DEBAT
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
15-08-2022
Horsens Teaterfestival er for alle: Børn og deres voksne (øverst) – og de unge, der fyldte godt op – bl.a. som medvirkende i åbningseeventen ’Home Queer Home’ (nederst tv); som frivillige (nederst th) og som engageret publikum til det store ungdomsforestillingsprogram. Foto: Søren K. Kløft og Horsens Teaterfestival

Køn, krop og fængslende unge

19-09-2022
Årets udgave af Horsens Teaterfestival blev afviklet med vanlig organisatorisk overskud, bl.a. takket være det store opbud af unge frivillige. Men de unge fyldte også godt op som tilskuere og som spillere og deltagere i diverse scenekunstneriske events, der havde deres køn, krop, liv og fremtid på programmet. En festival i fornyelsens tegn.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

* Horsens Teaterfestival blev afviklet 16.-18. september 2022

* Festivalen arrangeres af Horsens Kommune og co-finansieret af Kulturministeriet via refusionsordningen

* Festivalen præsenterede op mod 100 events, herunder over 30 professionelle forestillinger af danske turneteatre samt to internationale gæstespil. 

* Dertil kom nye formater som ’Pilot’ med projekter i tilblivelse, og ’På vej’ med forestillinger af unge, med unge for unge.

* Fagligt forum med temaet ’Ukendt land’ – et seminar om mangfoldighed i scenekunst for børn og unge’ var arrangeret af festivalen, ASSITEJ Danmark og Dansk Teater 300 år og satte fokus på fremtidens scenekunst for børn og unge med en tænketank om mangfoldighed. 

* Der blev uddelt to priser: Horsens Børneteaterpris - til Betina Grove – og Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2022 til Amalie Munkgaard Olesen (se note

----

OBS: I den kommende tid vil Teateravisen bringe anmeldelser af den halve snes forestillinger fra festivalens program, der ikke allerede er blevet anmeldt og kan findes på portalen.

Teaterfestivalen i Horsens – der egentlig tog sin begyndelse i Brædstrup i 1985 for nogle få år efter at blive flyttet til Horsens – blev etableret med det entydige formål at forkæle formidlerne (dengang kaldt brugere, arrangører, købere) i forhold til den store festival i april, hvor de måtte stå i lange køer for at få billetter til hver eneste forestilling. 

Egentlig et storslået skue og en god mulighed for at udveksle erfaringer om det sete, men også irriterende tidskrævende. Så her blev etableret en alternativ festival, hvor man kunne bestille billetter forud for festivalstart, hvis man altså tilhørte det attraktive segment, der ville købe forestillinger af de mange turneteatre. 

Siden er såvel Aprilfestival som Horsens-festival jo blevet digitaliseret og de gratis billetter kan hentes online før alle andre – hvis man altså er arrangør.

Vi gamle...

Dette lille historiske vingesus blot for at notere, at festivalen i Horsens stadig er en rar oplevelse for formidlerne. Da den på et tidspunkt blev for stor og for kvalitativt og pladsmæssigt udfordret, indskrænkede arrangøren, der jo er Horsens Kommune, festivalens størrelse og gjorde den til en kurateret festival med udvalgte forestillinger, spillet i lokaler i nogenlunde gåafstand af hinanden. 

Man beholdt formidlercafeer med gratis kaffe og kage og tid til hyggelige hvilestunder. Men ak, i år var denne særlige oase - hvor Deres udsendte i al stilfærdighed plejer at få de allerbedste snakke med formidlerne om deres aktiviteter, teatersyn og forestillingsvalg – væk. Så snakken blev begrænses til køerne forud for de enkelte forestillinger, mens den lokale 6. klasse stod for salg af drikkevarer og lette spiseligheder i den nye del af Kulturstationen.

Således er forgængelighed jo også en del af festivalens liv. De trofaste formidlere bliver ældre og døjer med bentøjet; de ældre blandt de deltagende teaterfolk bliver grå i toppen – og alle har vi som publikum et vågent øje for stole og anden form for ryglæn til de gamle kroppe, der gerne skal nå gennem en halv snes forestillinger i løbet af weekenden.

Nyskabelser

Og al denne gammelmandssnak fra Deres udsendte - der i øvrigt har deltaget i festivalen siden 1986 – for at perspektivere dette års festival, som i stadig højere grad er fremtidsrettet og står i de unges tegn med fornyelser, som Adelaide Bentzon eksekverer med fast hånd og udsyn i sin blot anden festival som programleder.

Hun har beholdt visse nyskabelser fra de seneste års festivaler: Ungedramaturgiatet, etableret i 2019 – og i år bestående af unge fra Komediehuset i Horsens, Limfjordsteatrets Talentakademi, Holbæk Drama College og TGK Esbjerg.  

Med det erklærede mål at inddrage de unge i festivalens kurateringsarbejde og få bedre kendskab til netop denne målgruppes præferencer. De stod for valget af to forestillinger til ungeprogrammet: AniMaNis  ’Fishtail’ og Kånstkollektivets ’Litte Big Bang’, der begge lagde sig pænt op ad årets tendens - fokus på køn, krop og ungdomsliv.

Bevaret og udviklet er også store borgerdeltagende åbningsforestillinger med mange ikke-professionelle medvirkende (første gang i 2017 med danseeventen ’Bevægelse’, sidste år ’Ukendt land’ med lokale unge performere på et regnvådt torv ved Vor Frelser Kirke – og i år var eventen så flyttet til Indergården i FÆNGSLET, hvor ca. 70 unge fra hele landet mødtes på scenen i en performancedrevet kunstinstallation, suppleret af en serie video-interviews og portrætter, der dokumenterede et Danmark set gennem en ung queer-linse.

’Home Queer Home’ var produceret af HIMHERANDIT Productions – og udover det spektakulære set-up med de mange unge i en regnbuefarvet scenografivæg var de mange interviews, som man kunne gå rundt og se efterfølgende, en spændende øjenåbner for disse unges særlige livssituation.

Et fængslende mødested

Det tidligere Horsens Statsfængsel med den let truende arkitektur er blevet Horsens-festivalens ungested: I 2021 blev alle festivalens ungdomsforestillinger samlet her, og således var det også i år. Her mødte unge både hinanden og forestillinger og events.

Inklusive to andre unge-relaterede nyskabelser, der ikke kunne karakteriseres som professionel scenekunst (endnu…), men var et interessant led i festivalens ønske om at promovere de unge som kunstnere og idemagere - og publikum.

I formatet PÅ VEJ præsenterede man et par forestillinger, skabt af, med og for unge: UNGKUNSTTHY med ’Smells like Teenspirit’ og Teaterlab/Komediehuset med ’Se dig i spejlet’. Og i formatet PILOT, der var forestillinger i proces og viste’ Karingana Wa Karingana’ med Jupiter Child; ’Terminus’ med Humanlab og ’Avismave’ af Marie Hallager Andersen.

Således viste FÆNGSLET sig frem med et bredspektret program, der ramte både de attråede unge og udfordrede hele paletten af andre mulige publikumsgrupper.

Som Adelaide Bentzon siger i Lise Stenbækgaards meget læseværdigt interview her på portalen forud for festivalen om de nye formater, der tegner nogle af hendes ambitioner for festivalen.

»Mangfoldighed er fremtrædende – og her er det jo lige præcis børne- og ungdomskunsten, der skal involvere sig, for det er jo der, det planter sig. At være i ukendt land er også præmissen for børne- og ungdomsliv generelt – vi er i gang med at finde ud af, hvad alting handler om, og hvordan man placerer sig selv.« 

Minimalt billetspild

Men skal man dømme efter det generelle fremmøde på dette års festival, var det ikke kun de unge, der greb ud efter oplevelserne. Både de lokale børn og de mange tilrejsende formidlere og teaterinteresserede tog godt for sig af de gratis billetter.

Det betød, at der var udsolgt til de fleste forestillinger, men hvor det traditionelt følges af et rimeligt stort billetspild, fordi alle ikke møder op eller returnerer billetter, så kunne Adelaide Bentzon notere, at det ikke var tilfældet i år.  

Tallet på udeblevne billetholdere var rekordlavt og belægningsprocenten følgelig tårnhøj. Hvilket resulterede i ellers usete situationer: Deres udsendte oplevede således, at Teater OM’s fine lille forestilling ’Kat – Fugl – Fisk’ for de mindste, der godt nok foregik i et publikumstal-udvidelsesumuligt telt, viste sig ikke at kunne rumme alle dem med billetter. Logistisk nok primært fordi de voksne var i klart overtal og jo faktisk fylder en del mere end børn.

Så nogle få måtte gå forgæves – ganske som det angiveligt skete enkelte andre steder for både de ellers så eftertragtede partoutkortholdere og de mange billetløse, der plejer at have held med at komme ind alligevel.

Men de – og de mange unge – kommer givet igen, når Horsens Teaterfestival byder på scenekunst, events og nye formater næste år - 15-17. september 2023. 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Køn, krop og fængslende unge
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

26-05-2023
 

12-05-2023
 

09-05-2023
 

26-04-2023
 

14-04-2023
 

29-03-2023
 

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

07-09-2022
 

01-09-2022
 

28-08-2022
 

08-08-2022
 

02-08-2022
 

04-07-2022
 

27-06-2022
 

17-06-2022
 

13-06-2022
 

03-06-2022
 

26-05-2022
 

21-05-2022
 

18-05-2022
 

11-05-2022
 

28-04-2022
 

Flere anmeldelser