Gadeteaterfuser

Hvad?! Man tror det er løgn, at det er Rhea Leman, der har iscenesat både 'Hånden” af Teatret Brændende Kærlighed og 'Goebbels' time', som for nogle sæsoner siden spillede i Folketeatrets regi.

Hvor Hitlerjugend-ungdomsforestillingen var fremragende i sit arrangement, er detektivhistorien grundlæggende set slap og uinteressant. Særdeles skuffende i lyset af hvad Teatret Brændende Kærlighed tidligere har præsteret.

Nu vil det være helt unfair at holde Leman eneansvarlig for den fiasko, som 'Hånden' er. For hvad skulle hun egentligt stille op med så tynd en fortælling?

'Hånden' skuffer. Skuffer, fordi Jens Kløft er en dreven komiker. En erfaren mand udi den kunst at holde publikums opmærksomhed fangen omkring et farcespil, som pisker derudad med vanvittige påhits og figurer, som på mærkværdigste måder kan finde på hvad som helst – oftest i protest mod autoriteter og overmagter.

Men her – hvor Kløft i øvrigt er alene på scenen - kuldsejler han i sit figurarbejde. Og det er – som sagt - i høj grad historien, det er galt med.

Slatten fortælling

Historien er i al sin enkelhed den, at privatdetektiv Dick bliver sat til at løse en tyverigåde, som viser sig at vende den kriminalistiske pil mod ham selv. En kostbar diamant er blevet stjålet og hvor befinder den sig? Måske nok overraskende – men ikke i fremførelsen synderligt morsomt – i lommen på Dick selv.

Med de rette folk ved roret kan man skabe underholdende komik ud af nærmest ingenting. Men så skal fortællingen også være bygget op af fængende enkeltdele og sprudlende energi på alle niveauer – både i det tyste og i det turbodrevne.

Jens Kløft har i Dick en figur. En detektiv klædt i en cottoncoat som er fem numre for stor. Hertil en bowlerhat, en opklaringsnysgerrig gangart, en håndholdt lup, en pegefinger, som gerne udpeger potentielle ingredienser i opklaringsarbejdet, en kaffekop, hvor kaffen bliver siddende, når den vendes på hovedet – og et lille bureau bestående af hans kuffert, hvorfra der både kan strømme fax og fremkaldte filmnegativer, og hvorpå der står et lille vendbart skilt som angiver om kontoret har åbent, lukket eller kaffepause.

Men de kunster, Kløft tryller frem med disse remedier, er ikke nok til at holde publikum fangen. Og den assistent blandt publikum, som han får op på gadeteaterscenen, er da heller ikke helt med på legen, fx at holde to toiletruller foran øjnene som spejdende optik.