Fortrinlig tømmerflådetur

To lyse træstiger og en pænt stor sort gummibåd tilsat lidt reb og trisser illuderer den tømmerflåde, som den norske antropolog og videnskabsmand Thor Heyerdahl tog til søs på sammen med fem mænd, han fandt gerne ville med på et vildt og vovet eventyr. En rejse til havs, hvor han ville bevise, at befolkningen på de polynesiske øer ikke stammede fra Asien i vest, men derimod fra Peru i øst.

Claus Helbo har muntret sig i det kreative værksted og besluttet sig for en kreation, som i Alex Byrnes meget velfungerende iscenesættelse giver tømmerflådens besætning mulighed for at skabe både søgang og stille stunder. 

Det skærper ens appetit på forestillingen og det har – ligesom i øvrigt ganske mange andre valg i forestillingen – en humoristisk effekt, at vi ser en konstruktion, som ikke just ligner en tømmerflåde. 

Den samme engagerende effekt har det, at de medvirkende minutiøst og energisk beskriver, hvordan de fremstiller tømmerflåden af balsatræ. Uden søm og skruer og efter samme fremgangsmåde, som de folk, som for over 1500 år siden ankom til de polynesiske øer, må have gjort det. 

Rummet i øvrigt er rustikt. Med kraftigt vævede sandfarvet underlag og plads til diverse medillustrerende objekter (en globus, et verdenskort, en radio, et videoprojektionslærred m.m.) og de mange musikinstrumenter (kontrabas, klarinet, rysteæg m.m.), som stemningsbefordrende bliver brugt af de medvirkende undervejs. 

Sikkert og spændende iscenesat 

’Kontiki – 101 dage tilbage’ er en fortælling om en utrolig bedrift. Om over 100 dage til søs i alskens vejr og med udfordringer, som selv den modigste person nødigt vil stå ansigt til ansigt med. Over syv meter høje bølger skyller ind over tømmerflåden bagfra. Sylespidse koralrev flænser nær tømmerflåden. Drabelige hajer truer dem på livet. For blot at nævne nogle af genvordighederne. 

Byrne har fuldstændigt styr på, hvordan den farefulde færd skal serveres, så vi betagede og åndløst følger med. Arrangementerne er fyldt med udtryksfuld musikalitet. Forskelligartede tempi og pauseringer, som udvider og løfter ens oplevelse. Samt små enkle og effektfyldte iscenesættelses-greb, så som brug af en spand med vand, som Dam får presset hovedet ned i adskillige gang for at udtrykke en meget hård landing. Og derpå en spand, hvorfra der hældes det fineste sand ud, som illustration af den smukke polynesiske ø, de lander på. 

Som publikum får man uvægerligt en oplevelse af, at det er en vild sej og meget farefyldt færd, de seks mand har kastet sig ud på. Det udvider fortællingen, og det er fascinerende at følge den måde hvorpå højdramatiske begivenheder, hvor besætningen er prisgivet vindens og strømmens kræfter, er iscenesat med action, kulørte lamper, maskulint imiteret guitarspil, harpunbedrifter og risikofyldte redningsaktioner. 

Også fordi det højspændte undervejs afløses af helt rolige momenter. Eksempelvis af øjeblikke, hvor en af de medvirkende lavmælt beskriver bølgernes bevægelser eller regnens forløsende virkning. 

Sej, vigtig og sensitiv tekst 

Anders Valentinus Dam har i samarbejde med holdet transformeret Thor Heyerdahls bog (’Kon-Tiki ekspeditionen’) til en dramatisk tekst, som i detaljer og med mange humoristiske momenter skildrer rejsen. Ikke blot en rejse for at bevise noget videnskabeligt. Men også, og som det vigtigste, for at tydeliggøre, at man kan udrette vidunderlige og inspirerende ting, hvis man har en god idé, hvis man tror på sig selv og hvis man har gode og pålidelige venner omkring sig. 

Det siges direkte til slut uden at virke påklistret eller overeksponerende. Den samme gode virkning har replikken: ”Nyheden gik hele verden rundt. Måske fordi der var brug for gode nyheder, et håb, et mirakel, at verden hang sammen igen.”

Herligt og flot skuespil 

De tre medvirkende udgør en rigtig fin trio. Anders Valentinus Dam spiller Thor Heyerdahl med energi og nerve. Vi tror på det forskerdrevne tankemylder, der suser rundt i nordmandens hoved. Ligesom det er indlysende, at han må afsted for at realisere driften og drømmen – også uanset at han intet aner om søfart og navigation, og i øvrigt slet ikke kan svømme. 

Klaus Weirup Andersen deler sammen med Bastian Popp de fem resterende roller. Gutterne, som går med på ideen. Andersen tegner såvel køletekniker Hermann som svenske Bent med et glimt i øjet. Popp underspiller på en skøn måde de to norske modstandsbevægelsesmænd; Knut og Thorstein, samt Eric, kunstmaleren, som har gået på søfartsskole. 

Andersen og Popp er også de to, som primært og kyndigt spæder musikalske strofer til. 

Masser af skønne og muntre momenter 

Teater O, Nørregaards Teater og Holstebro Teater er lykkedes rigtigt godt med ’Kontiki – 101 dage tilbage’. Der er masser af instruktør-veldrejede momenter med både spænding og humor, sprødt og solidt skuespil, samt skøn musik. 

I cirka en time får man lov at more sig over at se de tre medvirkende joke om, hvem der er hvem og hvor mange de overhovedet er i alt. Man lunes ved Heyerdahls små norske naturinspirerede kærlighedstilkendegivelser til kæresten (”Du er som langrend i solskin” og ”Du er som frost på fjeldet sidst i marts”). 

Man er med til gruppemøde. Man gisper ved høj søgang. Man mærker helt ind under huden, at de seks mænd er hunderædde. Man følger intenst med i deres ”hvad nu hvis”-overvejelser: Hvad nu hvis en af os falder over bord? bliver syg? eller omkommer? Og man tager del i deres begejstring, når noget lykkes.