Af: Randi K. Pedersen

15. november 2022

Fragmenter af liv

Teatret Fair Plays jubilæumsforestilling er ungdomsteater til tiden. Den rækker flot ud til målgruppen, men mere realistisk end magisk.

50 år! Et stort til lykke med jubilæet, for der er meget at fejre. I fem årtier har Teatret Fair Play eksisteret, underholdt og gjort børn og unge og deres voksne klogere. På dem selv, på deres nærmeste, på samfundet og på teatrets magiske og mangfoldige verden. 

Meget har ændret sig, siden Fair Plays første indtog på scenen i 1972. Professionalismen har for længst indfundet sig med veluddannede scenekunstnere og instruktører og dygtige dramatikere til at bære udviklingen. Det, der ikke har ændret sig, er Fair Plays tætte relation til virkeligheden. Ikke mindst den, som publikum befinder sig i. 

Det gælder alt sammen for jubilæumsforestillingen ’Under Mælkevejen’ – eller næsten alt sammen. Forestillingens scenografiske og visuelle centrum og spillescene er en sort ring midt i rummet. Den genspejler universets angstprovokerende sorte hul og udtrykker måske også de unges oplevelse af at bo i et provinshul. 

Ringen er bred nok til at færdes på, høj nok til at dukke sig bag eller gemme sig indeni og lav nok til, at de fire herligt adrætte skuespillere kan springe op og ned på den eller drøne rundt om den. Det gør de med imponerende sikkerhed i timingen, og afvekslingen i tempo og arrangementer giver spillet en dynamik og energi, der rækker ud mod målgruppen.

Poetiske passager

Den fysisk ekspressive spillestil er en fin markør af de mange hastige stemningsskift i den perlerække af korte episoder, som er forestillingens byggesten. Usikkerheden, kedsomheden, pessimismen og den fanden-i-voldske skrækblandede forventning til voksenlivet – ikke mindst sexlivet, der hører teenagelivet til, bobler i de unge kroppe og sætter sig i arme og ben. 

Ind imellem ryger proppen af, og ikke overraskende bliver Joachim Bach Rosendals socialt svagest funderede dreng udadreagerende. Han er den, der med fint spillet dirrende aggression mest tager afstand fra fødebyen og søger trøst i hashens tåger.

Lige så forudsigelig – og rørende troværdigt spillet af Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet – vender den udadtil vellykkede teenagepige, der er skræmmende klar over sine motiver, smerten og presset indad og skærer i sig selv. Hun er den eneste i forestillingen, der for alvor opleves tæt på. Ikke fordi Maria la Cours klimaangste pige og Aske Hass Thorsen ressourcestærke middelklassedreng ikke skaber fine karakterer. De foldes bare ikke så meget ud, når der skal være plads til de fleste. Det er følgen af, at ’Under Mælkevejen’ ikke fortæller en sammenhængende historie. 

Den velskrevne tekst fletter behændigt poetiske passager ind i rækken af genkendelige mundrette hverdagsreplikker og situationer, der beskriver fragmenter af liv. Men det bliver lidt for meget tjekliste, når det hele skal med, end oplevelsen af en række mennesker som man lærer at kende og kan engagere sig i. 

Det gælder også byen ved fjorden med mælkeskoven der har sit navn, fordi der herfra er perfekt udsigt til stjernebilledet Mælkevejen. Ingen ungdomsforestilling uden klima-krisen, der også plager denne bys unge. Men dertil har forestillingen et bemærkelsesværdigt sidetema om en solformørkelse, hvis blanding af lys og mørke fint matcher ungdommens sind og adfærd.  

Desværre opleves det kun i ord, der ikke giver stof til at danne egne billeder. Så trods en superflot lyssætning og en stærkt fortællende musik- og lydside, der omslutter det velspillende ensemble, så kommer teatrets magi ikke rigtigt i spil. Indholdsmæssigt er ’Under Mælkevejen’ til gengæld ungdomsteater til tiden.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.