DEBAT
16-11-2018
14-11-2018
08-11-2018
28-10-2018
25-09-2018

Teatergruppen Batida: Menneskets bedste ven

Der er gang i musikalske løjer og menneskelige temaer hos de hundeudklædte Batidaer i 'Menneskets bedste ven'. Foto: Tobias Heilmann

Galoperende hundehalehumor

23-06-2018
De galpende køtere fører publikum ud på en musikalsk og mimisk rundtur i temaerne under- eller overmenneske, roller, selvrespekt og identitet. Skuespillet er fyldt med gejst, men tekstens og iscenesættelsens flyvske karakter gør forestillingen noget flagrende.
FAKTA
Teatergruppen Batida: Menneskets bedste ven -

Manuskript: Søren Ovesen. Instruktør: Nils P. Munk. Koreograf: Batida. Komponist: Batida. Musik: Batida. Scenografi: Sir Grand Lear. Medvirkende: Danay Anaya, Tobias Heilmann, Simon Holm, Rasmus Glendorf, Karen Rasmussen, Maria Sonne, Tine Sørensen og Per Thomsen. Aldersgruppe: fra 10 år og opefter. Varighed: 50 min. Turneforestilling. Set på Aprilfestival 2018. www.batida.dk

Det helt vilde eller det crazy, som Batida selv udtrykker det - nok fordi det lyder bedre og fordi teatergruppen turnerer så utroligt meget udenlands - er altid et fast element i Batidas forestillinger.

Der er dog forskel på hvor fremtrædende det er. I 'Menneskets bedste ven' er det helt i front. Alene forestillingens entré oser af 'crazy-ness': En flok artister kommer med humørfyldt bulder og brag ind af døren iklædt store hundehoveder.

Mange racer er repræsenteret. En bokser, en pudel, en mops, en schæfer med flere. Det, vi oplever, viser sig at være en trup i truppen, fordi de entrerende hunde udgør den legendariske teatertrup De galpende køtere, og det de vil os – forstår vi på deres sprechstallmeister – er 'at fortælle os historien om manden, der var så sulten, at han troede, han var en hund'.

I den replik anes et fokus på social ulighed, uretfærdighed og humanitet. Der er mennesker, som sulter i verden – ikke bare efter mad – men også efter kærlighed.

Det oplever vi snart, fordi temaer som identitet, selvrespekt, roller (under- og overmenneske) støder til. Forestillingen demonstrerer fra første færd sin form med fokus på sang, musik, gøgl og satire - og det fortsætter opfindsomt og raskt i sit trav med at fortælle en historie om netop kærlighed og sult.

Musik og kritisk lune

Som noget særligt synger og taler De galpende køtere gennem deres haler. I enden af deres lange haler gemmer der sig en mikrofon. Det understreger stemningen af optræden og humør, når de rækker ud efter deres haler og taler ind i hale-kvasten.

I 50 minutters tid følger vi - sekunderet af en viftende skjorte og mottoet 'Den rigtige mand blæser i vinden' - stykkets frygteligt ensomme heltinde, som trøstespiser; hendes sortklædte ensomhedstanter og manden, der tror han er en hund.

Kvinden finder sammen med manden, der tror, han er en hund og kalder ham Trofast. Han gør trofast og i hundeskikkelse alt for at varte hende op. Som hund serverer han mad for kvinden. Han reder deres fælles (lodretstående) seng, tørrer støv af, vasker hendes trusser, renser toilet, går i supermarkedet og laver sjove lyde for hende, når hun er trist.

Ud- og indad og rundt omkring en stor billedramme synger og mimer De galpende køtere fortællingen af sted i et humoristisk, men også kritisk lune – for hvem er egentlig henholdsvis over- og undermenneske/hund i det kvinde-hund-forhold?

Siden støder en trompetspillende mand til. En mand, som kvinden snart står med brudeslør sammen med. Manden viser sig dog hurtigt mere interesseret i at spille trompet end i at være noget for kvinden - kvinden, der så gerne vil have en mand, så smuk og så inderlig som på film, som det siges.

Som klovn begynder manden at drikke, og som fuld proklamerer han at 'I er alle som hunde og nu skal vi lege cirkus'. Det får manden, der tror han er en hund, sat en stopper for ved at ombytte flasken med en trompet.

Fart og forvirring

Der er komik på banen og fart over feltet. Men forestillingen bliver også noget forvirrende, når Søren Ovesens helt sikkert godt tænkte, men også noget flaksende manuskript bliver kombineret med en iscenesættelse fra Nils P. Munks side, som er lige lovlig flyvsk.

Undervejs bliver der fyret op under bryllupsnykkerne til lyden af replikken 'Man er kun hel, når man er to. Alene er man som en bortkastet sko'. Siden når trompetmanden begynder at drikke, gyder han galle over kvinden med ordene: 'Du er så dum, grim og lyserød. Jeg sælger dig til en sæbefabrik' - med en kommentar om, at upopulære vovser putter man i en kødhakker og laver dem om til sæbe.

Mod slutningen – når 'hund' og kvinde finder ærligt sammen - hedder det: 'Selvom du er et menneske, så er du min allerbedste ven'. Store ord som 'Størst af alt er kærlighed' efterfølges af 'Men værst af alt er sult, der forvandler menneske til hunde' og som punktum for 'hundegalskaben' bliver der sunget og med spilgejst sat streg under, at det essentielt set handler om menneskelighed.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Menneskets bedste ven
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

12-11-2018

07-11-2018

05-11-2018

03-11-2018

29-10-2018

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

Flere anmeldelser