DEBAT
08-04-2018
07-04-2018
06-04-2018
05-04-2018
21-03-2018

Hr. Teater og Teaterhuset Filuren: Lige lovlig

Bjørn W. Olesen, Theresa Daewaell Grønning og Liv Øster M. Bendtsen i clinch med Grundloven. Foto: Søren Nilsson

Forvirrende metateater om grundloven

30-09-2015
'Lige lovlig' lykkes hverken som underholdning eller som oplysning - og slet ikke som scenekunst.
FAKTA
Hr. Teater og Teaterhuset Filuren: Lige lovlig -

Idé og tekst: Hr. Teater. Instruktør: Theresa Daewell Grønning. Dramaturg: Torben Guldberg. Kostumier: Camilla Lind. Komponist: Karen Mose. Medvirkende: Bjørn W. Olesen, Liv Øster M. Bendtsen og Theresa Daewell Grønning. Alder: 7-10 år. Varighed: 50 minutter. Turneforestilling. Set på Aprilfestival 2015 i Frederikssund. www.info@hrteater.dk

Jeg er ikke glad for at skrive dette, slet ikke. Men jeg bliver nødt til at sige det, som det er – eller som jeg synes det er: Forestillingen 'Lige lovlig' af Hr. Teater er ikke kun ikke vellykket - den er direkte mislykket.

Indholdsmæssigt kører den af sporet helt fra start, spillemæssigt tjener den intet andet formål end at udstille de tre aktørers dilettanteri, instruktionsmæssig og dramaturgisk er den noget af det saligste rod, jeg har set, og som forsøg på interaktivt teater er den ubehjælpelig i sin omgang med publikum.

Værst er alligevel det faktum, at den ikke et øjeblik gør os klogere på den danske grundlov - på begreber som enevælde, demokrati, stemmeret, eller parlamentarisme. Tværtimod. Men det er altså dét, der er forestillingens intention: At videregive en forståelse af 'de danske demokratiske spilleregler' og vise 'hvor stor en del af vores liv, der er styret af Grundloven'.

Historieforfalskning og fataliteter

Hr. Teater har altså sat sig for at 'sende sit publikum på en tidsrejse, som byder på møder med karakterer og begivenheder, der har fået afgørende betydning for det danske demokratis tilblivelse'.

Selve ideen er det jo intet at udsætte på - her ligger underholdende og oplysende stof i bunkevis og venter på at blive brugt. Og vel er det ikke grundlovsjubilæum, men man kan jo godt fejre, at stemmeret for kvinder blev indført i Danmark for 100 år siden.

Desværre satser forestillingen på historieforfalskning nummer et: At vise et kuet, men efterhånden revolutionært folk der går til oprør mod en eventyrlig dum konge. Selv med kun et overfladisk kendskab til udviklingen frem til 1849 ved man, at begge dele er urigtige. Det revolutionære sindelag har aldrig været danskerens særkende, og Christian den 8. var ingen dumrian.

Vi – publikum – skal først bøje os i en karikeret dyb reverens for kongen. Og så sker det fatale: Vi irettesættes af skuespillerne, vi skal gøre det anderledes, dybere, og jeg tænker allerede her, at 'fanden stå i interaktivt teater'. Sådan kan man gøre, hvis man har Crazy Christmas Cabarets charme - eller i alt fald et minimum af humor.

Jeg er en smule forvirret over, at den røde løber ikke er rød, men hvid, og at kongen gør sin entre fra siden ved at bryde sig vej gennem menneskemasserne. Forvirrende er det – også for skuespillerne – at der på samme tid åbenbart er tekniske problemer med både lyd og lys. Problemer der forsøges taklet uden spor af lune, men med en slags lavmælt panik og sammenbidte tænder.

Nå - ifølge denne forestilling er der enevælde i landet, når den dumme konge bestemmer, at alle børn skal i seng kl. 17.30, eller at alle i det interaktive publikum skal klappe sig selv på hovedet. Det ville jeg kunne leve med, hvis det ikke var for, at skuespiller Olesen derved gives anledning til at spille den sindsforvirrede kong Christian den 7. Det gør han ved at spæne rundt i sin kongekappe som en løbsk bold i en pinball machine, mens han ler hysterisk og fægter med armene.

Sjov for børnene? Vel - en træfsikker karikatur er altid morsom, men når den ikke er træfsikker, kun skabagtig og højlydt, bliver den pinlig. Klicheer er slemme nok, men når de ophøjes til karikaturer, bliver de uudholdelige. Karikaturer bør springe ud af overskud, de er aldrig løsningen på, hvordan en figur skal gestaltes.

Metateater

Midt i det hele begynder spillerne så at diskutere indbyrdes  om forestillingens forløb og videre fremdrift. Denne form for metateater er meget, meget sjældent vellykket, men at indføre det i en forestilling, der skal være interaktiv, er slet og ret katastrofalt. Denne form for privathed på scenen gør jo præcis det modsatte af intentionen - den sætter publikum på sidelinjen, pacificeret.

Men vi – publikum og jeg – gør vores bedste, vi marcherer med knyttede næver og råber ned med kongen!, vi stiller op som medlemmer af Folketinget. Vi gør, som vi får besked på, og Christian den Syvende er tydeligvis blevet Christian den Ottende, men fortsætter med at rave rundt som en stang bacardi hanekylling.

Og spillerne standser op igen og er uenige og diskuterer, hvad forestillingen egentlig skal handle om, og musikken er i bedste fald meningsløs, og de tekniske problemer gentager sig, og vi er verdens høfligste publikum.

Nyt fokus

Men i forbindelse med opstillingen til Folketinget bliver én ting åbenbar: Ikke alle har stemmeret! Dermed får forestillingen et helt nyt fokus. Hvem fik stemmeret hvornår?

I et ucharmerende raseriflip rettet mod Theresa Daewell Grønning (som også er instruktør) får Liv Øster Müller Bendtsen sin vilje, og forestillingen skifter spor og handler pludselig om suffragetternes kamp for stemmeret den gang får 100 år siden. Stemmeretten er en uhyre vigtig del af demokratiet, men den danske grundlov af 1849 handler ikke udelukkende om det. Jeg synes, at forestillingen svigter sig selv ved at lade alle andre spørgsmål falde eller blive stillet i skyggen.

Da hjælper det ikke, at vi er blevet udstyret med røde og grønne valgsedler, og med dem kan mene noget, når spillerne spørger. Når forestillingen er så rodet sammensat, når den springer i tema og form, når rettigheder skrives i vand, når skuespillerne bliver private, når publikum reduceres til rekvisitter - ja, så daler interessen for at deltage i det, man efterhånden opfatter som det pseudodemokratiske liv. 

Denne forestilling er en ommer! Den foregiver – ikke mindst i det medfølgende skoleprogram – at handle om noget andet end, hvad vi faktisk får.

En grusom salve som dette afgiver man meget, meget ugerne, helst slet ikke, men ind  imellem må man tage bladet fra munden. Som kritiker er jeg en del af det berømmede danske børne-og ungdomsteater, og som sådan har jeg mit job at gøre. I dette tilfælde altså at uddele et modvilligt æselspark.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Lige lovlig
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

12-03-2018

10-03-2018

08-03-2018

07-03-2018

05-03-2018

01-03-2018

26-02-2018

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

Flere anmeldelser