Frihedens vinger

Vinduet signalerer frihed. Det var derigennem Frederiks far stak af for et år siden, da han havde fået nok. Nok af Frederiks mors omklamrende og indelukkende tyranni. Pludselig voksede der vinger ud på ryggen af Frederiks far, og som en anden albatros fløj han sin vej.

Nu holder Frederiks mor vinduet forsvarligt lukket, og Frederik under nøje opsyn. Frederik, der er verdens bedste og klogeste dreng. Mener hans mor i hvert fald. Han har fået 13 i alle fag, påstår hun, selv om man kun kan få 12. Han kan alt, ser rasende godt ud, har vundet alle tænkelige konkurrencer og kan blive til alt – fra designer til statsminister. Stakkels Frederik! En stor, klodset dreng, der bare vil have lov at være i fred med sine fuglebøger. Hvilket er det værste for mor. Havde det så bare været porno!

Men mor hader fugle, afskyr frihed og fornægter virkeligheden. Som er, at hun har gjort hjemmet til et fængsel for både Frederik og hans far. Fornemmer man en sørgmodig duft af Hans Scherfigs ’Den forsvundne fuldmægtig’ og ’Det forsømte forår’, parret med en mellemlagret dosis Ole Lund Kirkegaard-komik og et frisk pust Kim Fupz Aakeson-absurditet, er det næppe helt forkert. Der er noget bevidst gammeldags, kærligt-karikeret over Anna Panduros tekst, Malene Bjelkes scenografi og Henriette Holm Pathares iscenesættelse, der virker skægt, og som passer fint til den surrealistiske historie.

Charlotte Toft Jacobsen spiller mor med overbevisende, manisk indædthed, mens Kenneth Andersson er sød som Frederik – duksedrengen, der ikke vil være sin mors drømmebillede, og derfor mærker et spirende oprør og en naturlig trang til at frigøre sig og blive selvstændig.

Fornøjelig og underholdende

Det er naturligvis denne frihed, albatrossen symboliserer. Og vi forstår til fulde Frederik, da det til sidst begynder at klø på ryggen af ham. Klø, fordi der vokser vinger ud. Præcis som hos hans far i sin tid. Derfor hiver mor resolut værktøjskassen frem, så disse ansatser til vinger kan høvles ned og klippes af i tide.

Helt Dario Fo’sk ser vi scenen med Frederik liggende fastbundet til sengen, mens mor sidder overskrævs og banker løs med hammer og sav. Men lige lidt hjælper det. Da Frederik en nat oplever en flyvetur på ryggen af en albatros – vi ser kun fødderne foroven i vinduesåbningen – væbner hun sig til tænderne med panserværnsraketter og lommekanoner, så albatrossen og alle andre fugle kan få deres bekomst. Men da står Frederik af. Omsider.

Efter den berusende flyvetur ude i friheden, hvor han beslutter sig for, at nu skal tiden som et forløjet idealbillede af mors vidunderdreng være slut, sker et lille mirakel. Ganske kønt – men måske ikke aldeles overbevisende – besinder Frederiks mor sig og giver sin søn fri, fordi hun pludselig har indset, hvorfor Frederiks far stak af. Den sandere og mere sandsynlige slutning – at hun ville sidde alene og bitter tilbage – havde nok været for hård kost for de 9-13-årige.

Selv om både historien og iscenesættelsen altså med held dyrker det barokke og overdrevne, evner opsætningen samtidig at vise en vis solidaritet og ømhed over for sine personer. I glimt røber Charlotte Toft Jacobsen således moderens sårbarhed, og derfor ender hun ikke som et monster.

Måske virker historien en anelse for lang mod slutningen, hvor vi for længst har fattet budskabet, og hvor der går for meget våbengalskab i den, men ellers er ’Albatros’ en fornøjelig og underholdende forestilling. Måske lidt for voksen i sit budskab for de 9-10-årige, mens til gengæld den øvre del af målgruppen – de 11-13-årige – vil genkende mange af følelserne i historien.