Åndløst læner de sig fremad og labber udtrykket i sig. De blebørnssmå mennesker, som sidder på hug på første parket. De sidder, som vi andre, med strømpefødderne plantet i scenografiens babybløde naturfarvede strithårtæppe, som breder sig ud under os fra det lille firkantede spilleareal, vi sidder rundt om – som sad vi rundt om en sandkasse.

Et barndommens forundringsfulde og undersøgende legeland er også akkurat hvad vi møder, efter at være blevet ledt til vores pladser ved at holde fast i den (navlestrengs-) garnøgle-plastik snor, vi i døren ind til spillerummet bliver bedt om at holde om og følge.

Hvor forgængerforestillingen ’Mig Dig Os’ scenografisk set var superavanceret og fyldt med visuelle udfordringer med objekter af alle slags at undre sig over, er rummet i ’IGEN’ helt enkelt designet til at spille organisk sammen med og give kunstnerisk form til barndommens åbne og frydefulde tilgang til verden.

En verden som høje Ole Birger Hansen og lave Antoinette Helbing kropsliggør i samspil med en musikside, der sprutter af gnist og forundring. Med enkle runde og forskelligartede snore, der skaber mønstre og sågar lyde i rummet. Med bolde, der forsvinder ned i huller, kastes i vejret og trilles ind på arenaen, som invitation til leg. Og med en perlerække af runde lamper, som i gulvniveau langs scenens kanter maler dynamisk skiftende, klare og stribede stemninger i rummet. 

Livsbegejstring

Det er ikke for ingenting, at forestillingen hedder ’IGEN’. Antoinette Helbing og Ole Birger Hansen ægger og inviterer hinanden til leg, imitation og gentagelser motiveret og inspireret af hinanden, af skift i lyset, af musikkens rytmer, og af ting, de ser og gør ved sig selv, hinanden og nok også influeret af os.

Dansernes bevægelser er bløde – det bløde underlag absorberer også effektfyldt al lyd af kroppenes kontakt med gulvet, så sensibiliteten synes endnu større. De ligger på maven på gulvet, de triller og de slår blide kolbøtter.

Høje Hansen, der ubesværet kan kugle sin krop sammen til dværgstørrelse, holder den nærmest en meter lavere Helbings ansigt i sine hænder. Hun triller på maven hen over hans ryg. Hun svæver som en fugl på hans mave. Hun hænger hen over hans nakke. Hun er som en kugle eller et garnnøgle, der ruller hen over hans krop.

På et tidspunkt bliver hendes bælte den snor, der sætter en dans i gang. På et andet tidspunkt er det hans roterende hofter. På et tredje tidspunkt deres korte replikudvekslinger, fx deres: ’Nå hvad så?’ og ’Hvad så hvad?’. På et fjerde tidspunkt en percussion rytme, som får deres fødder til at gå. Til andre tider bolde som får dem til at trille, dreje i håndled eller gå sidelæns.

Sammen er de to dansere som børn, som væsner, som musik, som materiale, som udtryk for det at have sanserne åbne og gerne uden forbehold at ville tage verden til sig. Det synes at være det, de små oplever - en cirka halvt år gammel baby inklusiv.

Enkelheden i ’IGEN’ er dens styrke. Ligesom fantasien, som forestillingen har tilfælles med teatrets ’Arme og Ben’", der var for de lidt større. Det er, som om forestillingen kryber ind i følelsen af livsbegejstring. Den som de små kender helt åbenbart og umiddelbart, og den vi hærdede voksne heldigvis kan få adgang til, hvis vi bliver godt og attraktivt inviteret. Og det gør vi i denne hyldest til livets frydefuldhed.