Af: Kirsten Dahl

11. juli 2019

Fyrig flykomik

Teatret Brændende Kærlighed slutter sin gratis gadeteater-karriere i Kongens Have af med en vanvidsfyldt flykatastrofekomedie - fyldt med velfungerende slapsticks, men også med enkelte 'døde huller' i de morskabsfyldte luftlag.

Halen af et fly stikker lodret op af græsplænen i Kongens Have. Model FG A-23. Til højre for det havarerede fartøj er den ene flyvinge landet. 

Voldsomt ser det ud – tillige med et kraftigt signal om, at her er humor på spil. Og morskab får man for alle pengene – dvs. ganske gratis når Teatret Brændende Kærlighed sætter turbo på 'I Feel Good – en kras komedie om at tro på det gode'.

En meget talstærk skare af teaterforlystelsessyge publikummer har taget plads på plænen foran 'scenen' – såvel på de opstillede bænkerækker og ved egne medbragte picnic-borde som i kronen på det store træ, der troner tæt på begivenhederne. 

Publikum er beredte på sjov – og får det lige i smækken, når forestillingens tre medvirkende ruller sig ud. 

Som den første morsomhed oplever vi Line Svendsen som stykkets kvinde-køns-bevidste stewardesse hænge dinglende ned inde i flyhalen. Kristian Dinesen, som spiller rollen som flyets markant macho-profilerede kaptajn, får hende trukket ud – dog efter liiiige at have skullet afslutte en af hans – viser det sig – utallige telefonopkald fra – hver gang – en ny kvinde, som han tydeligvis og med en masse volapyk får fortalt publikum, at han nærmest allerede har fået på krogen.

Velgjort og tjekket komedie

'I Feel Good' er en velgjort og tjekket falden-på-halen-komedie. En af den slags forestillinger, som er bygget op af slapstick og andre typer af komiske optrin, som har indbygget pauser til, at publikum kan klappe, når numrene er udført. 

Og klappet bliver der denne tirsdag aften i Kongens Have. Jeg rider med på humor-bølgen lagt hen ad vejen. Men mærker dog undervejs, at forestillingen er lidt lang i spyttet, og at ikke alle af de mange gentagelser oser af samme gnist og vitalitet.

Til det komisk vellykkede hører scenen, hvor Jens Kløft som flyets omsider bag vingen fundne passager ved navn Mister Q Comba (eller noget i den retning) kæmper sig ud af sin fastlåste position i et flysæde. 

Alene den måde hvorpå han kommer fri af selen er kostelig. Frigørelsen kræver, at han ikke kun må sno og slå krøller på sit eget korpus. Nej han er nødt til at svinge hele det store tunge flysæde rundt og få vendt det 90 grader for at slippe løs. Det gør han så bare! 'Blot' for et øjeblik efter at få hele sæderyggen smasket lige i ansigtet af en forbipasserende kaptajn. 

En anden velfungerende scene er den, hvor Mister Q Comba på en ret hårdhændet måde – obligatoriske sovebriller, sikkerhedssele og nakkepude – er blevet påtvunget sovetid. Han skvatter øjeblikkeligt i søvn for senere at blive vækket af noget så indtagende som at få Line Svendsens bløde stewardesse-bagdel serveret lige lukt i hovedet. 

Comba sidder her for enden af flyvingen og stewardessen kommer rutsjende ned fra vinge-vippens øverste ende. Hun har nok engang været i en slags jalousi-karambolage med kaptajnen, som nok engang har flirtet med et damemenneske fra sin mobil. En telefon som i øvrigt og selvfølgelig ringer med en sukkersød ringetone.

Styr på komikken

Line Svendsen og Kristian Dinesen har også mange velfungerende scener sammen. Scener, hvor det tager sig morsomt ud, at de suger maven ind og snor sig ultratæt forbi hinanden som i kabinen på et fly. Og scener, hvor både stewardesse og kaptajn kæmper med en slange – hun i stor forskrækkelse – han i selvsikker 'den slår jeg da bare ihjel'-attitude.

Sammen har de alle tre også sjove scener. Især scenen, hvor flystyrt-hændelsen spoles bagfra – i både lyd og bevægelser. Og her får vi også lige skærpet et opklaringsgen: For hvad skete der egentlig? Hvorfor styrtede flyet ned? Hvem gjorde hvad? 

Fra det sted sker der ting og sager i et forløb, der også er lidt langtrukkent og lider af lidt for mange og undervejs ikke nok iltede gentagelser (af fx kaptajnens replik 'This is Your Captain speaking, don't panic' og af klaps i stewardessens bagdel).

De tre skuespillere har mestendels og grundlæggende fuldstændigt styr på deres komiske gøren. Bodil El Jørgensen er en ferm instruktør på feltet. Henriette Drejer Lubanskis scenografi er enkel og funktionel. Og der er mange gode ideer i den historie, som Annegrete Kraul og Jens Kløft har skruet sammen – omend historien også er forestillingens svageste led.

'I Feel Good' er både en reprise og et afslutningsepos. Grundet manglende økonomisk tilskud i nu tre sæsoner lukker Teatret Brændende Kærlighed ned for de gratis græsplænefornøjelser i Kongens Have. Efter 30 år med trofaste publikummer. 

Det er synd og rigtigt ærgerligt, at der ikke længere er plads til fornøjelser af den ligetil, men også kyndige og undertiden satirisk krasse karakter, som Brændende Kærlighed har specialiseret sig i.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.