DEBAT
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
15-08-2022
Den italienske teaterskole Hèlikos underviser efter Jacques Lecoqs legende metoder. På billedet udforskes dynamikken mellem helten og koret i den græske tragedie. Vika Dahlberg ses i midten, mens nr. to fra venstre er veninden og kollegaen Jenine Collocott. Foto: Stefano Borghi

Fra italiensk teaterskole til cubansk æselryg

14-10-2014
Vika Dahlberg er nyslået bestyrelsesmedlem i ASSITEJ, som hun for blot et år siden slet ikke kendte til. Den 30-årige scenekunster, der har en treårig uddannelse fra en italiensk teaterskole og erfaring fra bl.a. Eventyrteatret med sig i bagagen får straks mulighed for at bruge sine talenter i organisationsarbejdet og et aktuelt dansk-cubansk udvekslingsprojekt: 'Teater på æselryg'.
Af: Torben Stig Hansen
FAKTA

- ASSITEJ Danmark er den danske afdeling af den internationale organisation for børne- og ungdomsteater ASSITEJ (Association Internationale du Théatre pour l'Enfance et la Jeunesse), tilknyttet UNESCO.

ASSITEJ Danmark formidler dels viden om dansk børneteater til udlandet og dels informationer om aktiviteter i udlandet til de danske teatre. ASSITEJ Danmark deltager i eller tilrettelægger forskellige bi- og multilaterale udvekslingsprojekter. Se mere på www.assitej.dk

- ’La Cruzada – teater på æselryg’ er første del af et større gensidigt udvekslingsprojekt mellem dansk og cubansk scenekunst for børn og unge, iværksat af ASSITEJ Danmark i samarbejde med ASSITEJ Cuba, Cruzada Teatral og Teatro Andante. Projektet omfatter tre danske forestillingsproduktioners deltagelse på festivalen La Cruzada Teatral i det østlige Cuba i slutningen af februar 2015.

ASSITEJ Danmark har udvalgt i alt tre projekter til La Cruzada:

Vika Dahlberg m.fl.: 'Den lille pige med svovlstikkerne'  

Nanna Schaumburg-Müller m.fl./Nørregaards Teater: 'Salsarejsen' 

MishMash m. Nikolai Gogols historie:  'Næsen'.

Desuden deltager Batida for egen regning med to forestillinger:  'Lille T'  og 'El Elefante' - sidstnævnte i samarbejde med den cubanske skuespillerinde Luisa Dalia González.  

Projekt 'La Cruzada' er støttet af Statens Kunstfondes Projektstøtteudvalg for Scenekunst (SKPS), idet ASSITEJ Danmark har taget 80.000 kr. til projektet ud af den støtte på 250.000 kr., man har modtaget fra SKPS.  Planen er at skaffe flere penge via fonde m.v. og sikre næste del af projektet: Genvisit af cubanske børneteaterfolk i Danmark. 

- ASSITEJ Danmark afviklede 30. september 2014 sin  generalforsamling, der mundede ud i følgende bestyrelse for det kommende år: Peter Kirk, Søren Ovesen, Jacques Matthiessen, Anne Kurtzweil, Christian Schrøder, Erik Viinberg, Niels Vendius, Anne Nøjgård og Vika Dahlberg. 

Forsøgsstationen på Sønder Boulevard i København var sidste dag i september skueplads for ASSITEJ Danmarks årlige generalforsamling, hvor bl.a. det kommende års bestyrelse skulle vælges ind. Til stede var et par håndfulde teaterfolk, som gennem adskillige år har sat deres aftryk på den danske børneteaterbranche, men blandt chips, vindruer og danskvand dukkede et nyt ansigt frem: 30-årige Vika Mia Dahlberg-Hansen, eller bare Vika Dahlberg, som hun præsenterede sig.

Blot seks måneder forinden havde hun meldt sig ind i ASSITEJ Danmark som enkeltperson (B-medlem), men da generalforsamlingen var forbi, følte hun sig ikke bare budt velkommen – hun var blevet valgt ind i bestyrelsen.
»Det kom meget bag på mig, at de opfordrede mig til at stille op - men der er jo denne forbløffende åbenhed i hele miljøet,« siger Vika Dahlberg.

Tilskyndelsen til at melde sig ind i ASSITEJ fik Vika Dahlberg via sin veninde, Jenine Collocott, en sydafrikansk scenekunstner, som teateravisen.dk i september omtalte i  i forbindelse med ASSITEJ-udvekslingsprojektet ’Inspiring a Generation’.

De to kvindelige scenekunstnere mødte hinanden i 2010, da de begge påbegyndte den tre-årige ’actor-creator’-uddannelse på den italienske Hèlikos Scuola Internazionale di Creazione Teatrale.

Skolen benytter Jacques Lecoqs skuespilteknik, som bl.a. har haft stor indflydelse på det danske børneteaterområde, hvilket Dahlberg dog først opdagede senere.

Baggrund i Eventyrteatret

Som teenager optrådte hun i en pæn portion Andersen- og Grimm-forestillinger som en del af Eventyrteatret i 1996-2004, ligesom hun siden medvirkede som sanger og skuespiller i bl.a. ’Mød mig på Cassiopeia’ på Gladsaxe Ny Teater i 2009.

Men på et tidspunkt begyndte Dahlbergs drømme at gå i en anden retning: Hun ville lære at devise, at improvisere, lave teater selv – og gerne mere teatralsk.
»Teater kan noget andet end film. Ikke blot foregår det her og nu, men du kan komme i direkte kontakt med publikum. Og én metode er at benytte masketeater og fysisk teater som i den italienske commedia dell’arte-tradition, hvor teatergrupper rejser rundt og optræder på midlertidige, udendørs scener,« siger Dahlberg, som på grund af denne fascination fandt vej til Hèlikos.

»Leg og improvisation spiller en stor rolle,« fortæller hun om skolens program.

»Man bliver trænet i klassiske teaterformer, men lærer at improvisere scenerne frem. Uanset teaterform fungerer man både som skuespiller, dramaturg og instruktør. Et helt år trænede jeg kun med masker, og jeg har arbejdet meget med ’min personlige klovn’. Når du improviserer, kommer dine egne livstemaer frem: sider af dig selv, som bliver forstørret op. Min klovn lige nu er en blanding af Laura Ingalls Wilder (den mellemste søster i ’Det lille hus på prærien’, red.) og Pia Kjærsgaard...«

Siden 2013 har Dahlberg instrueret to klovneforestillinger i henholdsvis Frankrig og Sydafrika samt fundet tid til at færdiguddanne sig som bachelor i teatervidenskab.

Teater på æselryg

På ASSITEJ Danmarks generalforsamling blev også næste års arbejdsprogram gennemgået, bl.a. projektet ’Teater på æselryg’, hvor tre nyskabte danske sceneproduktioner sendes til den turnerende festival La Cruzada Teatral i Cuba i februar 2015.

Vika Dahlberg tegner sig for én af dem med 'Den lille pige med svovlstikkerne', mens de to andre udvalgte er  Nanna Schaumburg-Müller m.fl./Nørregaards Teater: 'Salsarejsen'  og  MishMash med Nikolai Gogols historie:  'Næsen'.

Festivalen, som varer fem uger og præsenterer en lang række – især cubanske – forestillinger, rejser hver dag til en ny by i bjergene omkring Guantánamo og Baracoa, hvorfra de forskellige forestillinger spreder sig ud til de omkringliggende landsbyer, skoler og børnehaver.

På grund af festivalens særlige rammer og vilkår skal forestillingerne derfor produceres efter de følgende dogmer: 1) Forestillingen må max. vare 25 minutter, 2) den skal være non-verbal/ikke primært baseret på tekst, og 3) den samlede scenografi til hver forestilling skal i princippet kunne transporteres på én æselryg.

Ifølge ASSITEJ Danmark er motivationen bag projektet at sætte fokus på, hvordan man kan skabe forestillinger, som virkelig kan turnere og kommunikere overalt i verden.

Batida og 'El Elefante'

Det dansk-cubanske projekt er støttet via midler fra Kunstrådet/Projektstøtteudvalget for Scenekunst, men ASSITEJ Danmark håber at finde flere penge via fonde for at skabe bedre økonomi til udvekslingsprojektets første del - de danske teaterfolks tur til Cuba - og for at kunne sikre tre-fire cubanske børneteaterfolk et recidency-ophold i Danmark omkring næste års Aprilfestival i Frederikssund.

Udover de udvalgte projekter til turen deltager Batida også på Cruzada-festivalen - dog for helt egen regning og med sin store erfaring fra adskillige Cuba-turneer med i bagagen.

Batida medvirker med to forestillinger: 'Lille T', som er i produktionsfasen, og 'El Elefante', som Batida laver i samarbejde med den cubanske skuespillerinde Luisa Dalia González. 

Også Sofie Faurschou fra Arrièregarden arbejder på selv at finde penge til at tage med. Hun vil så to-tre uger forud for Cruzadaen tage til Cuba og lave en samproduktion med Teatro Andante fra Bayamo og spille den på Cruzadaen.

Kuldedøden i Cuba

Blandt de syv-otte indsendte bud på produktioner er Vika Dahlberg altså blevet udvalgt for sin endnu uskabte forestilling ’Pigen med svovlstikkerne’, der kombinerer eventyr og masketeater.

»Forestillingen bliver en universel historie om drømmen og længslen efter et bedre liv. Den er rørende og sørgelig, men skal også være komisk. Fx er der en skæg kontrast i, at pigen dør af kulde, når vi befinder os i et klima så varmt som i Cuba,«  siger Dahlberg, som glæder sig til at turnere med forestillingen og møde det cubanske publikum.

I øvrigt har hun friske erfaringer fra et andet omrejsende projekt, nemlig ’Gamle damer i Udkantsskandinavien’, som blev støttet af Kulturkontakt Nord og resulterede i forestillingen ’Skovens mødre’.

Dahlberg og en finsk kollega, som hun lærte at kende på Hèlikos, rejste sidste efterår rundt i den finske Kainuu-region for at møde og interviewe gamle damer – og skabte på baggrund af materialet en maskeforestilling, endog med medvirken af tre af de interviewede.

Målet er at gøre det samme i Danmark, Sverige og Norge, for til sidst at have en forestilling, der turnerer i hele Skandinavien.

Den legende kvalitet i dansk børneteater

Som nyvalgt bestyrelsesmedlem i ASSITEJ Danmark vil Vika Dahlberg foreløbig bruge tid på at lære organisationen at kende.

»Men det er helt sikkert, at jeg gerne vil fremme børneteater i international henseende. Jeg var på Aprilfestivalen første gang i 2014, og dansk børneteater er netop den slags teater, jeg kan lide. Alle forestillingerne havde denne legende kvalitet, som er så vigtig. Og det er i virkeligheden ikke bare for børn, men for alle mennesker,« fastslår Dahlberg, som allerede har et par ideer til projekter i ASSITEJ-regi.

»Vi kunne fx lave nogle summercamps, hvor ASSITEJ-medlemmer fra hele verden mødes og improviserer sammen. For den bedste udveksling af erfaringer sker ikke ved, at ’jeg ser din forestilling, og du ser min’, men ved at vi skaber noget på gulvet sammen.«

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Fra italiensk teaterskole til cubansk æselryg
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
345678910111213141516171819202122

13-09-2012
 

10-09-2012
 

03-09-2012
 

27-08-2012
 

20-08-2012
 

13-08-2012
 

06-08-2012
 

01-08-2012
 

01-07-2012
 

25-06-2012
 

20-06-2012
 

14-06-2012
 

06-06-2012
 

28-05-2012
 

24-05-2012
 

19-05-2012
 

17-05-2012
 

14-05-2012
 

07-05-2012
 

03-05-2012
 

29-04-2012
 

27-04-2012
 

23-04-2012
 

19-04-2012
 

16-04-2012
 

09-04-2012
 

02-04-2012
 

26-03-2012
 

22-03-2012
 

15-03-2012
 

10-03-2012
 

03-03-2012
 

01-03-2012
 

23-02-2012
 

16-02-2012
 

10-02-2012
 

02-02-2012
 

26-01-2012
 

19-01-2012
 

11-01-2012
 

Flere anmeldelser