstedt dampen oppe som spiller af alle roller. Som Emil med en lille kasket på. Som far Anton. Som gårdkarlen Alfred. Som mor Alma. Og som Line, den unge pige i huset.
Historien han fortæller er den om dengang Emils far først fik storetåen i musefælden og bagefter en ordentlig omgang paltdej i ansigtet. Sommerstedt springer gelinde fra gulv til høvlebænk og sågar rundt om hele kulissen jagtet af den publikummer som siger ja til at spille med i historien.
Tempoet fejler bestemt ingenting. Ej heller pædagogikken. Børnene får tydelige forklaringer på de ord, der ikke hører år 2009 til. Fx paltdej.

Hvorfor?

Et af problemerne er, at historien er alt for meget genfortælling. Det bliver aldrig rigtigt tydeligt hvorfor det i dag anno 2009 er vigtigt at lære ‘Emil fra Lønneberg’ at kende. Hvad det er Astrid Lindgrens historier fra det svenske bondeland anno 1800-tallet har at sige os i dag. Hvorfor bogen, der udkom i starten af 1960’erne stadig er vigtig at kende.
Et andet problem er rent skuespilteknisk. Præcisionen i rolleskiftene glipper for ofte, når Sommerstedt springer fra den ene rolle til den næste. Både gestisk og verbalt er der for mange smuttere. Smuttere som på ingen måde gør det svært at følge med i stykket. Men som giver forestillingen et skær af forjagethed og manglende professionalitet.
Og så vil Sommerstedt have været tjent med at have haft et øje på udefra. En instruktør der undervejs kunne have løftet forestillingen væk fra den meget forudsigelige sti. Og en scenograf, som kunne have kreeret en mere spændende kulisse.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.