Fra bondeknøs til riddersvend

Der bliver ridderdystdristigt fægtet og svunget sværd i Fortællekunstens 'Bedre Helt næste gang'. Men frem for alt er det som fænger det underholdende miks af vidt forskellige fortællinger og de to fortælleteaterfortælleres fysiske og sproglige fremførelser. 

Ind i en historie om en faderløs dreng, Thomas, som bor ude på landet sammen med sin mor, spindes et vældigt riddereventyr. Et slags hævngerrighedsdrama. En fortælling om en sort ridder, hvis søn ønsker hævn over den skæbne som overgik hans far. Thomas får på en sindrig måde rollen som den hvide ridders søn.

Thomas har i første omgang intet sværd modsat kammeraterne nede i skolen, fordi deres far lavet et til dem. Thomas har kun en gren og nogle kogler at skyde med. Men til gengæld har han fantasi og mod til at omsætte de fagter til sværdkampsgestik, som han bruger når han malker, giver hønsene foder og fejer stald. Og så brænder der en ild i ham, en lyst til at gøre noget tappert – noget hans far vil være rigtig stolt af.

Eventyrmiks

Kasper Sørensen og Rasmus Lundgreen fører os forbi to gamle krogede tørklædekoner og en troldmand. Tillige forbi en dværg, som sørme har seks andre dværge på slæb og befinder sig nær en glaskiste med en smuk kvinde indeni! Forbi en ulv, som i maven har både en lille pige og en bedstemor. Og forbi tre røvere ved navn Kasper, Jesper og Jonathan.

Lyder det sært? Måske – men fortællingen bevæger sig også mange steder hen på en rejse, som handler om, hvordan vi får gjort Thomas til en helt. Jeg siger vi, fordi Sørensen og Lundgreen som noget centralt tager publikum med på råd – eller rettere allerede i begyndelsen af forestillingen udpeger de en blandt publikum, som de udnævner til at være den person, som skal bestemme om historien tager en rigtig retning og slutter passende.

Krop og ord skaber rum

Iført neutralt tøj – sorte bukser og sort T-shirt, og udelukkende med et hvidt og et sort tørklæde som rekvisitter, springer Sørensen og Lundgreen ud og ind af alle fortællingens roller. I et vågent og dynamisk samspil og med klarhed i stemmen og præcision i bevægelserne gestalter de et univers, som man uvægerligt bliver suget ind i.

Undervejs afbryder Sørensen fortællingen og spørger den udvalgte publikum om det er sådan som de netop har spillet scenerne, at det skal gå. Det er det oplagt – og selvfølgelig - ikke de første gange. Med kommentarer som 'Ondskaben må ikke være ustraffet' og 'Det er den rigtige som dør, bare på et forkerte tidspunkt' fortsætter fortællingen – lige indtil den munder ud i det held, at Thomas bliver en helt – en dreng som nok er bange, men som vover.

Hvad det hele har at gøre med en konge, som bruger tandlægetid som undskyldning for at vove pelsen, og hvad vi skal tro om udsagnet om, at Thomas far er død fordi han fik en gris i hovedet – det må man opleve i den veludførte fortælleteaterforestilling.