Fusion og forvirring

Udgangspunktet er godt: En dreng og en pige, nogle skægge glaskasser og en tom scene, der er klar til alverdens bevægelser. Salens tweens-gæster sidder da også spændte og følger med i performernes sære opdagelsesrejse fra at være to kammerater til at være måske-kærester og måske-konkurrenter - og måske-voksne.

Teater Minsks nye danseforestilling 'Sand Forvirring' er i hvert fald en fin undersøgelse af de halvstore børns langsomme opvågnen til det med fnis og rødmen og forelskelse. Koreografen Jørgen Carlslund og teaterinstruktøren Leiv Arne Kjøllmoen har sammen instrueret denne forestilling, der er en blanding af dans og tale – tilsat en interaktiv quiz med de heldige tilskuere på de forreste rækker. Og godt med akrobatik.

Spejlvendte gentagelser

Alligevel virker forestillingen for lang. Der mangler simpelthen et stærkere samlende greb end selve idéen. Koreografien er gymnastisk og næsten stuntagtig – med sjove løft og skægge balancer omkring et par fine glaskasser med trækanter. Men koreografien mangler et flow. Dramaturgisk ryger spændingen gang på gang. Og dansescenerne bremses så snart, de begynder at blive interessante.

Noget tilsvarende gælder replikkerne. Dialogteksten er tilsyneladende fremimproviseret; programmet angiver i hvert fald ikke nogen dramatiker. Men ordene er alt for sjaskede til at kunne modsvare koreografiens udsagn. Samtidig er replikkerne overlæsset symbolske – med spejlvendte gentagelser og andre delikatesser, der ikke nødvendigvis fungerer for den valgte målgruppe.

Undertøjet er bedst

Alligevel kæmper danserne sig loyalt igennem teksterne. Loa Carlslund er en smilende og energisk danser – med en lille krop, der både er stærk og smidig. Men hendes bevægelser er ikke instrueret, så de står skarpt; selv hendes spagater er underligt cirkaagtige.

Hendes mandlige dansepartner og slagsmålsven Frej Stenholt Mortensen har klarere linjer og en umiddelbar charme, der tager kegler. Men hans dans er heller ikke presset ud over det forudsigelige og ind i det interessante.  

Nuvel. Æstetik for tweens kan være mange ting. Men musikken af Rasmus Overgaard Hansen lyder hverken som den slags musik, som eleverne i 4-5. klasse spiller i frikvarteret på telefonen – eller en egentlig spændingsopbyggende musik. Derfor virker musikken faktisk hæmmende på fremdriften i forestillingen.

Det samme gælder kostumerne, der også er en mærkelig mellemting. Dansernes bukser og T-shirts er hverken fede eller kiksede; de er bare ensfarvede og aldeles ligegyldige. Faktisk fungerer dansernes hvide undertøj bedst i deres kollektion af som unisex-kostumer – måske fordi undertøjet så tydeligt pludselig viser sig at være forskelligt i kvindeversionen og mandeversionen.

Men visuelt virker forestillingen faktisk underligt ude af trit med tweensmoden lige nu. Hvorfor mon kostumieren slet ikke har leget med på målgruppens dyrkelse af detaljen?

Som et skateboard

Kunstneriske fusioner kan være meget berigende. Idéen med at blande dans og replikker er fin, ikke mindst for tweens, der stadig elsker at styrte rundt på gangene på skolen, mens de råber… De 10-12 årige kender i hvert fald fusionen fra sig selv.

Langt hen ad vejen lykkes intentionerne da også. For det er garvede folk, der står bag. Instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen kommer netop fra en yderst vellykket og fysisk opsætning af teenageforestillingen 'Kød & Blod' på Bådteatret – og Jørgen Carlslund har heftige erfaringer fra improvisationsforestillingerne 'In Real Life' for teenagere.

Alligevel mangler 'Sand Forvirring' et plot, der kan få forestillingen til at glide af sted. Forestillingen burde jo suse afsted i de koncentrerede 42 minutter, den varer - helst som et ubekymret og avanceret skateboard.

Sådan er det bare ikke. Forestillingen hakker. Eller for at blive i skateboardsproget: Hjulene sætter sig hele tiden fast.