DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018
En kat indgår i Bodil Allings (lille foto) fortælling om forestillingen ’Jeg har Alt’. Foto: Gruppe 38/Illustration: Claus Helbo

Fra Ingenting til Alting

20-06-2011
Gruppe 38’s kunstneriske leder, skuespiller og dramatiker Bodil Alling, har en stærkt personlig beretning om tilblivelsen af forestillingen ‘Jeg har Alt’.
Af: Bodil Alling
FAKTA

Bodil Alling er skuespiller, dramatiker og kunstnerisk leder af teatret Gruppe 38, der er lille storbyteater i Aarhus.  

Vedstående beretning er venligst udlånt af Replikker, medlemsbladet for danske dramatikere, der i februar 2011 udgav et temanummer om ’dramatik for børn & unge’.

Forestillingen ’Jeg har Alt’ spilles for de 8-årige og opefter og kunne bl.a. opleves på Festival 2011 i Randers. Den er også blevet anmeldt med de optimale seks stjerner her på portalen.

Illustrationen stammer fra den digtbog, som Bodil Alling udgav i januar 2010 med samme titel som forestillingen, der havde premiere 28. februar 2010 i Århus.

Den lille bogs digte var således et forlæg til forestillingen, som siden har fundet sin egen form og sit eget liv.


Bogen er  henvendt til børn fra fem år og fortæller gennem digtene og illustrationer, begået af Claus Helbo, historien om at have alting - og om at miste. 

’Jeg har alt’ kan købes hos Gruppe 38, hvor den koster 100 kr. + evt. forsendelsesomkostninger. 

Mere om det århusianske teater på www.gruppe38.dk

JEG VAR i Sverige på sommerferie med min 75-årige far. Han havde høreproblemer.

Eller rettere: jeg havde problemer med hans dårlige hørelse. Han og jeg har altid diskuteret meget livligt – alt, hvad der optog os blev endevendt.

Og derfor irriterede det mig, at han hørte dårligt, for det gjorde det besværligt at snakke ivrigt sammen.

Jeg foreslog, at han fik et diskret høreapparat, men det nægtede han pure – han ville nemlig ældes med ynde!

Derfor skrev jeg et digt til ham:

 

Jeg har en særlig opfinderfar

Han opfinder ting, som han ikke har

Min mor og piben, en stormhat og mig

Er nogen af de ting, han har opfundet sig.

 

Han opfandt krudtet med sådan et brag

At piben knak og hatten fløj af

Og selv når jeg råber, kan han ikke høre

At han faktisk blev døv på det ene øre

 

Og råber jeg til ham, hvad jeg ikke bør

Jamen, så opfind dig dog et hørerør

Da tramper han ud med stormhat og støvler

For han gider ikke høre på folk, der vrøvler.

 

Og så var processen sådan set i gang. Jeg syntes, det var sjovt at skrive til ham, så jeg brugte timer hver dag den sommer i Sverige på at skrive vers, som viste sig at have at gøre med min barndom på landet sammen med ham.

Undervejs opdagede jeg, at mange af versene begyndte med ’Jeg har...’ og at jeg faktisk har alt.

Kunne det her måske blive til en bog? Jeg bad scenograf og billedkunstner Claus Helbo om at lave illustrationer til teksterne – dog sådan, at illustrationerne for talte en anden historie end den, versene fortalte.

Nu var jeg så glad for materialet at jeg ville prøve at lave en forestilling med levende billeder, der ikke illustrerede forestillingen, men udvidede historierne i versene. men hvad for en historie?

 

SÅ DØDE min far.

Meget pludseligt og chokerende.

Så var det meget indlysende igen – naturligvis kom forestillingen til at handle om at miste.

Om altings forgængelighed.

Om accepten af, at det, man elsker, må man uvægerligt miste.

Og egentlig kunne det have været ligeså indlysende den modsatte vej – for at lave en forestilling om at miste, var det et rigtig godt udgangspunkt at have alt.

Først kom der så et nyt vers med i bogen – på én af de sidste sider dør min elskede kat på et splitsekund.

 

OG HERFRA er det ligeså vanskeligt at beskrive processen som at være i processen.

Alt foregik på én gang. Vi filmede hunde, gæs, geder, en oldgammel dame og alt muligt andet.

Vi havde en ide om, hvad de film skulle vise, men gudskelov opførte ingen dyr eller mennesker sig sådan, som vi forestillede os.

Så jeg måtte hele tiden improvisere over filmklip og digte nye historier og finde nye vinkler og det var frustrerende og helt vidunderligt.

Jeg husker ikke rækkefølgerne, men langsomt dukkede en skabelsesberetning frem.

Og den opmærksomme seer vil ane, at til trods for letheden og den tilsyneladende tilfældighed og hverdagstone i forestillingen, så er alt bygget op om chokket.

Livets vidunderlige lethed afløst af sorgen over, at det ikke kan fastholdes.

Starten er skabelsen - i børnehøjde: I begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden – jeg kører på én rulleskøjte på jorden og taler til min musvit i himmelen – lyset går op – og så:

’Jeg har en far.

Altings opfinder!

Han opfinder alt, hvad han kan komme i tanke om, og hans store hænder holder varsomt om bittesmå mærkværdigheder, der kan blive til flaksende fugle, som kan flyve lige fra den ene ende til den anden – eller en kikkert af pap, der kan se dobbelt. Eller en omvendt paraply, hvor regnen bliver liggende, så man kan sejle med røde blade, der lige er faldet af træerne

Og et hjul. Han opfandt hjulet.

Et smukt, rundt hjul, der nåede sammen i begge ender.

Og det løb frit – ned gennem haven, ud gennem havelågen og lige ned til søen, hvor det stoppede så brat, at far røg ud over kanten og lige ned i skødet på en blomstret sommerkjole med læg –

Både fortil og bag og lynlås i siden.

Og dér, midt i april og evig fryd over hjulets fortræffeligheder, opfandt han ... moren. Og med fyrværkeri og blomsterregn opfandt de to... barnet.

Det største af altings opfindelse, for nu kan alting begynde forfra...’

 

MAN KAN selv bestemme, om det er min far eller vor far, som opfinder/skaber verden. Alle mine forestillinger forholder sig til Gud – også denne.

Da jeg skrev versene, kogte jeg en lang tekst ind til en meget lille og tæt tekst med en finurlighed i enden.

Nu skulle jeg starte med det omvendte: Skrive en tekst omkring versene, så de fik en eller flere betydninger mere end i udgangspunktet. Og skabe en dramaturgi, så forestillingen ikke blev en fortælling men et dramatisk forløb.

Gåsen, som ikke bryder sig om julen, blev til en fortælling om at overvinde sin dødsangst.

Hunden, som er gammel og har alt for meget skind, bliver til en historie om, at indeni den gamle hund bor nøjagtig den samme, som da hunden var ung – bare med nogle fysiske begrænsninger.

Tante Viola, som er gammel som Metusalem, handler om at forlige sig med, at man aldrig ved, hvor lang tid, der er tilbage.

Onkel zimmermann, som bliver ved med at vokse og vokse, kommer til at handle om, at selvom man ikke tror på, at man kommer i himlen, så kan man bare selv se....

Og så min elskede kat, som jeg tydeligt viser, er det bedste, jeg ved – han dør på andensidste side.

Vi havde en lang diskussion undervejs – kan vi lade døden ind træffe så sent?

 

ALT ER fordragelighed og samvær og spruttende glæde over livet og over at have alt, hvad man kan ønske sig – og så kommer døden.

Hvis det nu var min far, der skulle dø, så mener jeg ikke, man kunne lade det ske så tæt på forestillingens slutning.

Det er en forestilling, der produceres for børn, så hvis det var min far, som ikke på nogen måde kan erstattes, som pludselig for evigt var borte, så skulle hele forestillingen tage udgangspunkt i dét – at begribe og finde vej i den dybeste sorg.

Men ved at lade det være min elskede kat og især ved langsomt at gøre det begribeligt, at jeg faktisk hele tiden har vidst, at katten er død, så kan jeg fortælle noget andet om døden.

Jeg har en film med min kat – og da den er det bedste, ja, så gemmer vi naturligvis det bedste til sidst.

 

SÅ INDFØRTE vi mus i forestillingen.

De eksisterer ikke i bogen. Men jeg fortæller om dengang, det vrimlede med mus i hele biografen, og hvordan de åd rub og stub.

Selv Sørens lange, elskede Beatleshår åd de (en anden historie om at miste).

Men katten åd musene; så kom vi af med dem.

Så ser publikum en mus fare gennem biografen et par gange. og nu bliver det endelig ’til sidst’ - og så forstår vi, at katten er død – derfor er den det bedste – (evigt ejes kun det tabte) – og slutteligt viser det sig, at musene har ædt filmen – nu er katten for evigt borte.

Set i bagklogskabens lys kunne man vel ane det – der ville ikke fare en mus rundt i biografen, hvis der stadig var en kat!

Nu findes kun erindringen.

Tiden er gået.

 

HELE DENNE konstruktion er en lang skriveproces. Versene bestemmer tema, filmene påvirker og ændrer historierne, og de nye historier bestemmer, hvad hele forestillingens udsagn er.

Og alt foregår på én gang.

Hver dag klippes og klistres alt – scenografi, dramaturgi, tekst- er, musik, tro og tvivl, gråd og latter – det er et totalt menageri!

Som sagt: Dybt frustrerende og fuldstændigt vidunderligt.

Jeg glæder mig til næste gang.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Fra Ingenting til Alting
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

29-03-2016
 

24-03-2016
 

18-03-2016
 

16-03-2016
 

12-03-2016
 

08-03-2016
 

04-03-2016
 

01-03-2016
 

27-02-2016
 

23-02-2016
 

18-02-2016
 

14-02-2016
 

10-02-2016
 

05-02-2016
 

01-02-2016
 

28-01-2016
 

24-01-2016
 

20-01-2016
 

16-01-2016
 

14-01-2016
 

08-01-2016
 

28-12-2015
 

11-12-2015
 

03-12-2015
 

23-11-2015
 

16-11-2015
 

10-11-2015
 

04-11-2015
 

29-10-2015
 

19-10-2015
 

12-10-2015
 

05-10-2015
 

29-09-2015
 

22-09-2015
 

17-09-2015
 

15-09-2015
 

08-09-2015
 

01-09-2015
 

25-08-2015
 

16-08-2015
 

Flere anmeldelser