Fortrængning og forsoning

Tiår på tiår holder hun det hemmeligt. Ebba. Først i en alder af over 80 år går der hul på bylden – takket være hendes barnebarn.

Den gamle dame, som har levet i et følelsesfortrængt mørke – et liv, hvor hun som ung pige af sin nazistfar blev sendt til Tyskland, hvor hun uddannede sig til sygeplejerske og kom til at tage sig af sårede tyske soldater, og siden blev holdt som fange i Sovjet – åbner sig, takket være sit barnebarns empati og insisteren, op overfor sin egen datter. Det barn, som hun i alle årene ikke har vovet af sige 'det usigelige' til af frygt for at blive afvist følelsesmæssigt.

'Mit Mørke', som er Five Feet Tall & Gurs Teaters opsætning af Peter Tudvads biografi 'Sygeplejerske i Det Tredje Rige' er en på mange måder vellykket forestilling.

Forestillingen er seværdig, fordi teatret har skåret ind til benet og har forstået og formår at videregive, at det essentielle i den biografiske historie ikke er at pege på samvittighed og skyld, men derimod at skildre hvordan Ebbas liv har været. Hvad hun har været ude for og båret på. Hvad hun har holdt skjult og af hvilke årsager. En fortælling om overlevelse, afsavn, respekt og medmenneskelighed.

Nuancer og tidsspring

Simone Isabel Nørgaard har konstrueret teaterstykket som intens en dialog mellem Ebba og barnebarnet. Og hun lader fortællingen bevæge sig frem og tilbage i tid. Vi begynder og slutter i Ebba's godt 80-årige nu. Og springer ind i mellem det rundt i Ebbas fortid.

Det er en kvalitet ved teksten, at den gennem så mange små konkrete detaljer gør Ebbas livsforløb menneskeligt troværdigt. Det er Ebbas far, der beslutter at hun skal sendes til Tyskland.

Hernede bliver hun først frivillig i tysk Røde Kors. Hun bliver medlem af nazistpartiet, og som uddannet sygeplejerske bliver hun ansat til at tage sig af sårede tyske soldater. Og til slut bliver hun taget til fange af de russiske tropper.

Vi oplever Ebba som teenageung inden faren sender hende til Tyskland. Følger hende de skiftende steder hun bor i Tyskland før, under og ved krigens slutning – kulminerende i et Berlin hærget af bombardementer, et liv i beskyttelsesrum, og med sårede soldater og soldater som voldtager.

Og vi hører hvordan hun efter en tur til Sovjet, vender tilbage til Danmark og stifter familie.

Nænsomhed og nærvær

Tidspringene er et fængende greb. Ligesom det er med til at fastholde publikums opmærksomhed, at de to skuespillere begge spiller Ebba. Bodil Sangill gestalter den gamle Ebba. Lykke Sand Michelsen den unge.

Indimellem bringes de tillige effektfuldt sammen ved at den gamle Ebba optræder som fysisk vidne til den unge Ebbas gøren og oplevelser. Herudover spiller de tillige flere andre roller: Ebbas barnebarn, forhørsleder, soldater, sygeplejerskekollegaer m.m.

Thomas Kolding har skabt et enkelt rum. Et rum, som hurtigt – ved hjælp af mobile sætstykker, kan laves om til nye rum. Rum, som også får virkelighedsautenticitet og bliver tilført drama via de dokumentaristiske film fra krigen, som vises undervejs.

Afgørende for oplevelsen er i høj grad også Pia Rosenbaums sikre og nænsomhedsfyldte iscenesættelse og de to medvirkendes flotte skuespilpræstationer.

Bodil Sangill kryber med præcision og nærvær ind i rollen som den gamle Ebba. Og Lykke Sand Michelsen gestalter den unge Ebba med troværdig ungdommelig uskyldsrenhed tilsat den råstyrke, der må have været nødvendig for at kunne handle og overleve i krigen.