27. august 2020

Fra byggeplads til teatersal

Mandag den 31. august er der officiel indvielse af byggepladsen for Odsherred Teaters kommende teatersal – et projekt, der har været undervejs, siden Odsherred Teater flyttede fra Annebergparken til gågaden i Nykøbing Sj. i sommeren 2016, men senest blev ramt af hovedentreprenørens konkurs i januar i år (se note).

Men nu skulle tingene være faldet på plads, og mandag 31. august kan man forsikres om det på P-pladsen Holst Have i Nykøbing Sj., hvor borgmester Thomas Adelskov, Henrik Lund fra Realdania og Lars Nybjerg, formand for bygningsfonden vil stå for indvielsen.  

Det bliver pga. covid-19-situationen en kort udendørs markering, som siden bliver fulgt op af 'åben byggeplads'-arrangementer.

Byggeriet har fået støtte fra Foreningen Realdania, A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Poul Johansen Fonden, Brand af 1848, Knud Højgaards Fond, LAG-midlerne, Nykøbing Håndværkerforening, SuperBrugsen/Nykøbing Sj, samt Odsherred Kommune. 

Der er samlet ydet 25 mio. kr. i fondsstøtte til teatersalen. Elindco Byggefirma A/S står for at bygge teatersalen der ventes færdig i sensommeren 2021. 

Teatersalens færdiggørelse vil samtidig markere afslutningen på teaterleder Simon Vagn Jensens lange karriere som chef for egnsteatret, der har eksisteret siden 1996.  

Simon Vagn Jensen fortæller allerede 10. september 2020 kl. 19 i Pakhuset om disse snart 25 år med Odsherred Teater. Det sker under titlen 'En halvgammel mand taler ud' i en samtale med bibliotek- og kulturhusleder Jesper L. Bertelsen, og der er gratis omend billetkrævende adgang til arrangementet.

Titlen er ikke tilfældig, for Simon Vagn Jensen er den ene af forestillingen 'To halvgamle mænd' – teatrets faste skuespiller Henrik Ipsen er den anden – der bl.a. spiller på Odsherred Teater 28.-29. august og fredag 11. september, inden de drager på turne i september 2020 og januar-februar 2021.

(Billedet: Sådan forventes Odsherred Teaters nye sal at tage sig ud, når den efter planen står færdig i efteråret 2021. Foto: Byggefonden)

(caj)
 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne