Unuanceret manifestteater

Æstetik er mange ting. Milton - Sand & Søn har valgt en scenografi og en musik som ud af de værste tv-reklamer. Den slags kan godt afskrække en voksen tilskuer som mig. Men de 3-7-årige synes tydeligvis, at det er en fest med et overforstørret rødt svampehus med plastikhvide prikker - og keyboardmusik med urokkelige akkorder.

’Rumlerikkerne i slikbøvsens land’ trækker på RumleTvs kunstige studieverden med figurerne Tumle og Kloge. Principielt kan historien sikkert omformes fra tv til godt teater, ikke mindst fordi intentionerne bag fortællingen er så fine og gennemtænkte.

Når Thomas Milton i stribet bluse spiller den spontane Tumle, der god til at hygge sig og endnu bedre til at spise slik, så synes ungerne, at han er en helt – for han ligner jo dem! Men når så Michael Sand spiller den kløgtige Kloge, der redder Tumle fra huller i tænderne og alt for mange kilo på maven, så kan ungerne omvendt også godt se, at det er nødvendigt at tænke sig om, inden man vælter sig i sukker.

De to performere optræder vidunderligt dedikerede, og ungerne er vilde med dem som figurer. Men det er ikke helt nok.

Kun én pointe

For instruktøren Kirsten Peuliche har desværre valgt en fortælleform, som virker unødigt moraliserende i denne velmenende co-produktion af Milton-Sand & Søn og Taastrup Teater.

For ’Rumlerikkerne i slikbøvsens land’ har kun én pointe, nemlig at man skal leve sundt. Den pointe gennemsyrer til gengæld forestillingen så kraftigt, at enhver dramatisk finte og dramaturgisk finurlighed bliver ofret til fordel for det store mantra om sundhed.

Samtidig bliver forestillingens eventyragtige og farefulde rejse gennem ’Bolsjeskoven’ latterligt lang og forsinket af de mest usandsynlige forhindringer.

Resultatet er unuanceret manifestteater.

Nænsomme æblebåde

Samtidig mangler der en introduktion til figurerne, hvis man ikke har mødt Rumlerikkerne før. Desuden skifter Tumle og Kloge mellem at spille ’sig selv’ og at holde ekspertforedrag om vitaminer. Det bryder handlingen op og virker underligt skolelæreragtigt.

Desuden er det helt tilfældigt, hvornår skuespillernes fører diverse dukker ved at holde dem på armen – og hvornår de ikke gør. Her halter animationen.

Og når noget af den famøse sunde mad så oven i købet ’besjæles’, bliver forvirringen total:  Som når et æble skal skæres i skiver, og en replik beroligende lyder til det nu lyttende og nervøse æble: ’Jeg skal nok gøre det forsigtigt.’

Belærende teater

Der er i disse år en heftig debat om dansk børneteaters belærende rolle. Personligt mener jeg, at teatret har total kunstnerisk frihed – og at dette også indebærer friheden til at lære børnene noget. Spørgsmålet er bare, om det belærende teater bliver til interessant kunst.

Det gør ’Rumlerikkerne i slikbøvsens land’ ikke. Forestillingen har ikke poesien fra ’Karius og Baktus’, og den har heller ikke replikskarpe karakterer sådan som ’Kaj og Andrea’ – for nu at nævne to ’sundhedsklassikere’ fra henholdsvis litteraturen og tv.

Fondsstøtte og blues

'Frisk frugt er bedst. Slik er kun til fest',  lyder det sloganagtigt. Forestillingen er støttet af Børnehjertefonden og Trygfonden, og det er unægtelig skønt med fondsstøtte til dansk børneteater, der ellers oftest må klare sig med slatten offentlig projektstøtte eller kommunale kroner. Men det virker uklogt, at fondenes sundhedsbudskab her overføres lige så bastant som i en reklamekampagne.

’Jeg har The Slikbøvs Blues’ lyder en sang undervejs. Her er det dog vist kun de voksne, der nikker genkendende og smiler. Og kunstnerisk havde det været sjovere, hvis tilskueren havde fået ’The Slikbøvs Sus’.