DEBAT
18-02-2021
16-02-2021
07-12-2020
19-09-2020
03-09-2020
Et sprudlende teaterliv er en vital forudsætning for en professionel teaterkritikers virksomhed. Under den aktuelle nedlukning er Morten Hede i stedet blevet bedt om at fortælle, hvordan han blev anmelder på fuldtid. Illustration: Bob Katzenelson

Fra fritidsblogger til fuldtidsanmelder

25-01-2021
Når der i store perioder slet ikke spilles teater, har teateranmeldere intet at anmelde. Men skrives OM anmelderiet kan der heldigvis stadig, og Teateravisen har bedt en af portalens flittige anmeldere, Morten Hede, der er en af landets ganske få fuldtidsprofessionelle teaterkritikere, om at fortælle om sin metier.
Essay af Morten Hede
FAKTA

Siden Teateravisen - dengang BørneTeaterAvisen og i papirformat - indførte professionelle anmeldelser i 1993, er der sket meget. Professionen er gennem årtier blevet nedprioriteret af dagbladene, mens internettet har åbnet for lejlighedsbloggere både med og uden faglige kompetencer - og enkelte større teatre har sågar i perioder opereret med helt egne anmeldere. Senest har corona-pandemien så gjort teaterkritikken arbejdsløs i lange perioder. De fleste af Teateravisens p.t otte tilknyttede anmeldere har dog heldigvis andre indtægtsgivende aktiviteter både indenfor og udenfor teater- og kulturområdet, udover at skulle deles om de normalt op til 130 årlige anmeldelser af børne-, ungdoms- og familieforestillinger her på portalen.           (caj)

Min vej ind i anmelderfaget var lidt tilfældig. Jeg gik på Journalisthøjskolen i 2012 og havde forinden dyrket teater i en årrække både i amatørsammenhæng og professionelt. En dag fik jeg en idé om, at jeg kunne prøve at skrive en anmeldelse af en forestilling, og den lagde jeg ud på min hjemmeside, mortenhede.dk.

Du må forstå, kære læser, at det var en anden tid. Dengang udkom anmeldelserne stadig mestendels på tryk – i hvert fald af forestillinger uden for København. Og i Aarhus, hvor jeg boede, følte jeg, at jeg blev suget ind i et vakuum af anmeldermangel. Min første anmeldelse afledte flere invitationer; i den første tid opsøgte jeg kun sjældent forestillinger, men blev uopfordret inviteret af flere teatre i regionen.

Dengang var det en fritidssyssel, og jeg havde ingen ambitioner om, at det skulle være mere end dét. Men det var sjovt. Og foruden at kunne sætte mig ind i teatrenes behov for seriøse og fagligt funderede anmeldelser følte jeg også, at jeg var med til at bidrage med noget vigtigt til teatret som kunstart. Og den opgave tog jeg meget alvorligt.

Det betød, at jeg så teater flere gange om ugen og skrev over 120 anmeldelser i løbet af en teatersæson. Det var hovedsageligt af forestillinger i og omkring Aarhus, men når tiden og økonomien tillod det, rejste jeg også til Herning, Aalborg, Haderslev og København. Anmeldelserne udkom stadigvæk kun på min egen hjemmeside.

Årene gik, og kadencen hverken steg eller faldt. Journalisthøjskolen og nyhedsjournalistikken havde jeg for længst lagt bag mig, og jeg arbejdede nu fuldtid i it-branchen. Men jeg begyndte at lægge mærke til, at jeg oftere præsenterede mig som teateranmelder, når jeg mødte nye mennesker, og mit fuldtidsarbejde var blot en økonomisk forudsætning for at kunne anmelde.

Anmelder per faktura

De første fire år var mortenhede.dk en underskudsforretning. Jeg forsøgte at få nogle af udgifterne dækket af frivillige donationer, men selvom der kom nogle generøse donationer, var det for lidt til at dække omkostningerne. Det var altså på alle måder et hobbyprojekt.

I 2016 blev ’Morten Hede’ til en reel forretning, da onlinemediet Aarhus Update kontaktede mig, fordi de ville begynde at satse på teateranmeldelser. Forretningsmodellen for Aarhus Update var måske ikke den mest gennemtænkte, men for mig var det første gang, min tid og viden blev omsat til en fakturérbar ydelse.

Senere samme år blev jeg tilknyttet Teateravisen som afløser, og jeg meldte mig ind i Foreningen Danske Teaterjournalister. Begge steder blev jeg pludselig kollega med nogle af mine største forbilleder i dansk teaterkritik. Derfor var det et år, der i høj grad flyttede min opfattelse af mig selv fra fritidsanmelder til professionel anmelder.

Da Henrik Lyding døde i sommeren 2018, affødte det et chok hos hans kollegaer både i teaterbranchen og blandt anmelderne, og samtidig efterlod det en vigtig spalteplads i Jyllands-Posten. Tilfældet ville, at Jyllands-Postens daværende kulturredaktør ringede til mig en uge efter, at jeg var blevet fritstillet fra et dybt frustrerende lederjob. Der stod derfor hverken tid eller økonomi i vejen for at sige ja tak til tilbuddet om at blive Jyllands-Postens faste teateranmelder. Der var kun angsten for ikke at kunne fylde skoene ud, og den angst måtte jeg tage som en udfordring.

Siden har jeg levet af at anmelde, og selvom vi anmeldere sjældent holder os tilbage for at synge klagesange om nedprioriteringer hos medierne og (for) lave honorarer, så må jeg konstatere, at jeg som vist nok efterhånden den eneste fuldtidsteateranmelder i Danmark, må blive den sidste til at klage. Det kan jeg takke Teateravisen og Jyllands-Posten for, som begge er medier, der standhaftigt prioriterer den erfaringsbaserede og landsdækkende teateranmelder.

Læserne vil teateranmeldelsen

For et år siden, da 2020 stadig lignede begyndelsen på et teaterrigt år, tog jeg en drastisk beslutning omkring mortenhede.dk. De anmeldelser, jeg ikke skrev for andre medier, lå stadig gratis tilgængelige på hjemmesiden. Det betød, at jeg begyndte at føle mig som en skruebrækker – ikke kun overfor mine kollegaer, men også overfor mig selv. For hvordan kan jeg fakturere den ene anmeldelse og give den anden anmeldelse væk gratis?

Derfor valgte jeg at spærre alle anmeldelserne inde bag en betalingsmur. Og du må forstå, kære læser, at virkeligheden er en anden i dag, end den var i 2012. Nu er der masser af gratis anmeldelser at finde på nettet – nogle af dem er endda også skrevet af professionelt arbejdende og erfarne anmeldere. Min frygt var selvfølgelig, at de tusindvis af læsere ville forsvinde, og at mortenhede.dk derfor ville ende som en lommebog, som jeg mest skrev i for min egen skyld.

Det viste sig heldigvis hurtigt, at det ikke var tilfældet. Efter få dage oversteg abonnementsomsætningen de donationer, jeg havde modtaget i løbet af en årrække, og selv under nedlukningerne i løbet af året har abonnenterne fastholdt deres abonnementer, mens nye fortsat langsomt strømmer ind.

Det er ingen guldgrube, og det bliver det formentlig heller aldrig. Men foruden at sende et signal til mig selv og mine kollegaer om, at vores arbejde faktisk har en værdi, så sender det også et signal til læserne om, at hvis anmeldelsen skal overleve i fremtidens medielandskab, så skal der betales for den. Og det beviser mine abonnenter nu måned efter måned, at de bakker op om.

Hjemmegående anmelder

Selvfølgelig kommer vi heller ikke i denne lille krønike uden om corona. Vi behøver ikke at bekræfte hinanden i, at det er tragisk – det gælder både de tabte menneskeliv og de aflyste teaterforestillinger og -festivaler i årets løb.

For en fuldtidsanmelder betyder det, at jeg ser mere til min kæreste, end jeg har drømt om. Hjælpepakkerne har for mit vedkommende været gunstige, fordi jeg ulig kunstnere og teatre er registreret som en klassisk selvstændig og derfor bliver prioriteret lige så højt af Erhvervsstyrelsen som en frisør. Jeg ville ønske, at den teaterbranche, som jeg stadig betragter som ’min’, var lige så velstillet som mig og frisørerne.

Indbakken bugner af invitationer og aflysninger. Teatrene er vakse med mails, når regeringen introducerer og forlænger restriktionerne, og vi ser en omstillingsparathed, der slet ikke klæder teatrene. Vi skal hurtigst muligt tilbage til 8-ugers produktionsperioder uden afbrydelser, afstand og rutinetest. Vi skal tilbage til at vide, at når der er planlagt en premiere, så kan knapt nok et brækket ben rokke ved den plan.

På mortenhede.dk har jeg afprøvet nogle forskellige journalistiske formater under nedlukningerne som alternativ til de fraværende anmeldelser. Det er et arbejde, der fortsætter, men det er tydeligt, at både jeg og abonnenterne ikke savner noget andet mere end et levende teaterlandskab og en livlig efterkritik.

Derfor går jeg ind i 2021 med en enorm optimisme. Medielandskabet er i forandring, men det er ikke nødvendigvis en deroute. Vi er stadig en god flok af professionelle anmeldere, og selvom kontrakterne givetvis var mere lukrative engang, så er fremtiden ikke uden muligheder. Nu skal vi bare lige have den dér virus af vejen, så vi igen har et teater at dyrke.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Fra fritidsblogger til fuldtidsanmelder
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
12345678910111213141516171819

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

06-02-2018
 

31-01-2018
 

23-01-2018
 

17-01-2018
 

04-01-2018
 

01-01-2018
 

21-12-2017
 

18-12-2017
 

12-12-2017
 

06-12-2017
 

04-12-2017
 

29-11-2017
 

24-11-2017
 

20-11-2017
 

15-11-2017
 

10-11-2017
 

07-11-2017
 

03-11-2017
 

31-10-2017
 

24-10-2017
 

18-10-2017
 

13-10-2017
 

10-10-2017
 

06-10-2017
 

02-10-2017
 

28-09-2017
 

25-09-2017
 

22-09-2017
 

17-09-2017
 

12-09-2017
 

Flere anmeldelser