DEBAT
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
Seks af ASSITEJ-forestillingerne under anmeldernes lup:
Til venstre: 'Second Land', 'How can we tell it?' og ’WeFiction’/Private Rite’. Til højre: ’Berlin, 1961’ , ’Wolfed Down’ og ’Why do Things get in a Muddle?’. Fotos: Teatrene

Multikulturelle oplevelser

26-05-2011
Fra letvægts-tørresnor til performance-sværvægter: Forestillingerne under ASSITEJ's verdenskongres 2011 er mestendels spændende og udfordrende. Oplevelsen er klart afhængig af, at en god idé har fundet vellykkede og særegne teatralske løsninger som ikke virker fortænkte. Og af at det talte sprog ikke er en barriere, skriver børneteateravisen.dk’s anmelder, der har været på teatertrip i København og Malmø.
Af: Kirsten Dahl
FAKTA

ASSITEJ 2011 afvikles fra 20.-29. maj med generalforsamling og en scenekunstfestival med 27 internationale forestillinger fra alle verdensdele samt en dansk-svensk kavalkade på 20 forestillinger.

Mere information på www.assitej2011.info

København og Malmø er i disse dage ekstra multikulturelle. Man kan både se og høre det. Udenfor på gader og stræder, i tog og på metrostationer. Og indenfor på de teatre, som i ASSITEJ-verdenskongresregi spiller forestillinger. Eller skal vi sige, hvor de forskellige lande præsenterer forestillinger for hinanden. For publikum er tydeligvis fagfolk og kolleger. Engagerede teaterfolk, som i flok med festivalpas om halsen mødes om det, der tager sig mere ud som en showcase end en teaterfestival.

Det almindelige publikum, børn og unge i særdeleshed, synes ikke at have fundet vej i synderlig synlig stil. Rigtigt ærgerligt i de tilfælde, hvor de går glip af det sus som internationalt scenekunst kan give. Og godt det samme, når vi taler om de mindre vellykkede eller deciderede dårlige stykker. 

Fantasifuser

Min erfaring og fornemmelse siger mig, at fuserne absolut er i mindretal. Men ’Second Land’ fra Estland er desværre en af dem. Renate Valme strejfer en billedlighed og en stemning af et eller andet udmærket i forestillingens allersidste nummer. I en finale, hvor hun i et spotlys med ansigtet druknet i en bøllehat snurrer et lille vasketøjshjul rundt, så stativets sokker danner mønstre på gulvet.

Men bortset fra det – og et nummer  undervejs, hvor hun knækker et VHS-bånd og spreder det sorte bånd ud over gulvet i glinsende guirlander, er ’Second Land’ en antifornøjelse.

Stykket lokker en til med at beskæftige sig med hvad, der kan opstå af uforudsigelige ting, når almindeligheder anvendes på utraditionel vis. Rundt om en tørresnor bygger Valme situationer og figurer op. En dukke med flitsbue og VHS-hylstervinger sendes til vejrs. En opvaskebalje på en svupper danner som paraply ly for de regndråber, der drypper ned fra en lille gennemhullet plastpose. Fødder og arme iført herresko og dameditto danser tæt. En hittepåsomhed som desværre bare ikke fungerer som scenekunstudtryk. De hele vejen igennem nonverbale udtryk stritter i alle retninger i en upræcis fremførelse. De er bygget solidt op om og synes at være krykker for de musiknumre, der ledsager dem. At der her fx synges ’You got crazy things inside’ og noget med livet og om at holde i hånd, understeger blot forestillingen som et tomt postulat. For hele forestillingen synes at savne en begrundelse og et drev. Desværre.

Når How bliver til What

Med en lille tændt lygte vugger Gul Ayse Selen og Sehsuvar Aktas sidelæns ind på scenen med et skyggespilsskib i den tyrkiske forestilling ’How can we tell it?’. De charmer sig vej til vores opmærksomhed. Vi er tændte og klar til at opleve fortællingen om mesteren (en stor brun marionetdukke) som med hjælp fra den lille skyggespilsspejderdreng, der dukker op søger at finde svar på, hvad det er for historier, som børn gerne vil høre.

I en pendlen mellem dukkeføring og skyggespil gennemspiller de to medvirkende en række bud på, hvad børn vil have. For meget teater er ’boring’ forstår vi på den engelske sætning, der som den nærmest eneste indgår i stykket. ’Rødhætte’ får en chance på grund af ulven. Men kasseres efter tre gennemspilninger, hvor en kulørt skyggespilsfigur af Rødhætte med hele det øvrige eventyrgalleri i hælene  passerer hen over lærredet i stadigt hastigere tempo.

Men når det er så småt med engelske ord, sidder man tilslut tilbage med en meget reel følelse af at være blevet snydt for både historiens nuancer og pointer. Når ordene er så bærende burde der, for at yde forestillingen fuld retfærdighed, have været simultantolkning. Også for teaternørder. For hvem få af os kan lige tyrkisk…. 

Stille fjer og fuld fart  

Sproget er ikke problemet i norske Panta Rei Danseteaters ’Private Rite’ og ’WeFiction’. Heller ikke de tre medvirkende danseres teknisk kunnen. De bevæger sig utroligt kropskyndigt, smidigt og med total timingskontrol rundt på scenen. Når de to små stykker aldrig bliver vedkommende skyldes det (især i ’Private Rite’) et for konstant hektisk højt dansetempo. Rundt om tre små sorte pianoer anbragt på en cirkel af hvide fjer skiftes en af de tre dansere til at agere den, som er i færd med at iscenesætte den perfekte dans.

’Private Rite’ giver gennem en koreografi, som ikke synes at kunne få tid og ilt nok, et billede på en dans, som mere har karakter af show og opvisning. Måske er det tanken. Men jeg savner alligevel at der sker noget mere meningsfyldt og dramatisk vildt på det noget Pina Bausch look a like fjergulv. Fjer og dansere opfører sig alt for artigt i forhold til temaet. 

’WeFiction’ fortæller os, at den vil tematisere erindring. Sætte spørgsmålstegn ved hvad vi digter frem ved at se på fotos fra fortiden versus det vi reelt husker. Spændende. Men også her er tempoet for jævnt hastigt. Og vi får ikke nok respons fra de mange klunkelampeskærme som dekorerer scenekanten og alle de postkort (hvorfor ikke fotos?) som danserne hvirvler op. Dansens abstrakte sprog kan formidle følelser. Så vi ikke er i tvivl, og så vi bliver stærkt berørt af det. Her skulle de kunstneriske valg bare have været mere præcise. Dynamikken skulle have ligget et andet sted, for at have kullet os ind i historien.

Blå bil og betydning 

Bilen er blå og med et bugnende fyldt tagbagagebærer. Kjolerne er blomstrede og med masser af strut. Og musikken er live. Sceneriet i ’Berlin, 1961’ oser af retro. Indledningsvis er humøret højt. Familien fra Bernauer Strasse har været på campingtur. Men da de kommer hjem til en gade delt i to af en mur vender stemningen brat. Det er alvor det her. Folk springer ud af vinduerne og gør alt for at flygte. Familier bliver splittede og det er ikke længere tydeligt hvem der er ven eller fjende. Der er ikke bare lagt fysiske miner ud. Alt er et eksplosivt landskab. Ikke let for nogen, og især ikke for teenagepigen Anna.

Det er hendes kamp i et Berlin splittet mellem DDR og BRD, vi oplever i en forestilling, der med retroudstyr for fuld udblæsning i en skøn blanding af alvor og sjov i udvalgte særlige scenebilleder, på tysk og med engelsk oversættelse, giver os et billede af en tid, hvor frihed var noget man kæmpede for med livet som indsats.

En forestilling som evner scenekunstneriske valg, ved fx at lade et bilvindue der bliver rullet op om en hals gestalte truende alvor. Eller ved at lade den forhørsanbragte Anne på taget af den blå bil blive overhældt med den ene spand koldt vand efter den anden. 

Betagende ulvearme

Fra Frankrig bød Les Métamorphoses Singulières & Le Grand Parquet & La Cie Graine de Vie med deres ’Wolfed Down’ på en oplevelsesfyldt og anderledes ’Rødhætte’. Alt  tuttenuttet er her afløst af en nutidstunet Rødhætte som i myldretidstrafik og på en gigantisk stor seng både spiller oprørsk teenager, ulv, jæger og bedstemor.

Stilen er kompromisløs rå. Porer og gulerødder slynges bagud for at give plads til en gigantisk skål spagetti med ketchup. I skålens dyb opstår ulven og herfra går det stærkt i et fascinerende maskespil. Over og under et kæmpestort tæppe opstår væsner og situationer, der tilslut leder frem til en kostelig lille kroget (bagdels)bedstemor. En kroget kone, som sammen med Rødhætte og en lystigt svingende rødvinsflaske fuldt ud forstår, at nu er det tid til at holde et fyrigt ’Come Out’ (af ulvens mave)-party.

Dybdefilosofisk bord-performance

Hardcore avanceret og alligevel for almindelige dødelige at opfatte sanseligt på et eller andet niveau er Theater an der Parkaue, Junge Staatstheater Berlins ’Why do Things get in a Muddle?’. Forestillingen bygger på tekster af den engelsk-amerikanske antropolog Gregory Bateson.

Forestillingen udfolder i et samspil mellem to diskuterende personer (en buksetrold af en ung pige og en ældre syret langhåret paryk-mand) i et virvar af borde, bolte og morgenmadsbrød en række af de opfattelses- og tænkemåder (epistemologier) som Bateson diskuterer og fremkommer med en alternativ epistemologi for. En visuel anderledes og overraskelsesfyldt forestilling, der med borde vippende på sten fører dybdefilosofiske diskussioner.

Det konkrete versus det abstrakte, kunst versus videnskab diskuteres fx, mens forestillingen konstant dekonstruktiverer sig selv fysisk og verbalt. En på alle måder ambitiøs forestilling, der kræver et skarpt lyttende tysk øre. En forestilling der både kan noget umiddelbart men også udfordrer sit (fag)publikum på de (grå) hjernevindinger, og så er den for øvrigt for børn fra 9+!

Se så mangfoldigt og forskelligartet kan bare seks af scenekunstfestivalens mange forestillinger tage sig ud. 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Multikulturelle oplevelser
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

14-11-2019
 

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

Flere anmeldelser