Det et teater siger om deres forestilling, stemmer ikke altid overens med det, man oplever som publikum. Måske kan man ane elementer af forestillingens ide, måske følge den et stykke vej. Måske giver forestillingen på nogle måder form til det den ønsker at kommunikere med publikum om, mens den med andre af sine udtryk forvirrer eller på andre måder gør at man kobles fra eller står af.
The Acts 'Andre' er sådan en forestilling. Den er ude i et udmærket ærinde som består i at kritisere og åbne op for en diskussion af det civiliserede menneske. Og de to dansere er dygtige til at bruge deres kroppe.
''Andre' er en karikatur af det civiliserede menneske. En spejling af den vestlige kulturs tendens til at dele verden op i, hvem der er ‘fremme’ i tiden og hvem der er ‘tilbage', og at vi i den ånd mener, at vi skal hjælpe 'andre' med at blive som 'os'. Men er hjælp altid en hjælp, eller spænder den nogen gange mere ben fremfor at bane vej? I forestillingen bliver vores samfund tildelt en anden rolle end vanligt, når to fra fremtiden ankommer til vores nutid, med en forudindtaget holdning om, at vi er bagud, og har brug for deres hjælp!' lyder det fra de to medvirkende i begyndelsen, inden de forlader det nøgne gulv i det klasseværelse, hvor vi som publikum sidder i en rundkreds på stole.
Afstumpede nutidsmennesker
Vi skal med andre ord opleve to væsner fra fremtiden, som bevæger sig bagud i tid, tilbage til vores nutid for at kaste et kritisk lys over vores vestlige selvforståelse og handlemåder.
Fint nok. Med teater er 'alt” jo muligt. Problemet er bare, at de greb og måder, hvorpå forestillingen retter kritikken, mudrer noget. Det er eksempelvis ikke helt klart, hvornår de to dansere gestalter hvem – hvornår de udtrykker de to fremtidsskikkelser og hvornår de agerer dem, de karikerer.
De træder fx ind i rummet med vidt åben mund og kropspositurer og bevægelser, som ligner dem, som mennesker med svære fysiske og psykiske handikaps har. Det er næppe fremtidens væsners bevægelsesmåder eller er det? Spejler eller iklæder de sig fra allerførste færd et fysiks udtryk for den stillingtagen de har til vores civilisation af i dag? Leverer de allerede her et billede af vores (underforstået vestlige) nutids kultur som imbecil, afstumpet, latterlig og dum?
Jeg tror og formoder det. De synes i al fald hele vejen igennem at iklæde sig kritikkens kåbe eller maske. Samtidig virker det lidt forvirrende, når de på samme tid via indtalte stemmer, som afspilles, taler som fremtidspersonerne ved at kommentere på os.
Fra højttalerne lyder det nemlig: 'Hvorfor sidder de på sådan en mærkelig måde?… Er det fordi de synes det ser godt ud? De tror måske, vi er guder? Det er måske på tide at vi præsenterer os og hvorfor vi er her'.
Begrebsforvirring
Mere abstrakte kropsudtryk mikses nu med bevægelsestableauer, som leverer forvrængede og latterliggørende billeder på det, vores civilisations folk bedriver tiden med: At bladre i boligblade, bolle, forbruge og strø om sig med penge, føre krige, slås og opdele verden mellem sig m.v.
De ankomne fra fremtiden fremstilles os som nogle barbarer, der går op i forbrug, krig og sex. Som strides, retter våben mod hinanden og vasker sig i pengesedler overalt – også på kroppens intimeste steder.
Billederne er fysisk ekspressive og i og for sig klare nok. Men også her iblandes noget, som forvirrer: Hvorfor bærer de gorillamasker? Umiddelbart læst og oplevet udpeger de aben, det primitive, som noget negativt – som et billede på at de to fremtidsfolk anser nutidsfolket som primitivt.
Men er det det de vil og det de mener? Og er det ikke et forenklet og forsimplet primitivitets-begreb? Gorilla-maskerne bringer uvægerligt også en tredje tid på banen: fortiden. Darwin og evolution.
Ideen med 'Andre' er udmærket. De to dansere er dygtige og smidige. Og måske får forestillingen de unge i tale. Men fortællingen fremtræder klichefyldt, spinkel og uklar.
Og iscenesættelsen og koreografien betjener sig af symboler, metaforer og tegn på en måde, som kan virke både mærkelig og misvisende i forhold til stykkets intention.
Forestillingen i sig selv varer i øvrige kun cirka 20-25 min. Resten af tiden er afsat til dialog med publikum.
