21. august 2021

Frederikssund Børneteater fylder 30 år

Frederikssund Børne- og Ungdomsteater blev startet i 1991 og går altså nu ind i 30. sæson – og med samme formand, nemlig Grethe Olsen, der også er mangeårig formand for voksenteaterforeningen, Frederikssund Teater. 

Den første indkøbte turneforestilling fra Jytte Abildstrøms Teater (nu Riddersalen) med 'Et pund brød og seks skilling' blev spillet i foreningslokalet Valhal. Både teater og det første, spændte publikum blev ved den lejlighed budt velkommen af borgmester Jørgen Christiansen, der også hilste på den trold, som var med i forestillingen.

Den 30 års fødselsdag skal naturligvis fejres, og det sker efter sæsonens første forestilling, 'Dengang du var lille', som passende nok også kommer fra Riddersalen – og det med to skuespillere (Ragnhild Kaasgaard og Erik Olsen), som siden 1991 har gæstet foreningen med forestillinger mange gange.

Så man er velkommen til at møde frem på Elværket mandag 20. september mellem kl. 12.30 og 15.00 – 'så giver vi lidt forfriskning og ser frem til en glad dag', som det lyder fra formand Grethe Olsen, der fortsat er 'vild med teater' – og altså også med at formidle det til andre.

Hun fik da også helt fortjent overrakt Arrangørprisen 2017 på Aprilfestival i Sønderborg (se note), ligesom hun selvfølgelig var med til at få Aprilfestival til Frederikssund i 2015, hvor Teateravisen ved den lejlighed lavede en lille portrætartikel

Grethe Olsen har i øvrigt været lærer på folkeskoler, efterskoler og specialskoler m.v., men er nu pensioneret. Hun har siddet i byrådet for SF i Frederikssund gennem 25 år og bl.a. været formand for kulturudvalget – og hun modtog i september 2014 Frederikssund Kommunes kulturpris.

Nu om dage afvikler Frederikssund Børneteater primært forestillinger på Elværket i Frederikssund samt Rejsestalden i Jægerspris, Idræts- og kulturcentret i Slangerup og Skibby Fritidscenter.

Teaterforeningen for børne- og ungdomsteater modtager fast et tilskud på 215.000 kr. om året fra kommunen til formålet. Det rækker til cirka 20 forskellige forestillinger.  

Corona-teaternedlukningen har som bekendt gjort formidling af såvel børne- som voksenteater umuligt i lange perioder (se artiklen 'Formidling med corona som modspiller'), men i Frederikssund lykkedes det dog alligevel nogle gange at afvikle rigtigt levende teater for børn (se note).

Se mere på www.Frederikssund-Borneteater.dk

(Billedet: Det startede i 1991 med borgmester og trold – og nu har Frederikssund Børneteater formidlet teater for børn og unge i 30 år. Foto: Foreningen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne