Jazz har det med at forvandle folk. Jo mere musikerne improviserer og leger med temaer og rytmer, desto længere glider tilhørerne med ind i drømmeland.
Sådan går det også til dels i forestillingen ’Forvandling’ med Teatret OM.
Tre musikere jammer og trutter og plinger, mens en pige synger og performer sig igennem en beretning om forvandling. Hun begynder med ’Den lille Ole’, men snart griber teksten tilbage til strofer af Ovids ’Metamorfoser’ – og et stænk Benny Andersen.
Sagen er bare den, at det dramatiske forløb bliver svagere og svagere, desto stærkere musikken tager over. Hvad skal denne pige? Hvad er det, hun gerne vil forvandle sig til? Eller hvad er det, hun gerne vil forandre verden til at være? Hvad er hendes udfordringer – ud over at hun skal kravle op på scenografiens stillads, der skaber et hus med et rum til hver af de tre musikere og et ’tag’ ovenover?
Nuvel, pigen bevæger sig afsted med sin finurlige paraply med snapseglas, der dingler ned fra paraplystiverne som små, glitrende dekorationer. Og hun fremstår som en sand skæbneværtinde, når hun åbner og lukker for de metalpersienner, der gemmer musikerne. Men hendes ord kommer til at lægge sig som knuder på persiennesnorene. Jazzen hylder teksten ind i tåge – og mytesproget hvirvler ordene ind i dis.
Skal man le eller græde?
Teksten er simpelthen for svær at forstå. Noget om himmelhvælvingen, der fløj op for at blive til det atmosfæriske lufthav – eller noget i den stil. Rimene er meget smukke, men de bliver abstrakte, når musikken i den grad maser sig på og tillokker sig ørernes opmærksomhed.
Musikken swinger upåklageligt. Kontrabassisten Adam Pultz Melbye går grassat på strengene på sin kontrabas. Han spiller så heftigt, at Annemarie Waagepetersens pige for et øjeblik må opgive ordene og bare danse af sted med sin paraply. Her begynder tingene at gå op i en højere enhed. Og vupti, så forvandler paraplyen til to paraplyer, der sættes sammen, så de finurligt nok danner en jordklode.
Her dukker pludselig et tydeligt digt op:
’Der findes børn der må flygte / men du har intet at frygte / Ingen skal mishandle dig / håber jeg.’
Men så ved man ikke helt, om man skal le eller græde. Er det trist eller opmuntrende, dette her? Pigen tager en flaske med sand og tømmer den ned i sin jordklode. Og hvad skal det mon betyde – håb for himmelhvælvingen eller for børnene?
Trommeslageren Håkon Berre taler med på sit svenske, og saxofonisten Lars Greve skaber en vildt udtryksfuld åndedrætslyd. Men klarheden er ude af syne.
Drømme og varsler
Men så opstår det stærkeste billede i ’Forvandling’: Pigen tager sin sammenklappede paraply og åbner og lukker den, så der blæser små, sorte fjer ud fra stoffet. Fjerene daler ned overalt – som om de både er skønne drømme og onde varsler på én gang.
Dette billede kunne bære en hvilken som helst forestilling, tænker man. Så forunderligt er det. Men igen overtager musikken og tapper billedet fra kraft.
Dramaturgisk er Teatret OM ude på en beundringsværdig afsøgning af grænselandet mellem jazz og teater. Annemarie Waagepetersen spiller med en indædthed og en mytisk stilisering, som hun har fra sin direkte forbindelse til Odin Teatret. Og Antonella Dianas stilladsscenografi har en god råhed over sig.
Men hvor OM-kvinderne i ’79’fjorden’ – den vilde igloforestilling om Danmarksekspeditionen til Nordøstgrønland – blandede det fysiske medoplevende med en konkret fortælling i en imponerende totalfusion, så lykkes mixet af musik og myte ikke tilsvarende i ’Forvandling’.
Egentlig opleves forestillingen mere som en koncert end som en teaterforestilling, fordi musikken har al initiativkraften. Og lyden alene kan tydeligvis ikke skubbe det teatralske udtryk videre.
Det virker, som om dramaturgien undervejs er skredet for instruktøren Sandra Pasini – og at hun samtidig også har mistet målgruppen af syne. De 15-årige tilskuere var i hvert fald ikke vilde og blodige over dette jazzede møde med Ovid eller det, der var tilbage af ham.
Men selve legen med musik på dette fabulerende niveau aftvinger respekt. Også selv om forestillingens ’forvandling’ blev til ’forsvinding’.
