En knækket verden

Verden er, bogstaveligt talt, gået i stykker i Betty Nansen Teatrets og Mungo Parks 'Generation 9/11', der vises på Betty Nansens Edison-scene i den rå betonhal. 

Rummet er domineret af, hvad der ligner en kolossal 1:1-model af den rene ligusterlykke i ægte Disney-finish: Sirlige græsplæner og pæne flisestier slynger sig mellem hinanden og prydes af en nydelig entrétrappe og et lille hyggeligt træ. 

Men idyllen har slået dybe revner. Hele scenografien har form som et bræt, der har fået en gigantisk hammer smadret ned midt foran, hvilket - foruden at slå brættet i stykker - også har efterladt et dybt aftryk, som alt omkring hælder ind imod. 

Dybe zig-zag-revner løber på kryds og tværs og skaber gabende sprækker med kig lige ned i mørket under scenen, hvorfra bølgende røg hyppigt trænger op i løbet af forestillingen. Entrétrappen fører ligeledes ud i intetheden bag scenen. 

Bagvæggen er domineret af en stor rektangulær skærm med striber på højkant og kig til, hvad der ligner en let skyet blå himmel. En hilsen til det karakteristiske vertikale World Trade Center- gitter, som vi på en måde både kigger på og ud igennem. 

Den visuelt lækre og gennemførte scenografi af Ida Grarup skaber en interessant ramme om forestillingen, der dog ikke i sin helhed ikke formår at skabe samme formfuldendte indtryk. Med sit fastfrosne udtryk af ødelæggelsen er scenografien et stærkt billede på det knæk, verden led som følge af 9/11 og på den tid, de to tårne stod, med rygende huller fra de torpederende fly, mens alle frygtede og ventede på kollapset. 

Brooklyn Bridge og Chicken Nuggets

Ind foran scenografien træder Ellaha Lack, Sebastian Aagaard-Williams og Søren Birch Plum. Ellaha i sirlig skoleuniform, Søren Birch Plum i pæne shorts og poloshirt og Sebastian Aagaard Williams i et mere streetstyle-inspireret look med knælange shorts og matchede T-shirt. 

De præsenterer drillende og kærligt hinanden for publikum, som var det frikvarter og vi deres nye klassekammerater. Uskyldigt, naivt, men stadig med bidende stikpiller. Af præsentationerne fremgår deres sammensatte baggrunde og ophav. 

Esther er dansk-amerikaner. Hvilket måske nok er en overdrivelse, men tydeligvis vigtigt for hendes identitetsopfattelse. I hvert tilfælde er hun i 2001 dansker bosiddende i en forstad til New York, fordi hendes forældre er udstationeret. Og hun ELSKER New York og USA. Her er  Brooklyn bridge og chicken nuggets. Og Ingen jantelov. 

Identitet er generelt en gennemgående tematik, der bruges til at binde Esthers problemer med sin danskhed sammen med arkitekten bag World Trade Center. Fra et dansk perspektiv var identitet ikke på samme måde en del af den offentlige diskurs i 2001,som det er det i dag, hvilket gør det tydeligt, hvordan og i hvilket tempo vi er influeret af USA.

'A plane has crashed...'

Idyllen og uskylden varer dog kort. Bag de tre venner venter fremtiden. Snart kalder en dræven amerikansk stemme over højttalerne og beder alle elever samles i kantinen. Ingen forstår hvorfor, ej heller hvorfor nogle af deres kammerater er væk eller har øjnene fulde af tårer. 

”A plan has crashed into the north tower of World Trade Center. That is all we know”. En sætning der slår det inferno af begivenheder an, som efterfølgende udspiller sig på scenen, og som den seneste tids forfærdelige hændelser i Afghanistan vidner om, fortsat trækker tråde langt ind i vor tid.

Samtidig en sætning, der bringer den ældste del af publikummet tilbage til den tilsyneladende helt almindelige tirsdag i sensommeren 2001, mens den for målgruppepublikummet på 13+ må være en anderledes historisk begivenhed, de ikke har egne minder knyttet til, men i særdeleshed er vokset op med konsekvenserne af.

Esther, Noah og William er omkring 11 år den 11. september 2001, da de alle ufrivilligt og med svingende personlige omkostninger bliver stemplet som en del af generation 9/11. William mister sin mor, Noah sin Far. Esther sin tilkæmpede amerikanske identitet. 

Herfra udvikler forestillingen sig til en personlig fortælling om de tres liv umiddelbart efter terrorangrebene, med Esther som historiens omdrejningspunkt. Med mindehøjtidelighed, bisættelser og den hverdag, der gradvist indfinder sig igen. Med indslag af mere groteske scener, der både i tekst og iscenesættelse spejler de tres emotionelle reaktioner på det, der sker med og omkring dem. 

Særligt i de mere groteske og teatralske scener får både Emil Bølls lyddesign og Christian Alkjærs lysdesign skabt stærke billeder på reaktionerne på de personlige og kollektive tab. 

Flade voksne
Foruden de tre er universet udelukkende befolket af voksne; forældre, bedsteforældre, naboer og en studievejleder. Alle spillet af Lack, Birch Plum og Aagaard-Williams, iført forskellige mere eller mindre karikerede masker og kostumer. 

Esthers forældre er selvfølgelig ”rigtige danskere”, med rød-hvide kostumer, gyldne lokker og fulde af beundring for amerikanernes komplekse forståelse af identitet. Lige indtil de er fulde af foragt for deres håndtering af terrorhandlingens efterspil. Samtidig er naboerne Mr. og Mrs. ganske enkelt iført hhv. blå og lyserød slåbrok og har hver sin nydeligt klippede havebusk som hoved. 

Det er tydeligt, at det er en pointe for både tekst og instruktion at fremstille de voksne i denne verden, set gennem børnenes øjne. Det bliver her til endimensionelle, uforstående, pinlige og håbløst gammeldags. Det får desværre den samlede fortællingen til at fremstå en anelse ensidet og gør egentlig heller ikke de unge karakterer mere komplekse. 

To tårne i maven og 'Det lille hus på prærien' 

Mens de to drenge tackler deres sorg på forskellig vis, William med vrede, Noah med fornægtelse, så vælger Esther en form for nationalistisk radikalisering, for at bevise, hvor amerikansk hun er.

Ellaha Lack er både indtagende og irriterende naiv som Esther, og formår med små virkemidler at give et præcist billede på en 11-årig idealist. Samtidig med at hun giver os en indblik i det, der foregår inderst inde. Som når hun fortæller sin studievejleder Mr. Kean om de to tårne, der vokser i hendes mave og med dirrende stemme og vidtåbne øjne og lader os mærke, hvordan hendes indre skvulper rundt i en sø af skyld og afmagt.

Også Sebastian Aagaard-Williams er interessant i rollen som Noah, der beskytter sig selv ved at støtte sig til diverse sensationshistorier om overlevende fra WTC og dermed benægte faderens død. Indtil det stikker af for ham i en scene, hvor tv-nyhederne om overlevende blander sig med serien 'Det lille hus på prærien', og man forstår, at det tårn, han har bygget omkring sine følelse, det falder også. 

Søren Birch Plum falder derimod lidt udenfor i spillestil. Hans billede af William, den lidt bedrevidende hvide middelklassedreng, virker ikke som de to andre, i kontinuerlig øjenhøjde med publikum, men fremstår desværre ofte lidt forceret barnagtig.

Personligt og globalt

Nanna Plechinger Tüchens tekst spinder forestillingens tråde på flere niveauer. Både gennem Esthers tid i USA efter 9/11, som nok beløber sig på omkring et års tid, og gennem inddragelsen af appendix-historie om Minuro Yamasaki, arkitekten bag WTC. 

I Anna Malzers instruktion får teksten et velsmurt ”Disneyland after dark”-lignende liv i den visuelt gennemførte iscenesættelse. Generation 9/11 fremstår som en meget personlig beretning om en meget global begivenhed, men begge dele synes alligevel noget uforløste efter endt forestilling. 

”Hvis ikke man vidste det handlede om 9/11, så ville man nok tro, at det bare var et eller andet abstrakt teater”. Bemærkningen faldt fra en teenager på vej ud ad salen efter endt forestilling og er naturligvis udtryk for en aldeles personlig oplevelse. 

Alligevel giver det anledning til at spekulere over, om forestillingen egentlig er mere henvendt til de omkring 30-årige, der selv husker tårnenes fald, end til de 13+-årige, som teatret angiver som aldersgrænse.  

Forestillingen sælger sig selv som værende et mareridt om den amerikanske drøm. Men modsat drømme og mareridt er 9/11 som enhver anden rædselsvækkende begivenhed ikke noget, vi vågner fra.