'Fra Big Bang til Facebook' - et spørgsmål

Julie Johanne Kirkegård fortsætter diskussionen om læringsteater med dette indlæg, som også spørger ind til Teater Uden Vægges seneste indlæg, 'Pligt og pensum - eller nye, spændende publikumsmøder?' :

På baggrund af de mange seneste debatindlæg om relationen mellem folkeskolen(s) (læringsmål) og dansk børneteater, lader det til, at der er to opfattelser af dansk børneteater i spil: Den ene er 'læringsteater & pjeceforestillinger' og den anden er, hvad jeg til lejligheden kalder 'klassisk scenekunst' (hvor nyskabende denne end måtte være).

Den første er tilsyneladende en instrumentaliseret form for teater, der alene har sin berettigelse, fordi den imødekommer Folkeskolens Læringsmål (selv om det også åbenbart endnu ikke er sikkert, at disse forestillinger overhovedet findes. Måske er der blot tale om en (u)berettiget frygt?).

Hvad angår den anden, så er det en slags 'rigtig' form for teater(kunst). Overgangerne må selvfølgelig i praksis være flydende: At det er muligt at lave klassisk scenekunst, der (tilfældigvis) kan imødekomme folkeskolens læringsmål, ligesom at det også er muligt at lave læringsteater & pieceforestillinger, der ikke blot viser & demonstrere (et svært læringsindhold på en sjov og inspirerende måde), men som også viser sig (pludselig) at tangere klassisk scenekunst.

Der er ingen tvivl om, at læringsmål & og den dertil hørende ide om livslang læring samfundsmæssigt er den Dominerende Diskurs, Paradigmet og Det Ønskværdige.

I denne optik er læringsteater & pieceforestillinger godt, fordi det er målbart og læringsindholdet konkret. Børnene ved simpelthen mere, når de forlader forestillingen (og så er det i hvert fald ikke spildt).

Klassisk scenekunst udspiller sig derimod (i sin rene form: KUN) i den eksistentielle sfære, hvilket ikke lige sådan lader sig måle. Det er en oplevelse i den enkeltes livsverden, noget der gør en forskel. Der er altså et 'mere' ved denne form for scenekunst, som ikke findes i læringsteater & pieceforestillinger (i deres rene former), og det er det 'mere', man som publikum bærer med sig hjem: Det er en fornemmelse, en rumsteren, noget der ikke umiddelbart kan forklares.

(Men faktisk kun umiddelbart, for filosofien beskæftiger sig med det samme: 'Kunsten kan tage filosofien til hjælp ved at tyde det, den siger, ved at den netop ikke siger det' (citatet er fra Adorno, Æstetisk Teori, og muligvis ikke gengivet korrekt, men meningen er der).

Der er altså en (tydelig) sammenhæng mellem kunst & filosofi, fordi der i (noget) filosofi findes et sprog netop for det 'mere', som gør kunst til kunst – dette skal også ses i forhold til, at både kunst og filosofi udspringer af en undren og et ønske om at undersøge – scenekunst ved sit scenekunstneriske udtryk, filosofi ved hjælp af tænkning og ord).

I forlængelse af ovenstående og med den konstatering af, at der tilsyneladende er en rimelig enighed om, at kunst 'altid skal være en undersøgelse', 'en undren', 'en tvivl' (Niels Erling) og 'at en god teaterforestilling ikke er information, men stiller spørgsmål og undersøger noget' (Pernille Welent Sørensen) (der er vel ingen, der modsætter sig disse definitioner?) er der noget ved Teater Uden Vægges forestilling 'Fra Big Bang til Facebook', som i min optik står (temmelig) uklart og som, i hvert fald for mig, trænger til at blive gjort tydeligt...

I seneste debatindlæg skriver Teater Uden Vægge: ' 'Fra Big Bang til Facebook' er således blevet til på baggrund af dyb undren. Vi spurgte os selv: Hvorfor er vi (os to skuespillere) egentlig ikke mere optagede af naturvidenskab og fysik? Hvorfor er selve universets skabelse og vor egen eksistens på atomart niveau blevet til noget 'svært og tørt'? Kan vi gøre det forunderligt og vedkommende for os selv igen? Kan vi gøre det for andre?'

Først og fremmest hører jeg, at forestillingen er opstået ud af en dyb undren over skuespillernes egen manglende interesse for naturvidenskab og fysik – og lysten til at gøre det forståeligt for sig selv og andre (og vise forunderligheden). Når man sammenholder dette med formålet for forestillingen på hjemmesiden, lyder det, at forestillingen vil vise: 'Hvordan og hvorfor fysik/kemi-faget er vigtig for os mennesker i dag. Visionen for teaterforestillingen er at sætte skub i fysik/kemi-undervisningen: At inspirere, overraske publikum og herigennem skabe en ny indgangsvinkel til fysik/kemi for både lærere og elever!'

Det lader altså til, at den dybe undren over egen ikke- og uinteresse har udmøntet sig i at gøre emnet inspirerende og nærværende igen.

Med fare for at blive meget normativ og trække min egen fornemmelse af kunst ned over hovedet på Teater Uden Vægge, står (i mit perspektiv) følgende pointe dog tilbage:

Jeg anerkender, at en dyb undren er det rette udgangspunkt for en kunstnerisk proces, men hvis der ikke er noget af denne undren tilbage i forestillingen, har den kunstneriske proces spillet fallit.

Med dette syn på sagen burde forestillingen tager det svære og tørre ved oplevelsen af fysik/kemi-faget alvorligt og således i et kunstnerisk udtryk undersøge dette med f.eks. følgende spørgsmål: Er vi for dumme? For uinteresserede? For ikke-videbegærlige? Har det for lidt at gøre med vores dagligdag? Er det forudvedkommende? For kedeligt? For svært? Er Facebook mere spændende (og hvorfor)? Har vi kun blik for os selv? Vores egen selvrealisering? Og med hvilke konsekvenser? Spørgsmål der sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved forholdet mellem det moderne (unge) menneske og dens u- og ikkeinteresse.

Det er muligt, at den kunstneriske proces transformerer den oprindelige undren ind til en anden undren (hvilket selvfølgelig ofte kan ske – og med rette – en kunstnerisk proces åbner for nye og endnu mere vedkommende spørgsmål) og i en forestilling som denne, kan man forestille sig, at den nye undren vil udspringe af emnet og kunne undersøges med f.eks. følgende spørgsmål: Hvad er Big Bang overhovedet? Hvad er det periodiske system i sit væsen? Hvad er det egentlig Newton og Niels Bohr gør af opdagelser?

Som I (sikkert) kan fornemme angår disse spørgsmål en mere grundlæggende (filosofisk) undren (der kan sætte spørgsmålstegn ved det selvfølgelige og give vante begreber en ny betydning, - måske endda sætte grundlæggende spørgsmålstegn ved det moderne naturvidenskabelige paradigme) end blot demonstrationen af nogle principper hentet fra en faglig lærebog (hvor på højt niveau denne end måtte være).

Jeg har ikke set forestillingen (men informer mig venligt, når I spiller igen, jeg vil meget gerne se den) og kan derfor ikke selv tage stilling til, hvad der er op og ned i 'Fra Big Bang Til Facebook', men da forestillingen er refusionsgodkendt, er blevet til i en kunstnerisk proces og at I skriver om jer selv, at I vil give en scenekunstnerisk oplevelse (og I er velformulerede, tænkende mennesker, der tager bevidste valg – omend de også er intuitive og udtryk for tavs viden), så spørger jeg: Hvad det er som er selve forestillingens undren & undersøgelse (og altså ikke udgangspunktet, som startede det hele)?

Julie Johanne Kirkegaard er dramatiker og, som hun udtrykker det, til lejligheden: Husfilosof